31.01.2012
KLAP projektet startede op den 1. januar 2012 og er nu kommet godt i gang. Nu mangler Projekt KLAP kun en skarp socialformidler, som kan hjælpe og bistå de regionale KLAP konsulenter ude i marken. Rigtig mange mennesker med udviklingshæmning har en drøm om et rigtigt arbejde eller et job med løntilskud. Det er kommunernes opgave er at hjælpe disse borgere rigtigt igennem systemet, så drømmen bliver til virkelighed i form af et job. I kommunerne er det ofte virksomhedskonsulenter, der skal løfte opgaven, men for mange er det et nyt arbejdsområde, som kan have brug for hjælp til at komme i gang. Som socialformidler i Projekt KLAP er din opgave, i samarbejde med de opsøgende KLAP konsulenter, at tilrettelægge "sagerne", så de lettest muligt kan håndteres af de kommunale jobcentre. Foruden forberedelse af sager skal du også være indstilles på at yde støtte til den almindelige rådgivning, der gives i KLAP projektet. Dit arbejdssted er Landsforeningen LEVs hovedkontor i Hvidovre. Vi forventer: • Gode formidlingsevner både skriftligt og mundtligt • Erfaren bruger af Word, Excel og Power Point • Tillidsvækkende personlighed • Erfaring fra tidligere job, gerne fra interesseorganisationer Opdateret viden i forhold til: • Arbejdsmarkedslovgivning, herunder forsikringsspørgsmål • Social- og penisonslovgivning for voksenområdet • Uddannelseslovgivning • Administrative ad hoc-opgaver
Flere informationer Du kan læse mere om projektet på www.projektklap.dk eller kontakte projektkoordinator Anders Reitov på tlf. 3635 9630 eller 5142 4095 for yderligere information. Ansøgning Er du vores nye socialformidler, skal du indsende din ansøgning senest den 14. februar 2012 kl. 12.00. Du skal sende din ansøgning til Landsforeningen LEV på lev@lev.dk. Vi forventer, at du kan starte den 1. april 2012. Der afholdes ansættelsessamtaler den 21. februar på Landsforeningen LEVs hovedkontor i Hvidovre. Projekt KLAP er et to-årigt projekt, som er finansieret af Undervisningsministeriet og udføres af Landsforeningen LEV. Projekt KLAP sigter på at hjælpe mennesker med udviklingshæmning i job med løntilskud på det ordinære arbejdsmarked. Landsforeningen LEV flytter i november 2012 til Handicaporganisationernes Hus i Høje Tåstrup - og Projekt KLAP flytter med.
Har du ikke en Gravatar så klik her.