Tønders borgmester: Beboere får et andet botilbud

Tønders borgmester reagerer på åbent brev fra LEV (læs brevet nedenfor) om lovbrud i forbindelse med lukningen af botilbud.

Beboerne får et andet og mindst ligeså godt botilbud, når bofællesskabet i Mellemgade i Skærbæk efter planerne nedlægges til årsskiftet som led i Tønder Kommunes sparebestræbelser. Det forsikrer borgmester Laurids Rudebeck, og han er overbevist om, at beboerne vil blive glade for det nye tilbud.

- Vi svigter naturligvis ikke beboerne. De bliver ikke bare overladt til sig selv. Vi tager hånd om dem og er allerede klar med nye gode og tidssvarende rammer, som vi vil tilbyde beboerne, oplyser borgmesteren.

Dermed tilbageviser han udtalelser fra Landsforeningen LEV, der påstår, at Tønder Kommune ingen planer har for beboernes fremtid. Samtidig reagerer han mod LEVs beskyldninger om, at kommunen begår lovbrud i sagen.

- Den beskyldning må jeg tage afstand fra. Vi følger naturligvis alle regler til punkt og prikke, og det passer ikke, at vi har opsagt beboernes lejemål. Men vi lægger op til at nedlægge tilbuddet og give beboerne et andet tilbud i stedet. Det er i orden at være uenig i beslutningen, men derfra og til at beskylde os for lovbrud er der et uanstændigt spring. Det er en grov beskyldning, som LEV burde holde sig for god til at komme med, siger Laurids Rudebeck.

- Jeg er også noget forundret over, at LEV kritiserer os for at have informeret beboerne. Vi synes faktisk, det er vigtigt, at beboerne får information om en sådan ændring så tidligt som muligt. Vi finder det vigtigt at være åbne. Men det har LEV altså en anden holdning til, konstaterer borgmesteren.

Forståelse for beboernes reaktion
Laurids Rudebeck forstår godt, at beboerne lige nu er kede af beslutningen.

- Situationen er, at Tønder Kommune skal spare 100 mio. kr. på driften over de næste to år, og man kan ikke spare så mange penge, uden at det gør ondt. Det kommer til at berøre alle områder i kommunen og rammer desværre også beboerne i bofællesskabet i Skærbæk.

- Det er helt forståeligt og meget naturligt, at beboerne er kede af udsigten til at skulle forlade de vante omgivelser. Men de får et andet tilbud, hvor der også vil blive gjort alt for at imødekomme deres særlige behov og forventninger. Jeg er sikker på, at de vil falde godt til i de nye og tidssvarende omgivelser, og at de bliver glade for det nye tilbud, siger borgmesteren.

Kilde: www.toender.dk

 

Borgmesterens udtalelser er på baggrund af dette åbne brev fra LEV: 

Åbent brev fra Landsforeningen LEV til
byrådsmedlemmerne i Tønder Kommune

13. oktober 2010

Tønder Kommune begår lovbrud

Mennesker med udviklingshæmning har rettigheder, som alle andre borgere i dette land. For eksempel må man ikke bare se bort fra deres lejekontrakter og flytte dem rundt efter forgodtbefindende.

Dette gælder selvfølgelig også i Tønder Kommune. Byrådets beslutning om at lukke et ellers velfungerende botilbud for mennesker med udviklingshæmning på Mellemgade i Skærbæk er juridisk forkert samt etisk forkasteligt. Kommunen har opsagt beboerne trods det, at de seks beboere har individuelle lejekontrakter. Det må man ganske enkelt ikke.

Sagen fra Tønder viser desuden en anden generel problematik, som vi i LEV ser i mange andre kommuner. Botilbuddet på Mellemgade er et såkaldt §107 tilbud. Det vil sige, at det er et midlertidigt tilbud. Hvordan kan de seks beboere have boet her i 16 år, når tilbuddet er midlertidigt?

Og for at det ikke skal være løgn, har kommunen ingen umiddelbare planer for, hvor de seks personer skal flytte hen - de skal bare flytte, fordi kommunen skal spare penge. Så der er altså ikke alene tale om en kommune, som med åbne øjne overtræder loven. Det er også en usædvanlig kynisk kommune, som på ingen måde søger at varetage beboernes interesser.

LEV opfordrer kommunen til at tage lukningen af botilbuddet på Mellemgade af bordet med det samme. Og så råder vi i øvrigt Tønder Kommune til at se på beboerne med udviklingshæmning som mennesker og ikke som en udgift - og behandle dem derefter.


Med venlig hilsen
Landsforeningen LEV

Sytter Kristensen
Landsformand

Kommentarer

Skriv en kommentar