Forældredialog

Forældredialog - Skolegang med mening for alle

Hvad kan du som forældre forvente, at der kommer til at ske i folkeskolen, når dit barn er udviklingshæmmet? Skal der undervises i dansk og engelsk? Skal dit barn have gymnastik, hvis han eller hun sidder i kørestol?

Som forældre skal man have forventninger til folkeskolen. Forventninger til at der undervises i henhold til lovgivningen, og selvfølgelig skal alle have det godt i skolen, men dit barn skal også lære!

Usikkerhederne er mange for forældre til et barn med vidtgående funktionsnedsættelser i forhold til skolegang. Et nyt LEV-projekt kaldet "Metodeudviklingsprojektet" har som mål at skabe klarhed. Forældre, skole og barnet med vidtgående funktionsnedsættelser vil, når projektet er gennemført, få nogle redskaber, som kan sikre, at forventningerne til skolegangen er tydelige hele vejen rundt.

Samtale fremmer forståelsen

Alt for tit møder forældre og lærer hinanden i et spændingsfelt, hvor der let opstår diskussioner om, hvorvidt barnet lærer noget eller lærer nok. Det handler om at finde en fælles måde at tale sammen på om noget, der betyder rigtig meget for begge partner.

Projektet munder ud i en hjemmeside, der kan bruges som et dialogredskab mellem forældre og skole, således at forventningerne til skolegangen bliver afstemt. Formålet er, at målgruppen bliver bedst muligt rustet til at være aktive deltagere i det fortsatte liv. De konkrete produkter vil være:

  • Oversigt over love og regler for folkeskolen og specialundervisning.
  • Folkeskolens fag beskrevet med fokus på børn med særlige behov. Her bliver der eksempler fortalt med videoklip
  • Lærerens værktøjskasse med eksempler på planer, elevbeskrivelser, praksisfortællinger og sikkert meget mere
  • Mulighed for at gå på opdagelse på Rosenvængets skole med video
  • Vejledning i hvordan vi kan blive gode til at tale sammen om det fælles emne: forventninger og udviklingsmål for barnet på kort og på langt sigt.

Projektets tilrettelæggelse og målgruppe

Projektet er blandt andet finansieret af Undervisningsministeriet og er blevet til i et samarbejde mellem Landsforeningen LEV, Videnscenteret VIKOM, der er en del af Servicestyrelsen, og Rosenvængets skole i Viborg. Projektet er startet i efteråret 2009 og forventes at ligge færdig primo juni 2010. Målgruppen er børn med udviklingshæmning, men der vil blive lagt særlig vægt på børn med multiple funktionsnedsættelser.

Hvis du vil i kontakt med projektet, så send en mail til konsulent Dan R. Schimmell på drs@lev.dk