Landsforeningen er en interesseorganisation og et socialt mødested for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende. Landsforeningen giver også rum for andre, der interesserer sig for og støtter udviklingshæmmedes livsvilkår og rettigheder som borgere i Danmark.
Udgangspunktet er, at Landsforeningen er en foreningen af enkelt medlemmer, hvilket har sin rod i landsforeningens stærke fokus på det enkelte menneskes rettigheder og muligheder. Der er dog mange forskellige muligheder for at organisere sig i det danske samfund, hvorfor landsforeningen også ser sig selv som en paraply af lokale og landsdækkende institutioner, grupperinger og foreninger, der kan tilslutte sig landsforeningens formål og principper. Landsforeningens mål er at organisere ressourcepersoner i det danske samfund, når det gælder forholdene for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørendes i liv og hverdag.
Medbestemmelse, selvbestemmelse, deltagelse, inkludering, medborgerperspektiv og mange flere centrale begreber i landsforeningens virksomhed peger på, at landsforeningen er en del af demokratiseringen af vort samfund. Kampen for borgerrettigheder starter i landsforeningen selv gennem den konstante indsats på at få udviklingshæmmede selv til at tage ordet. De grupper af udviklingshæmmede, der ikke eller kun vanskeligt kan tale egen sag, skal landsforeningen afspejle gennem en formidling af dialogen og relationerne i hverdagen. Optimismen kommer fra udviklingshæmmede selv. Deres kamp for at være sig selv og få markeret deres perspektiv sker i landsforeningen og gennem landsforeningen.
Mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende er stærkt afhængige af den måde, det danske samfund er politisk og forvaltningsmæssigt indrettet på. Det skyldes ikke mindst, at solidaritet er et bærende princip i dansk handicappolitik. Det offentlige indtager en central rolle, når det gælder organisering, udbud og finansiering af service. Landsforeningen skal repræsentere mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende overfor de politiske og forvaltningsmæssige myndigheder i Danmark, hvorfor landsforeningen i sin egen struktur skal spejle det officielle Danmarks struktur. Dette har historisk vist sig at være en styrke, at landsforeningen kan være til stede og nærværende.
Landsforeningen arbejder for
Landsforeningens formål er
Danmark har tilsluttet sig de internationale erklæring om menneskerettigheder for mennesker med udviklingshæmning og mennesker med handicap. Danmark er derfor forpligtet gennem international lovgivning og internationale relationer på at tage hånd om mennesker med udviklingshæmning med særlig fokus på deres anderledes forudsætninger og med særlig opmærksomhed på respekten for den personlige integritet.
Med tilknytningen til EU og tilslutningen til EU's lovgivning har Danmark forpligtet sig på at modvirke enhver diskriminerende behandling af mennesker med mennesker med handicap. Ligebehandlingen af handicappede er et bærende princip i EU lovgivningen.
I Danmark er handicappolitikken båret af principper om solidaritet og kompensation, der ligger tæt i tråd med en humanistisk indstilling om ligebehandling. Det er derfor uforståeligt, at den økonomi kommer til at spille en stor rolle i hverdagen omkring udviklingshæmmede og deres familier. Landsforeningen må i lyset af de konkrete erfaringer taktisk forlange en adskillelse mellem den bevilgende myndighed og den betalende myndighed. Eller sagt på en anden måde: Udredning må adskilles fra økonomi.
Landsforeningen mener, at mennesker med udviklingshæmning har ret til en livsform ud fra egne præmisser med individuelt tilpasset støtte, således at den enkelte opnår maksimal selvstændighed og selvbestemmelse i egen tilværelse. Begrebet "visitation" skal tillægges betydningen "valg".
Landsforeningen mener tillige, at der skal fokuseres på hele mennesket - ikke alene på dets udviklingshæmning - men det er nødvendigt, at der kompenseres for udviklingshæmningen.
Alle skal beskyttes af den samme lovgivning og sikres samme muligheder og rettigheder. Alle har ret til at blive hørt i sager, der vedrører deres liv, og efter eget ønske at få tilknyttet en værge, bisidder eller personlig rådgiver. Landsforeningen er af den opfattelse, at inhabilitet eller reducerede kommunikative og kognitive kompetencer ikke må blive en undskyldning for krænkelse af borger- og menneskerettigheder. Det er samfundets forpligtelse at værne om retssikkerheden for mennesker med udviklingshæmning.
