Ny bog om specialpædagogikkens holdninger, handlinger og dilemmaer af Birgit Kirkebæk.
Inden for specialpædagogikken har hver tid sine sandheder, teorier og faglige fremgangsmåder, når det drejer sig om at udskille, behandle og disciplinere dem, der opfattes som ”anderledes”. Selv om teorier skifter, diagnoser opstår og forgår, så er en ting sikker: Det er de ”anderledes”, der lægger krop til skiftende tiders behandling i praksis.
Birgit Kirkebæks nye bogargumenterer for, at de direkte berørtes perspektiv skal medinddrages, når vi diagnosticerer, planlægger og behandler på andres vegne.
Specialpædagogens arbejde står centralt i denne bog – både som almægtig og som afmægtig. Alligevel knytter forfatteren håbet til den, der som pædagog tør tage opgaven på sig, se dilemmaerne i øjnene og selvstændigt bruge sin (special)pædagogiske viden, erfaring og empati relationelt.
Bogen henvender sig til studerende, pædagoger, lærere, socialrådgivere og andre, der professionelt beskæftiger sig med mennesker, der opfattes som ”anderledes”.
Almagt og afmagt
specialpædagogikkens holdninger, handlinger og dilemmaer
Af Birgit Kirkebæk.
Akademisk Forlag
224 sider, 269 kroner.
Bogen udkommer fredag den 12. marts.