15.12.2011 Handicap er ikke nogen entydig størrelse. Det er noget, som er i bevægelse, og som først og fremmest har med samspillet mellem den enkelte og det omgivende samfund at gøre. Man kan på mange måder sige, at de fleste mennesker med udviklingshæmning var langt mere handicappede, dengang man som udviklingshæmmet var tvunget til et liv i Åndssvageforsorgens centralinstitutioner. Centralinstitutionerne påførte så at sige en masse mennesker et handicap, som strengt taget ikke havde så meget med deres egentlige funktionsnedsættelse at gøre. Sovesalene, det manglende privatliv, den pacificerende hverdag osv. var alle elementer, som begrænsede (man kunne sige "handicappede") den enkeltes livsbetingelser og udviklingsmuligheder. Og det ville det i øvrigt have gjort, uanset om man var udviklingshæmmet eller ej. Der er sket positive forandringer for alle siden da. Langt de fleste mennesker med udviklingshæmning har fået markant bedre boligforhold og kvaliteten af den hjælp og støtte, der ydes, er også blevet markant bedre. Men det er der sådan set heller ikke noget mærkeligt i - de seneste 40-50 år har budt på gigantiske velstands- og velfærdsstigninger for "den almindelige dansker" - og i det lys er udviklingen for mennesker med udviklingshæmning måske lidt mindre imponerende. Så der er fortsat brug for LEV, her hvor vi nærmer os vores 60 års fødselsdag, den 20. januar 2012. Måske mere end nogensinde. Den økonomiske krise, som fulgte lige i halen på en gennemgribende og lettere kaotisk kommunalreform i 2007, har kastet værdierne og retningen i Danmarks handicappolitik ud i et stormvejr. Trods en ihærdig og vedholdende indsats i de kommunale handicapråd, og trods vedtagelsen af kommunale handicappolitikker, så oplever vi i disse år, at forståelsen for, og kendskabet til, udviklingshæmmedes krav på lige muligheder, inklusion og værdighed er under pres. Og intet tyder på, at det er ved at være drevet over. Desværre.
Sideløbende med den vigende forståelse for det overordnede handicappolitiske projekt om lige muligheder, inklusion og værdighed, er der kommet større og større fokus på de formelle rettigheder, som borgerne har ifølge lovgivningen. Som reaktion på forringelser af hjælpen - og på den ændrede indstilling mange steder - er vi alle blevet mere opmærksomme på, om kommunen nu også følger reglerne og træffer lovmedholdelige afgørelser, og om der er behov for at klage osv. Mistilliden er vokset, hvilket desværre ofte er velbegrundet. Vi er med andre ord tvunget til at holde godt øje med kommunernes afgørelser og ikke tage det hele for gode vare. Men spørgsmålet er, hvor denne udvikling efterlader den gruppe mennesker med udviklingshæmning, som har meget omfattende funktionsnedsættelser, og som har ingen, eller meget begrænset, kontakt til pårørende. Hvem sikrer deres rettigheder i forhold til den sociale lovgivning? Hvem beskytter dem mod ulovlige afgørelser i kommunerne, mod at blive flyttet rundt som ludobrikker mellem forskellige botilbud og kommuner?
"Det gør de værger, som er udpeget til at bistå dem" kunne være en del af svaret. Men som vi så dokumenteret i TV2 Nyhederne den 23. november, så er der åbenlyse problemer med de såkaldte faste eller professionelle værger. I alle landets fem regioner er der professionelle værger, der har op imod 100 værgemål, som de administrerer. Og det siger sig selv, at det kan være svært at yde en forsvarlig værgeindsats for den enkelte - ikke mindst hvis man skal passe en travl advokatbiks ved siden af. Og mange af de faste værger har da heller ikke det fornødne kendskab til dem, de er værger for - hvis de da nogensinde har mødt dem. Derved er der en ekstremt sårbar gruppe borgere, som er efterladt i et retssikkerhedsmæssigt og beskyttelsesmæssigt tomrum. Det går altså ikke! Sytter Kristensen har kontaktet justitsminister Morten Bødskov for at komme i dialog om, hvordan kvaliteten af de faste værgers arbejde kan forbedres.
> Læs hele LEVs december-blad her.
Kære forældre og personale, Nu skal vi snart fejre jul og nytår igen i Danmark. Vi glæder os alle til den dejlige julemad - ikke mindst min søn Lukas, der altid elsker "en lille fest". Der er en rigtig hyggelig stemning hos alle vores børn i det smukke bosted i Nærumgård, hvor Lukas og hans ven Ibrahim bor sammen med de andre børn og unge. For os forældre, er det dog også en alvorlig tid, hvor nogle af vores små søde børn pludselig bliver store og voksne. Det er jo noget, der altid kommer bag på os forældre - hver gang! Om kun 6 måneder bliver Lukas lige pludselig voksen! Da Lukas var lille, skulle vi altid tælle, hvor mange år det varede, før Lukas blev voksen. Og om kun et halvt år fylder min lille mus endeligt 18 år. Det er ikke til at forstå! Og om kun et halvt år, skal Lukas flytte til et nyt - og forhåbentligt permanent bosted. Det bliver spændende for min store knægt, men vi forældre sidder sandelig også med bekymrede miner. Får Lukas nu også et ordentligt bosted? Skal mit barn flyttes igen og igen? Der bliver rigeligt med bekymringer, inden min søn får sit blivende bosted. Heldigvis går Lukas på den 3-årige STU / ungdomsuddannelse hos institutionen Banach i Hillerød, hvor han er rigtig glad for at være. At der myldrer med søde pædagogpiger er heller ikke til at kimse af! Når nytårsklokkerne ringer det gamle år ud, vil Lukas bekymrede far sidde med krydsede fingre og med lidt bange anelser. Får Lukas et godt permanent bosted? Jeg tror det - med alle de dygtige pædagoger kan det næsten ikke gå galt. Jeg besøger Lukas 3 gange om ugen, og mine bedste venner er altid personalet, hvor forældre og personale deler glæder og bekymringer omkring børnene og os oldgamle forældre. Lad os også tænke på de mange unge mennesker, der bor på bostederne over hele landet. De kan prise sig lykkelige, over at de ikke kom til at opleve rædslerne på de gamle bosteder. Jeg tænker i hvert fald meget på dengang jeg selv var på bosted i de uhyggelige 1960-ere - den værste tid i dansk psykiatri. Os der overlevede tvangen og de uhyggelige fornedrelser glemmer i hvert fald ikke starten af 1960-erne. Og hvor var jeg heldig, at lægerne ikke opdagede, at jeg havde Tourettes syndrom, OCD og Aspergers syndrom! Lad os alle tænke på de store fremskridt, der er sket med psykiatrien de sidste 30 år. Men det endte jo alt sammen godt med ny medicin til de mange med ADHD og de psykiske syge. Men det var jo ikke sikkert at det lykkedes - men det lykkedes alligevel! Mange kærlige hilsner til børnene, de unge og personalet! Henrik Gade, Lukas far
Har du ikke en Gravatar så klik her.