Landsforeningen mener, at den nødvendige menneskelige og tekniske støtte skal gives så udviklingshæmmede kan leve så selvhjulpent som muligt. Mennesker med udviklingshæmning skal på lige fod med den øvrige befolkning have mulighed for uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter og bolig efter eget valg og ønske. Vilkårene for mennesker med udviklingshæmning skal løses i den sektor, de hører under, og med skyldig hensyn til helheden i indsatsen. Driftsansvaret for de offentlige ydelser påhviler det offentlige gennem præcis fastlæggelse af myndighedsansvaret.
Det er landsforeningens holdning, at samfundet skal indrettes, så også mennesker med udviklingshæmning kan deltage i samfundslivet som aktive, ligeværdige og ligeberettigede borgere. Alt offentlig information skal udformes, så den er forståelig for udviklingshæmmede.
Landsforeningens holdning er, at der til stadighed bør pågå en etisk debat i samfundet om fosterdiagnostik og formålet hermed. Det er nødvendigt med vedtagne etiske holdninger og regler, der er skabt på basis af en bred samfundsmæssig debat. Landsforeningen mener, at etik skal opfattes som et aspekt af selve menneskelivet, frem for at opfattes som moraliserende og fordømmende.
Der skal være etiske retningslinier for fosterdiagnostik. Fosterdiagnostik bør primært anvendes mod sygdomme og tilstande "hvori der findes en acceptabel behandling". Det vil sige ikke med det formål at eliminere (abortere) fostre, som det sker i dag. Forskning må heller ikke i sig selv have til formål at frasortere mennesker eller arbejde med metoder til frasortering af mennesker.
Der er i det danske samfund skabt en betingethed over for "svage" individer. Det påvirker handicappede menneskers selvværd negativt, når der i kraft af tilbud om risikovurdering til alle gravide sendes et signal om, at handicap generelt bør undgås. Det medfører samtidig at vordende forældre stilles over for vidtrækkende etiske valg og problematikker.
Det er landsforeningens opfattelse, at det er væsentligt at skelne mellem det samfundsmæssige ansvar og det individuelle valg, når man skal tage stilling til anvendelsen af fosterundersøgelser, uagtet om der er tale om indgribende (invasive) undersøgelser eller risikovurdering og de deraf følgende konsekvenser. De samfundsmæssige tilbud skal alene baseres på etiske principper, rummelighed og tolerance. Det bør ikke - som i dag - være en samfundsopgave at tilbyde rutinemæssige fosterundersøgelser til alle gravide med det mål at eliminere fostre med f.eks. Downs syndrom. Landsforeningen mener, at det er samfundets ansvar at udvise rummelighed over for mangfoldige former af liv.
I de tilfælde hvor vordende forældre tilbydes fosterundersøgelser, skal undersøgelsen ledsages af en kvalificeret og nuanceret rådgivning, der giver forældrene mulighed for et kvalificeret valg. Rådgivningen indebærer også kontakt til forældre, der har et barn med handicap. Rådgivningen bør ligeledes på en positiv måde give de vordende forældre god indsigt i de muligheder for hjælp og støtte, som det offentlige system tilbyder til børn med handicap og deres familier.
Landsforeningen vil
Samfundet skal acceptere, at et barn er et barn, og som sådan har det behov for støtte til sin udvikling - uanset hvor anderledes dets udgangspunkt er.
Når et barn er født med en eller flere funktionsnedsættelser skal de nødvendige undersøgelser hurtigst muligt foretages for at få stillet den korrekte diagnose. Landsforeningen mener, at det er vigtigt, personens udviklingshæmning præciseres, så man undgår en "diffus" diagnose.
På den anden side må en diagnose ikke fastlåse mennesker i en bestemt situation. Udgangspunktet for hjælp og støtte er dog ikke tilstedeværelsen af en diagnose. Landsforeningen mener, at en diagnose, når den findes, skal bruges som grundlag for udvikling. Mangel på diagnose må ikke udelukke handling og udvikling.
