05.04.2011
Politiken havde mandag en ret omfattende behandling af de markante besparelser, som for tiden finder sted på handicapområdet i kommunerne. Borgmesteren i Ikast-Brande, Carsten Kissmeyer(V) har i flere sammenhænge - og nu også i Politiken - gjort sig til talsmand for, at man da må kunne bruge mere magt og mere medicin over for mennesker med handicap for at få udgifterne ned. Man skal bedøve de udadreagerende og tvinge voksne mennesker med på udflugt, hvis det nu er, hvad der passer personalet bedst, er Kissmeyers bud. Og tilsyneladende er KL's formand, jan Trøjborg(S), med på vognen - eller hvad?
Debatindlæg af LEVs landsformand Sytter Kristensen i Politiken, bragt 04.04.2011
I kommunerne og i KL forsøger man med stor iver at udpege mennesker med udviklingshæmning og med andre handicap, som den væsentligste årsag til den pressede økonomi i kommunerne. Der spekuleres åbenlyst i at skabe et 'dem og os', hvor nogle af de allermest sårbare af vores medborgere udpeges som 'dem', der er skyld i beskæringer på folkeskolen eller hullerne i vejene. KL arbejder benhårdt på at manipulere debatten i en retning, som er en trussel mod retssikkerheden for borgere med stort hjælpebehov - og mod værdigheden i den måde, som denne borgergruppe opfattes i befolkningen.
Og det hele virker som én lang kynisk afledningsmanøvre fra KL's side. Der udvælges spektakulære eksempler, som på ingen måde er dækkende for området. Samtidigt er der en påfaldende mangel på vilje til at ville underkaste kommunernes egen administration og praksis en kritisk overvejelse. Hvor er viljen til at erkende, at mangelfuld faglighed i sagsbehandlingen og selvpålagt bøvlet administration, har fået udgifterne til at vokse? Hvor er viljen til at undersøge, hvordan afgrundsdyb mistillid mellem kommunerne får pladspriserne til at vokse?
Det ville klæde KL og borgmestre som Kissmeyer at rette blikket den vej, inden man begynder at hænge svage og sårbare grupper ud, som årsagen til kommunernes økonomiske problemer.
(Politiken, 5. april, 2. sek. s. 8)
Hejsa, Det er en absolut rimelig og nødvendig debat om prioritering af ressourcer i en alt for dyr (i bred forstand) offentlig sektor. Det udelukker ikke en meget kritisk gennemgang af det store bureaukrati - jeg er helt enig, her er enorme effektiviseringsmuligheder. Men det er nødvendigt med en debat om hvor meget, der skal ofres på handicappede af forskellige typer set i forældre til udgifter til ældrepleje, skoler osv osv. Og ikke mindst skolerne har i mange år måtte holde for, og det er jo udelukkende, fordi konsekvensen af en for dårlig folkeskole først viser sig om mange år. vh Michael
Hej Jeg er rigtig ked af at vores samfund har udviklet sig til et land hvor vi efterhånden kan tillade os at omtale vores svageste, bl.a. de handicappede, som en byrde og tingsliggøre dem i et sparekatalog. Det er en tendens som jeg oplever bliver mere og mere tydelig som årene går efter kommunalreformens ikrafttrædelse. De fleste er fuldt ud klar over at de offentlige midler er begrænsede. Det gælder også os, der er handicappede eller pårørende til en handicappet, som jeg fx. er. Men tonen, der slås an i debatten får hyppigere karakter af at denne gruppe 'får for meget', 'skal til at bidrage som os andre' etc. og dermed risikerer vi at udstille de svageste som mennesker, der intet yder og tager mere end de har ret til. Det er en usmagelig tone. Bare at overveje det som en mulighed at bruge tvang eller medicinering til at spare på offentlige ressourcer er et skred i vores helt grundlæggende menneskesyn med uoverskuelige etiske konsekvenser - som både menneskeligt og økonomisk vil kunne ses på den korte såvel som den lange bane. Det bekymrer mig dybt!
Har du ikke en Gravatar så klik her.