For 30-40 år siden boede udviklingshæmmede - børn som voksne - i store centralinstitutioner med sovesale og meget begrænsede muligheder for privatliv og rum for udvikling. Siden da er der heldigvis sket en del - men i de senere år er det som om udviklingen er gået i stå. Et-værelses lejlighed uden eget køkken og med et dele-badeværelse på gangen er stadig dagligdagen for tusindvis af mennesker med udviklingshæmning i dagens danske velfærdssamfund.
Ret til egen bolig - nedlæggelse af institutionerne. Sådan lød parolerne da serviceloven trådte i kraft for mere end 12 år siden. Med Danmarks tiltrædelse af FNs handicapkonvention er parolerne blevet bekræftet. I konventionens artikel 19 fremgår det fx at mennesker med handicap skal have "…mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige fod med andre og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform."
Det vigtige projekt trænger til en vitaminindsprøjtning. En undersøgelse fra 2009 gennemført af Socialpædagogernes Landsforbund (SL) dokumenterer, hvor slemt det stadig står til. Næsten 2/3 af beboerne på botilbud for mennesker med handicap bor på under 30 m2 - mere end 1/3 bor på under 20 m2. Så små boliger er der mange danskere, som lever i i kortere perioder, fx på et kollegium under studierne. Men når vi taler om mennesker med handicap, er der i mange tilfælde tale om et helt liv.
Men det er ikke kun boligens størrelse, som er problemet. Selvom lovgiverne for mere end 20 år siden formelt afskaffede institutionerne for voksne med handicap, har rigtig mange af boligerne stadig et tydeligt institutionspræg. Botilbuddene fremstår stadig som en arbejdsplads for personalet. Der er kontor, mødelokale og personaletoilet i fællesarealerne, og hovedparten af beboerne har kun adgang til deres bolig via fælleslokalerne.
Mulighederne for at leve en selvstændig tilværelse, hvor man selv vælger fællesskabet til - eller fra - er også fortsat begrænset for mange udviklingshæmmede. Over 1/3 bor uden eget bad, og mere end halvdelen har ikke eget køkken eller kogeniche. Og for de fleste er den bolig, altså ikke noget man må leve med et par år eller fire under studierne. Det er rammerne om en hel tilværelse - et helt liv.
- Sammenlignet med den kæmpe velstandsstigning, som langt de fleste danskere har oplevet over de seneste 30 år, så er det ikke værdige vilkår. Mennesker med udviklingshæmning er … mennesker. Og de boligforhold er ganske enkelt ikke værdigt for et land som Danmark, siger Sytter Kristensen, Landsformand for LEV.
Forbedringen af bolig- og levevilkårene for mennesker med udviklingshæmning er en omfattende udfordring. Der skal investeres og tænkes utraditionelt - både blandt nationale og kommunale beslutningstagere. Og så er det vigtigt at helt almindelige danskere får et mere retvisende billede af, de vilkår som Danmark byder nogle af sine mest udsatte medborgere.
- Egentlig tror jeg ikke at 'den almindelige dansker' er klar over hvilke forhold vi byder mange udviklingshæmmede. Vi er lullet ind i forestillingen om Danmark, som et af verdens bedste velfærdssamfund. Og sådan er det altså desværre ikke på alle fronter, konstaterer Sytter Kristensen.
Det mangelfulde kendskab hos 'den almindelige dansker' er baggrunden for, at LEV netop har fået trykt nogle såkaldte Go-Cards. De kan findes på ca. 500 caféer landet over, og forsøger med nogle korte spørgsmål, at give mulighed for refleksion. Fx: Drømmer du om en et-værelses lejlighed - resten af livet?
Læs mere om boligforholdene for mennesker med handicap i Danmark
Har du ikke en Gravatar så klik her.