For at barnet kan få mulighed for at udvikle sig optimalt, er det vigtigt med tidlig udviklingsstøttende indsats. Det er vigtigt, at viden om stimulation af mennesker med udviklingshæmning samles og formidles gennem alle kendte offentlige kanaler i de berørte sektorer. Myndighederne på tværs af sektorerne skal styrke samarbejdet med henblik på en helhedsorienteret indsats omkring børn med udviklingshæmning.
Det er landsforeningens klare opfattelse, at alle samfundets kendte ressourcer må indgå i den kombination af tiltag, som efter konkret og individuel udredning skal søges og forsøges anvendt, når et barn bliver født med et anderledes udgangspunkt og med forringede muligheder for udvikling. Samfundets viden skal komme forældre og børn til gavn gennem opsøgende rådgivning. Uvidenhed, faglig uenighed eller manglende vilje må ikke sætte hindringer for indsatsen, ligesom et barns muligheder for udvikling ikke må være et spørgsmål om økonomi.
Landsforeningen skal konstant påpege disse indlysende forhold omkring den tidlige stimulation af børn med udviklingshæmning - indtil det er naturligt at barnets udviklingsmuligheder støttes optimalt.
Landsforeningens familiepolitik retter blikket mod forholdene for børn og unge under myndighedsalderen og deres familier. Landsforeningen anerkender forældrenes myndighed og dermed også deres ret til at koordinere indsatsen overfor deres barn og deres liv. Der må ikke tages initiativer uden om forældrene.
Forældrene bør gives en ret til at forlange udredninger af deres barns muligheder fra kompetente fagpersoner, det vil sige, at alle nødvendige pædagogiske, psykologiske og terapeutiske foranstaltninger bør stå til rådighed for familien.
Landsforeningen mener, at det er vigtigt, familien styrkes og får kvalificeret støtte til at klare det ansvar og magte det merarbejde, som er en følge af barnets udviklingshæmning. Familien omkring børn med udviklingshæmning skal sikres adgang til praktisk og økonomisk støtte, så familien handicappes mindst muligt.
Hjælpeordninger af enhver form skal ydes efter den enkelte families ønsker og behov, så familien kan sikre en koordineret indsats omkring barnet så tidligt som muligt. Sagsbehandlere - og andre professionelle, der skal råde og vejlede omkring familiens rettigheder og pligter - skal have indgående kendskab til forhold om personer med udviklingshæmning.
Der skal være kvalificerede tilbud til børn i førskolealderen, hvilket vil sige fuldt integrerede løsninger såvel som specialafdelinger eller tvillingebørnehaver. Kvaliteten af tilbudene hænger også sammen med, at der er et tilstrækkeligt antal pædagoger og terapeuter med relevant uddannelse, så børnene sikres de bedste udviklingsmuligheder.
Der skal sikres uddannelse og efteruddannelse især gennem de offentlige uddannelsesinstitutioner for alle fagrelevante grupper, så de kan arbejde indsigtsfuldt med mennesker med udviklingshæmning. Landsforeningen mener, at veluddannede medarbejdere er en af betingelserne for at sikre udviklingsmuligheder for udviklingshæmmede børn.
Børn og unge med udviklingshæmning har på lige fod med andre børn krav på en opvækst i en familie med stabil voksenkontakt.
Familierne skal generelt tilbydes aflastning. Aflastningen skal være tilpasset barnets/familiens behov. Både for barnet og forældrene skal aflastning opleves som en succes. Aflastningstilbud skal om nødvendig have et omfang og en form, så det kan modvirke "anbringelser" udenfor forældrehjemmet.
Overgangen til en egentlig fraflytning fra forældrehjemmet, når det gælder børn, skal "mildnes" gennem tilbud om en udstrakt og fleksibel tilrettelæggelse af aflastningstilbud så nær forældrehjemmet som muligt. Forældre skal om nødvendigt støttes økonomisk i en overgangsperiode, så økonomi ikke bliver en afgørende hindring for flytning til egen bolig.
Landsforeningen mener, at børn, der bor udenfor forældrehjemmet, skal tilbydes et hjem i familielignende forhold. Man skal i så fald gøre, hvad der er såvel muligt som forsvarligt over for barnet, for at opretholde en tæt kontakt mellem forældre og barn.
