Udviklingshæmmede har fået nok - torsdag den 4. november marcherer de mod Christiansborg i den største demonstration nogensinde med og af udviklingshæmmede. Demonstrationen starter på Rådhuspladsen kl. 14.00 og går derefter til Christiansborg. Folk fra hele landet vil valfarte til København for være med.
Baggrunden er den seneste tids hetzlignende udtalelser fra borgmestre og KL i debatten om besparelser.
"Ingen har lyst til at blive kaldt gøgeunger, som det er blevet gjort om os. Ingen har lyst til at føle sig som et uønsket æg i reden, der bare nasser på andre. Og havde man spurgt os, kunne man sagtens have fået masser af tips til besparelser. Men man spurgte ikke os", siger Lisbeth Jensen, formand for ULF, Udviklingshæmmedes Landsforbund, der arrangerer demonstrationen.
Der bliver blandt andet talt om, at kommunerne nu skal til at "trække folk hjem", så betalingskommunerne nemmere kan kontrollere udgifter til specialområdet. Dermed bliver folk i realiteten tvangsflyttet. "Man 'trækker' da ikke folk hjem - man trækker sit kvæg hjem eller en fisk ind", siger Lisbeth Jensen, der lover at man af samme grund vil se både ko-kostumer og spændetrøjer til demonstrationen torsdag.
>Se demonstrationsruten: Klik her!
Hej, Jeg vil bare sige, at det er så stort, at der er nogen der har overskud til, at råbe politikkerne op og jeg bakker sådan en demonstration 100% op. Jeg er selv mor til en handicappet pige på 14 år og har mere end rigeligt mærket diverse besparelser! Det er bare ikke i orden det der tilbydes vores handicappede medborgere her i landet!! I skulle se de forhold der er på min datters skole så ville selv en hårdkogt politikker blive forarget - tror jeg! Var der samme forhold på en amlindelig folkeskole ville der blive et ramskrig uden lige. På aflastningsområdet er det jo også helt ude i hampen hvordan man flytter rundt på de svageste i samfundet og hvordan familier generelt skal stå model til umenneskelige forhold og "tilbud" hvilket jeg ikke engang vil kalde kommunernes måde, at varetage/servicere handicappede borger på - efter min mening! Så håber virkelig nogle inden på Christiansborg får røde ører når I dukker op i dag!!!! Al mulig held og lykke. Ville ønske jeg selv kunne være en del af dette framragende tiltag. Godt gået!! mange varme hilsner Tina Tychsen, Randers.
Hej Tina og alle I andre. Hvis man, med god grund, er forarget over normeringen og de fysiske rammer på børn/unge handicap institutionerne, så bliver man fuldstændig chokeret den dag barnet fylder 18, og skal begå sig på et voksenhandicap aktivitetscenter. Som med et trylleslag forsvinder behovet for én til én støtte, behovet for små enheder og en overskuelig hverdag på tilpas med plads. I stedet modtager den unge et tilbud på et værksted hvor der er en ledig plads, i grupper på op til 17 medlemmer og en normering på 2 fultids og en 25 timers stilling, i for trange lokaler og en kantine der rummer mindst 85 brugere + personale. Som man måske kan læse ud af ovenstående, er jeg ansat på et aktivitetscenter beliggende i Århus. I Århus skal der på voksen handicap-området spares 10% af det samlede budget. Jeg kan opremse utallige konsekvenser hvis der spares mere på voksenhandicap-aktivitetscentrene i Århus. Jeg vil dog blot nævne én: Vi har svært ved, som Serviceloven ellers kræver det, at tilbyde meningsfulde aktiviteter og være med til at udvikle og vedligeholde kompetencer, samt støtte op om, vedligeholde og udvikle sociale relationer og kompetencer. Hvis vi udsættes for nedskæringer eller merindskrivninger, kald det hvad I vil, så bliver det noget nær umuligt, idet vi så drukner i praktiske, adminstrative og plejekrævende opgaver. Jeg vil på det kraftigste opfordre alle til via medier, aktioner, og lignenende at gøre opmærksom på problematikerne. Jeg tror ikke at det er danskernes mening at tingene skal følge den udvikling.
Har du ikke en Gravatar så klik her.