14.11.2011
Dette nummer af LEV Bladet har fokus på nogle af de helt konkrete konsekvenser af de omfattende besparelser, som i disse år gennemføres over for mennesker med udviklingshæmning. Listen er lang, og de har alle meget direkte betydning for udsatte borgeres mulighed for at leve en tilværelse med indhold og udviklingsmuligheder.
Af Sytter Kristensen, LEVs landsformand
I en række tilfælde er besparelserne ikke blot et midlertidigt tilbageslag. En række kommuner gennemfører besparelser, som har langsigtede konsekvenser. Først og fremmest for den enkelte borger, som rammes her og nu - men i høj grad også på det principielle og politiske niveau. I Landsforeningen LEV ser vi flere og flere eksempler på, at omlægninger af indsatsen for mennesker med udviklingshæmning ligner grundlæggende brud med værdier og principper i dansk handicappolitik. Et politikområde, som der ellers har været national konsensus om de seneste 30 år.
Et rigtig grimt eksempel på denne udvikling er den madordning, som Kalundborg Kommune har besluttet at indføre for kommunens borgere med udviklingshæmning. Kort fortalt betyder kommunens nye madordning, at voksne med udviklingshæmning fremover tvinges til at modtage deres mad fra et kommunalt centralkøkken eller fra en anden leverandør. Hjælpen til selv at lave sin mad i bostedet er skåret helt væk. Kommunens motiv er, at man på den måde kan spare på personalet i botilbud og i hjemmevejlederordninger og samtidigt opkræve betaling hos borgeren for fremstillingen af maden. Lidt af et columbusæg synes man sikkert i de kommunale økonomiforvaltninger.
Der er en række alvorlige problemer i den måde Kalundborg Kommune gennemfører denne ordning på - eksempelvis er den socialpædagogisk hjælp, som borgerne med udviklingshæmning hidtil har fået til at lave deres egen mad, fjernet helt uden nogen individuel sagsbehandling. Et åbenlyst lovbrud. Kalundborg Kommunes madordning er skridt i den helt forkerte retning på det mere principielle niveau. Nogle af de vigtigste værdier i dansk handicappolitik - og i den konvention, som Danmark for nyligt ratificerede - er inklusion og afinstitutionalisering. Voksne mennesker skal ikke henvises til et helt liv i afsondrede institutioner. Vi har alle krav på et hjem - og selv i boliger med institutionspræg, skal vi gøre, hvad vi kan, for at gøre det så hjemligt som muligt. Mon ikke langt de fleste vil være enig med mig i, at madlavning er en af de mest naturlige og meningsfulde dele af livet i et hjem.
Med geniførelsen af tvungne centralkøkkenordninger er kommunen altså godt i gang med at slagte vigtige principper og værdier bag det langsigtede handicappolitiske projekt. Centralkøkkenet indføres ud fra kortsigtede økonomiske hensyn og afspejler en rystende handicappolitisk ligegyldighed.
Kalundborg Kommune er desværre ikke alene i denne her sag. Tendenserne i retning af tilbagevenden til institutionerne er mange - lige fra integration af dagtilbud og botilbud til sammenlægning af botilbud i blind tiltro til stordriftsfordele.
Den udvikling må vendes. Danmark skal ikke foretage fundamentale retningsskift i 30 års værdier og principper i handicappolitikken, blot fordi det i disse år er økonomidirektører, som sætter dagsordenen i kommunerne.
>Læs hele LEV 7, november 2011: Klik Her!
Desværre er denne ordring også indført i Næstved Kommune. Jeg arbejder i et Bofællesskab som er 4 borgeres hjem, og indtil februar 2011 har været et hjem og arbejdsplads med ligeværdighed, respekt for den enkelte borger, højt aktivitetniveau ude som hjemme o.m.a. Kort sagt har det været et HJEM i ordets bogstaveligste forstand og med præcis samme dagligdags opgaver og aktiviteter som i ethvert andet hjem,- hvilket jo også inkluderer indkøb og madlavning Disse borgere har også igennem 32 år bl.a. været engagerede campister og nydt campinglivets glæder til fulde. P.g.a. besparelser er disse borgere nu frataget retten til et, efter min mening, værdigt og meningsfyldt liv. Næstved Kommune besluttede at borgere skulle købe ind via internettet, købe mad hos det centrale køkken eller anden leverandør, ikke længere måtte tage på campingferie og -ture, ikke længere måtte få støtte til at varetage de opgaver/aktiviteter med hus og have som de hidtil havde fået (og som de iøvrigt oplevede stor glæde ved). Med meget stor bekymring ser vi nu konsekvensen af den manglende støtte (og manglende respekt)i form af stor tilbagegang i borgernes udvikling. En udvikling der for nogle borgeres vedkommende har taget rigtig mange år at opnå. Jeg startede mit arbejde på Behandlingscentret i 1978 og er af den opfattelse at vi er tilbage på samme niveau, - den eneste forskel er de fysiske rammer. Set i bakspejlet var "fordelen" dengang at borgerne havde hinanden i modsætning til nu hvor de er tvunget til et liv i ensomhed. Hvor er menneskesynet, medmenneskeligheden og værdigheden henne?
Desværre er det ikke kun køkkenerne der er på vej tilbage. Sammen med køkkenerne kommer fællesindkøb til depoter fra kommunernes indkøbsordninger, og alle de andre fælles ting man gjorde på de gamle institutioner. Institutionerne er på vej tilbage og det endda inden de er udryddet. 13 år efter at serviceloven fastslog at institutionerne var fortid, findes der stadig mange institutioner og desværre oprettes der stadig nye. De hedder måske ikke institutioner, men de drives som institutioner, det gælder desværre også en masse af de nye tilbud der skyder op i disse år. Det er vigtigt at slå fast at alle har ret til en bolig, et hjem. Et hjem er en individuel bopæl hvor struktur og organisation er indrettet så den enkelte borger kan serviceres i eget hjem. Desværre ser vi at mange boliger, også de nye, ikke fungerer anderledes end de gamle institutioner. Køkkener kan kun fjernes ved at fjerne institutionerne, ikke bare i lovgivningen men også i virkeligheden.
Ikke blot oplever vi at storkøkkener vender tilbage, men også at disse køkkener er forbudt området for beboerne i bostedet (og så er institutionen på vej tilbage). Men når fællesksabet omkring madlavning forsvinder - det der var tænkt som træning og aktivitet og socialt fælleskab - så forsvnder ogsppædagog/støttetimerne . Det helt groteske er, at når maden koommer fra fælleskøkken uden borgerens medvirken kan der opkræves madgebyr - det giver loven mulighed for . Tja så er det borgeren - den svage - den ahndicappede der igen blver "sorteper" = ingen træning - ingen aktivitet - ingen indflydelse på egen mad - intet fælleskab -MEN en meget dyrere madordning. Det er så uretfærdigt og dræbende for livskvalitet. v.h Ulla ST
Har du ikke en Gravatar så klik her.