Forældrene har vigtig viden om og erfaring med deres udviklingshæmmede barn eller unge menneske, hvorfor det er vigtigt at inddrage forældrene under overgangen til en mere selvstændig af forældrene uafhængig unge- eller voksentilværelse. Landsforeningen oplever ofte, at forældre og andre pårørende bliver skubbet til side, når det gælder deres unge eller voksne "børn". Samarbejdet med forældrene bør iagttages under hele unge- eller voksentilværelsen, idet forældrene og andre pårørende må og skal ses som det udviklingshæmmede menneskes primær netværk.
Landsforeningen er af den opfattelse, at unge skal sikres rammer og netværk til at gennemgå den selvstændiggørelses- og frigørelsesproces, som er nødvendig i overgangen til et meningsfyldt voksenliv.
Der skal etableres ungdomsmiljøer, som giver mulighed for udvikling af selvstændighed og afprøvning af egne grænser. Landsforeningen mener, der er et stort behov for ungdomsboliger/ungdomsmiljøer, hvorfor det offentlige skal kunne tilbyde boliger til dette formål. Inspiration til indretning af disse miljøer skal hentes fra lignende miljøer til andre unge. Landsforeningen kan acceptere, at mange unge midlertidigt kan bo sammen i større enheder med mindre boliger til den enkelte - modsat hvad der bør være gældende for vedvarende boligmiljøer til voksne. Det forudsættes, at boligen kun kan benyttes i 4 år, og at ingen må bo i disse boliger efter det fyldte 30. år.
Landsforeningens holdning er, at unge udviklingshæmmede skal have ret til frit at vælge uddannelse og/eller kompenserende specialundervisning, uanset alder. Unge udviklingshæmmede skal have ret til at modtage undervisning i forlængelse af folkeskolen på linje med andre unge, og landsforeningen mener, denne ret skal sikres ved lov. Ungdomsuddannelse må defineres ud fra de samme mål som for andre grupper, og ikke ud fra elevernes udviklingshæmning. En egentlig ungdomsuddannelse er bl.a. forudsætning for en grundig forberedelse til voksenlivet og ikke mindst en erhvervsaktiv voksentilværelse.
Alsidige og udviklende fritidstilbud til unge er nødvendige for at skabe netværk i ungdomsårene. Netværk i ungdomsårene række for os alle ind i voksentilværelsen og er med til at præge resten af vort liv. En positiv prægning i ungdomsårene er afgørende for et positivt voksenliv. Det er i ungdomsårene, at de første skridt tages til senere samlivsrelationer.
Det er landsforeningens opfattelse, at børn med udviklingshæmning - som alle andre - har ret til sammenhængende, individuelt tilpasset og optimal undervisning og uddannelse efter Folkeskoleloven. Forældre skal have mulighed for frit at vælge mellem enkeltintegration (eventuelt med støtte), specialklasse i den almindelige folkeskole eller tvillingeskole/specialskole. Alle skal have mulighed for frit skolevalg ud over kommunegrænser. Undervisningen, trivslen og udviklingsmulighederne skal danne grundlag for valget. Den Pædagogisk Psykologiske Rådgivning (PPR) skal anvende deres faglige ekspertise til både at arbejde for udvikling af en rummelig hensyntagende skole for alle og til at sikre elever med alvorlige skolevanskeligheder og udviklingshæmning den mest kvalificerede undervisning og skolegang.
Langsigtede handleplaner for den enkelte elev bør være et redskab også i skole og uddannelsesverdenen. Gennem løbende at vedligeholde langsigtede handleplaner kan kompetencemuligheder fastholdes og kompetenceudvikling ske både i Folkeskolen men også og især efter Folkeskolen, når en mere erhvervsrettet uddannelse skal planlægges.
Landsforeningen mener, at unge og voksne udviklingshæmmede har ret til frit at vælge uddannelse og/eller kompenserende specialundervisning, uanset alder. Unge udviklingshæmmede bør have ret til at modtage undervisning i forlængelse af folkeskolen på linje med andre unge, og denne ret bør sikres ved lov. Ungdomsuddannelse må defineres ud fra de samme mål som for andre grupper, og ikke ud fra elevernes udviklingshæmning. Voksne udviklingshæmmede bør - som alle andre - have ret til en sammenhængende, individuelt tilpasset og optimal uddannelse efter Voksenskoleloven.
