Næsten halvdelen af Ankestyrelsens principielle sager bliver rejst af kommuner, der vil afprøve den nedre grænse for servicen til handicappede borgere. Får kommunen ret, er der mange penge at spare. Tendensen er mere end fordoblet siden 2005.
Borgernes retssikkerhed er under kraftig pres, når en administrativ myndighed som kommunerne får adgang til at anke afgørelser, der kommer borgerne til gode, mener professor i socialret på Københavns Universitet, Kirsten Ketscher.
»Ankestyrelsen er til for at sikre borgernes rettigheder. Man har bibeholdt en gammel ordning om at kommunerne kan anke, men det er unødvendigt, for ankestyrelsen har masser af muligheder for at rette op på en forkert praksis på anden vis. Derfor er det helt unødvendigt, at give kommunerne det ekstra skud i bøssen,« siger Kirsten Ketscher til Ugebrevet A4 og tilføjer:
»Det er kun egnet til at skabe et modsætningsforhold mellem kommuner og borgere, og det klemmer i forvejen udsatte borgere yderligere. Det er en ulige kamp mellem borger og system, og kommunernes adgang til at anke er, hvad jeg vil kalde systemvenlig og borger-uvenlig.«
Selv om Kirsten Ketscher har svært ved at forstå, at kommunerne overhovedet har retten til at indklage afgørelser fra Det Sociale Nævn til Ankestyrelsen, tror hun muligheden er en økonomisk gevinst for kommunerne.
»Når kommunerne bruger det meget, er det selvfølgelig fordi, det ikke koster kommunerne noget at køre en ankesag. Hvis det drejer sig om en handicapydelse, som kan være vældig bekostelige, så tager man lige det ekstra skud i bøssen at anke til Ankestyrelsen for at se, om man kan slippe for udgiften. Kommunen er også i en økonomisk klemme, så man kan blive fristet til at anke for at slippe for en udgift.«
At økonomi spiller ind, er Kommunernes Landsforening (KL) enig i.
Læs mere på Ugebrevet A4's hjemmeside her.