|
- en service til forældre med udviklingshæmmede børn i alderen 0-7 år
For at få besøg af en børneterapeut kræves, at man er medlem af landsforeningen. Du kan melde dig ind her.
Der er stor forskel på den indsats, der tilbydes udviklingshæmmede førskolebørn i kommunerne. På trods af, at alle ved, en tidlig indsats er utrolig vigtig, så sker det desværre, at kostbar tid går tabt, fordi tilbuddet fra kommunen er utilstrækkelig eller helt mangler. Der mangler rådgivning og vejledning til forældrene om en målrettet tidlig indsats og udviklingsmuligheder for disse børn.
Børneterapeutordningen
Landsforeningen LEV har derfor oprettet en landsdækkende børneterapeutordning, som kan ses som et igangsættende bindeled mellem familien og myndighederne.
Børneterapeutordningen er en del af LEVs rådgivning. LEV har mange års erfaring inden for forskellige former for rådgivning og vejledning, og mange af de problemer, 'nybagte' forældre står med, vil være bekendte for LEV.
Mange forældre, som kontakter LEV efterlyser en vurdering af barnets funktionsevne og udviklingsmuligheder. Forældrene søger rådgivning og vejledning til selv at stimulere deres handicappede barn i hjemmet. Endvidere efterlyser forældrene ofte rådgivning og vejledning til at få hverdagen til at fungere bedre med et handicappet barn i hjemmet.
LEV har derfor valgt at tilbyde interesserede familier besøg af en børneterapeut fra LEV. Børneterapeuten, som er en ergoterapeut eller fysioterapeut med specialuddannelse kan rådgive familien ud fra en faglig vurdering af familiens og barnets behov. Der udarbejdes en rapport i forbindelse med et hjemmebesøg.
Børneterapeutordningen er et supplement
LEVs tilbud skal ses som et supplement til de offentlige tilbud. LEVs børneterapeuter foretager ikke behandling, men yder rådgivning til forældrene ud fra en faglig vurdering af familiens og barnets behov.
Børneterapeuten hjælper familien til at efterspørge relevante terapeutiske foranstaltninger, der kan supplere den pædagogiske påvirkning.
Har du spørgsmål og ønsker yderligere information om LEVs børneterapeutordning er du velkommen til at kontakte LEVs faglige koordinator for børneterapeuterne Alice Hasselgren torsdag kl. 14 -16 på tlf. 3635 9608 - eller e-mail boerneterapeuterne@lev.dk.
Du kan læse om LEVs Børneterapeuter i pjecen af samme navn.
Du er som medlem også velkommen til at kontakte LEVs telefonrådgivning på telefon 8038 0888, mandag til onsdag fra kl. 10.00 til 12.00 eller på e-mail raadgivning@lev.dk
|