Landsforeningen har den holdning, at alle elever skal sikres mulighed for at få et "kommunikationssprog". Alle elever med tale- og kommunikationsvanskeligheder har ret til talepædagogisk bistand. Alle elever skal sikres anden fornøden terapeutiske bistand, hvor det er af betydning for undervisningen. På områder, hvor teknologiske hjælpemidler eller pc'er kan kompensere helt eller delvist for en funktionsnedsættelse, skal den være til rådighed for eleven. Landsforeningen mener, at IT skal være et naturligt undervisnings- og kommunikationsmiddel.
Udgifter udover selve undervisningen, såsom udgifter til befordring, hjælpemidler m.m. må ikke blive en hindring for undervisning og uddannelse.
Der skal løbende sikres et fokus på kvaliteten i undervisning og uddannelse.
Der skal gives mulighed for uddannelse/efteruddannelse af lærere og støttepersoner, således at de til stadighed har faglig ekspertise omkring udviklingshæmmede. Kapaciteten for speciallæreruddannelse skal tilpasses det faktiske behov.
Forord Landsforeningen LEVs boligpolitik omfatter alle mennesker med udviklingshæmning uanset behov for individuel støtte. Hjemmet er noget af det vigtigste for de allerfleste mennesker. Boligerne er meget forskellige: Beliggenhed, størrelse, indretning og pris varierer fra bolig til bolig og fra sted til sted. Samfundet har et stort ansvar for, at der er et mangfoldigt og passende stort udbud af boliger til borgere med særlige behov, sådan at der er flere reelle valgmuligheder for en bolig med en indretning og beliggenhed, som de ønsker, har behov for og kan betale. Landsforeningen LEVs boligpolitik baserer sig på FNs Handicapkonvention, hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne har pligt til:
Fremtidens boliger skal således kunne rumme alle mennesker, hvilket igen betyder, at mennesker med handicap får større adgang til selv at kunne vælge, hvor de vil bo, om de vil bo sammen med andre og i givet fald, hvem det skal være sammen med. En af grundstenene i denne målsætning er, at støtten skal følge borgeren og ikke kun ydes, hvis borgeren bor i særlige boformer. FNs Handicapkonvention understøtter en integrerende vision om, at "Den enkeltes bolig-valg skal være et resultat af den enkeltes ønsker og økonomiske formåen, og handicap må ikke være begrænsende for boligvalget, hverken med hensyn til boligtype eller geografi, og heller ikke med hensyn til at den enkelte skal have en økonomi, der tillader valg af en rimelig bolig." Nogle mennesker med udviklingshæmning har andre handicaps, der stiller særlige krav til boligens størrelse og indretning. Disse behov skal selvfølgelig imødekommes, også i bofællesskaber, hvis disse borgere ønsker at bo sammen med andre, men boligpolitikken beskriver ikke de specifikke boligkrav og støttebehov, som den ene eller anden gruppe af udviklingshæmmede har, fordi dette uundgåeligt vil tage udgangspunkt i den situation og tilgang, som vi kender i dag. En gruppering ville være i mod grundholdningen i boligpolitiken om, at den enkeltes ønsker og behov er i centrum, og at dette kan ændres over tid i takt med en påvirkning af de barrierer, der nævnes i boligpolitikken. Dette beskrives på bedste vis i FN's Handicapkonventions § 19 (se ovenfor). Handicap må således ikke være begrænsende for boligvalget, og man skal derfor ikke være henvist til en bestemt bolig, når man har et særligt støttebehov. Støtten skal følge borgeren og ikke omvendt. Trods mange initiativer er 'Institutionen' sejlivet. Landsforeningen LEVs boligpolitik rummer, at mennesker, der ønsker at bo sammen med andre, kan gøre det, men det skal være et reelt valg, hvor man ikke er tvunget til at bo et særligt sted for at få den støtte man har brug for. Ønsker flere mennesker at bo sammen, er det i boligpolitikken et ufravigeligt krav, at det personale, der giver beboerne den støtte, de har behov for, og deres ledelse til stadighed respekterer, at der er tale om et hjem og ikke en arbejdsplads. Institutions-kulturen skal elimineres. Når der tales om boligmuligheder, handler det i høj grad om den holdning, der ligger til grund for samspillet mellem bolig og støtte. Det er vigtigt for Landsforeningen LEV, at boligpolitikken støtter alle mennesker med udviklingshæmning uanset handicapgrad. Det er naturligvis en udfordring, som risikerer at gøre politikken så bred, at den ikke rammer nogen. Men intentionen er klar: Det skal være klart, hvad Landsforeningen LEV grundliggende mener, og vi skal undgå at hænge fast i evindelige drøftelser om mål og principper i relation til byggeri til målgruppen. Landsforeningen LEV konstaterer, at vaner og traditioner hos mennesker med udviklings-hæmning, pårørende og kommuner ofte betyder, at man er fokuseret på bofællesskaber og tilsvarende boformer. Konsekvensen er ventelister for at få bolig i disse boformer, og den ofte meget lange ventetid burde betyde, at man så på muligheder for at få bolig i andre boligtyper, men dette er ikke tilfældet. En konsekvens af at bygge "specifikt design" er, at denne boligmasse skal anvendes, og dette fastholder i sig selv Landsforeningen LEVs målgruppe i de boformer, der i dag er fremherskende for mennesker med udviklingshæmning - fremtidige bofællesskaber skal opføres sådan, at de er attraktive for et bredt spektrum af borgere. Udgangspunktet for Landsforeningen LEVs boligpolitik er den enkelte borgers ønsker, behov og eget valg, og ønsker borgeren at bo i et bofællesskab, er det helt legitimt, men det må konstateres, at der er en række barrierer, der gør, at mange borgere i dag reelt ikke har andre valg, og disse barrierer kan således udskyde realiseringen af FN's Handicapkonvention og af den integrerende boligvision. De forskellige barrierer og de tiltag, Landsforeningen LEV vil tage for at nedbryde den enkelte barriere, præsenteres nedenfor. 1. Boligbyggeri Landsforeningen LEV vil holde myndighederne fast på handicapkonventionens bestemmelse om "universelt design" i det fremtidige boligbyggeri, sådan at "universelt design" afspejles i byggetilladelser, det offentlige byggeri mm.
Landsforeningen LEV vil i samarbejde med andre handicaporganisationer gå i dialog med brancheorganisationer og forskningsinstitutioner i byggesektoren, for at de skal tage initiativer i forhold til "universelt design".
Landsforeningen LEV vil arbejde for, at der bygges boliger til mennesker med udviklingshæmning i miljøer, der afspejler almenbefolkningen.
Landsforeningen LEV vil arbejde for, at der tilvejebringes et bredt spektrum af boligformer omfattende den individuelle bolig, opgangsfællesskaber, bofællesskaber etc.
Landsforeningen LEV anerkender, at mennesker med udviklingshæmning kan ønske at bo sammen, men må samtidig fastholde, at sådanne "fællesboliger" skal være baseret på "universelt design", sådan at andre borgere synes, at boligerne er attraktive.
Uanset den boform, som et menneske med udviklingshæmning bor i, skal det være et hjem for borgeren, hvor man kan leve et værdigt liv og selv bestemmer. Boligen skal designes sådan, at den først og fremmest er et hjem og ikke et arbejdsplads for det personale, der er omkring beboeren. Landsforeningen LEV erkender, at der er et akut behov for tidssvarende boliger for mennesker med udviklingshæmning, og at afhjælpningen af dette akutte behov ikke kan afvente, at alle her nævnte barrierer er historie. Landsforeningen LEV vil derfor arbejde for, at der bygges boliger særligt til mennesker med udviklingshæmning, men de nye boliger skal have en sådan karakter, at de er attraktive for alle mennesker - er de ikke det, vil der være skabt en ny barriere for realiseringen af visionen. Landsforeningen LEV mener, at de borgere, der som følge af handicap, har et stort pladsbehov skal have adgang til en bolig med en størrelse, der matcher deres pladsbehov, og at de skal sikres en økonomi, der muliggør, at de kan betale herfor 2. Ret til at flytte og til støtte Landsforeningen LEV vil arbejde for, at mennesker med udviklingshæmning har samme reelle ret til at blive boende eller flytte som alle andre borgere, det være sig til anden boform, alene eller sammen med kæreste, ægtefælle eller andre samt til andre dele af landet, og at den borger, der har svært ved at kommunikere og tage beslutninger, får hjælp til så vidt som muligt at træffe egne valg om sin bolig og sit hjem. Boligbehovet ændres for alle mennesker over livet. Landsforeningen LEV vil arbejde for, at mennesker med udviklingshæmning får reel adgang til:
Støtten skal følge borgeren og ikke kun være tilgængelig i særskilte boligformer, og den skal tilrettelægges således, at borgeren får de største muligheder for et rigt liv. Landsforeningen LEV vil fastholde myndighederne på,
Landsforeningen LEV vil involvere sig i de principielle enkeltsager, hvor det skulle vise sig, at borgeren umiddelbart ikke får den støtte og den handicapkompensation i sin valgte b-lig, vedkommende har ret til. Trygge rammer kan opfyldes i andre boformer end bofælles-skaber, men det fordrer, at der også er en god normering med engageret og kompetent personale i forhold til den borger, der har valgt at bo uden for bofællesskaberne.
Landsforeningen LEV vil involvere sig i de principielle sager, hvor myndigheder opstiller barrierer, der reelt forhindrer, at borgeren kan flytte bolig. Landsforeningen LEV vil gå i dialog med relevante myndigheder, forskningsinstitutioner m.m. for at kortlægge, om der kan etableres strukturer, der eliminerer myndighedernes incitament til at påvirke borgerens boligvalg.
3. Vaner og traditioner Landsforeningen LEV vil med generel oplysning arbejde for, at mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende ser bredt på muligheder for boligvalg. Landsforeningen LEV vil arbejde for, at den enkelte - i stedet for blot at stå i kø på en venteliste til en bolig i bosteder og bofællesskaber - ser på, om vedkommende kan finde en bolig i andre boformer, og for, at de offentlige myndigheder også uden for bosteder og bofællesskaber giver de ydelser, de er forpligtet til, og som borgeren ønsker. Landsforeningen LEV vil arbejde for, at mennesker med udviklingshæmning kan trives i en bred vifte af boformer, når de forberedes til det, og når de får den nødvendige vejledning i dagligdagen. Mennesker med udviklingshæmning skal have styrkede kompetencer, og om nødvendigt mere personlig hjælp og støtte, til at få og opretholde sociale relationer med familie og venner, sådan at de ikke bliver ensomme.
Landsforeningen LEV vil i sit arbejde fastholde, at ensomhed og inaktivitet ikke er et resultat af valgt boform, men opstår, fordi borgeren ikke får den støtte og den pædagogiske indsats, der er nødvendig for, at vedkommende kan etablere og vedligeholde relationer til venner og familie. Landsforeningen LEV baserer sin indsats på boligområdet på, at det både er berigende for mennesker med udviklingshæmning og for andre borgere, hvis mennesker med udviklingshæmning lever i alle boformer og ikke er henvist til særlige bosteder.
Landsforeningen LEV vil - bl.a. sammen med relevante forskningsinstitutioner - arbejde for at fremskaffe dokumentation for, om mennesker med udviklingshæmning rammes af ensomhed som følge af den valgte boform, manglende socialpædagogisk indsats eller andre forhold. Landsforeningen LEV vil arbejde for, at mennesker med udviklingshæmning får en mobilitet som alle andre borgere, sådan at boligvalget følger alder, ønsker og økonomisk fo-måen og ikke er et resultat af handicap. Landforeningen LEV vil på sin hjemmeside etablere portal med relevant viden om boligområdet for mennesker med udviklingshæmning, pårørende og andre interesserede. 4. Kommunal økonomi og vanetænkning Landsforeningen LEV vil søge at få kortlagt, om der reelt er stordriftsfordele for kommunerne, når et større antal mennesker med udviklingshæmning bor sammen, og hvordan den samlede samfundsværdi ser ud med inddragelse af værdien ved, at mennesker med udviklingshæmning bliver mere integreret i dagligdagen og giver det størst mulige bidrag til samfundet i form af arbejdsindsats mm. Disse kortlægninger skal søges udarbejdet sa-men med og finansieret af relevante offentlige myndigheder og forskningsinstitutioner. Landsforeningen LEV vil i erkendelse af, at kommunale beslutningstagere - ligesom mange andre - kan være påvirket af vaner og en stereotyp opfattelse af mennesker med udviklingshæmning, søge at oplyse beslutningstagerne om, at mennesker med udviklingshæmning er individer med forskellige kompetencer, og at de ikke skal være henvist til at bo i bestemte boformer, og at de skal have den nødvendige støtte uanset valgt boform. Landsforeningen LEV vil fastholde, at kommunerne skal organisere sig sådan, at de udvikler og vedligeholder personalets kompetencer, sådan at borgerne kan få den nødvendige støtte uanset den bolig og boform, som borgeren har valgt. Landsforeningen LEV vil generelt og i enkeltsager fastholde, at boligvalget skal være frit - også på tværs af geografi og kommunegrænser - og landsforeningen vil søge samarbejde med de relevante myndigheder og forskningsinstitutioner for at få kortlagt, om der kan indføres strukturer, der eliminerer myndighedernes incitament til at påvirke borgerens boligvalg. 5. Privatøkonomi Landsforeningen LEV vil arbejde for, at mennesker med udviklingshæmning får en økonomi, der gør, at de også i dyrere områder af landet har råd til en rimelig bolig i forhold til deres fase i livet (ungdomsboliger, familieboliger, seniorboliger etc.). Landsforeningen LEV mener, at en enlig bør have en økonomi, som gør det muligt at leje et tidssvarende to rums lejlighed - som minimum - med eget badeværelse og køkken. Landsforeningen LEV mener, at alle mennesker med udviklingshæmning, der bor til leje, skal have en lejekontrakt ved indgåelse af lejemål. Landsforeningen LEV vil i dialog med de relevante myndigheder analysere, hvordan økonomien for mennesker med udviklingshæmning kan styrkes, f.eks. gennem supplerende regler for boligstøtte. Landsforeningen LEV vil overfor den mindre gruppe af formuende mennesker med udviklingshæmning særligt påpege, at de har udvidede muligheder for boligvalg, og at de - hvis de ønsker det - bør udnytte disse muligheder.
> Hent LEVs Boligpolitik som PDF
> Hent LEVs byggestrategi som PDF
Voksne mennesker med udviklingshæmning skal sikres meningsfyldt arbejde og/eller beskæftigelse uafhængigt af kommunegrænser. Landsforeningen mener, valget skal ske ud fra personens forudsætning og ønsker.
Alle skal tilbydes et dagligt miljøskift med mulighed for at møde andre mennesker. Miljøskiftet skal ske ved et tilbud om beskæftigelse, som et struktureret, planlagt forløb med udvikling som mål, eller som et egentligt arbejdstilbud. Alle, der kan opretholde et reelt arbejde, skal have denne mulighed, og det kan ske med støtte på det almindelige arbejdsmarked eller på et beskyttet værksted.
Beskæftigelse, der kan defineres som arbejde, hører til i Arbejdsministeriets regi og skal som følge heraf være underlagt arbejdsmarkedets aftaleforhold. Ethvert initiativ omkring ligestilling skal omfatte alle. De etablerede erhvervskonsulenter for mennesker med handicap i AF-regi skal arbejde aktivt for at tilgodese alle.
Aktiveringstilbud, der ikke kan defineres som arbejde, skal have et særligt fokus på livslang udvikling, hvor udviklingstilbuddene til den enkelte skal rumme tilbud om behandling og specialpædagogisk bistand (som fx talepædagogik).
Arbejdspladserne skal indrettes ud fra den enkeltes behov. Landsforeningen er af den opfattelse, at udviklingshæmmedes arbejds- og beskæftigelsespladser også skal være omfattet af reglerne på arbejdsmarkedet, herunder arbejdsmiljølovgivningen.
Udviklingshæmmede, der har behov for det, skal sikres transport til og fra arbejds- eller beskæftigelsesstedet. Bevillingen til transport skal følge brugeren og ikke arbejds- eller beskæftigelsesstedet.
Alle har ret til at lade sig organisere i en eksisterende fagforening. Når det gælder de mere beskyttede beskæftigelses- eller aktivitetstilbud i specielle institutioner skal der som på der det øvrige arbejdsmarked nedsættes samarbejdsudvalg, hvor udviklingshæmmede sikres en ret til at påvirke deres arbejdsliv. Der bør også omkring disse specielle tilbud nedsættes pårørende samråd, der kan få en funktion af "vagthund", når det gælder udviklingshæmmedes retssikkerhed.
Alle har ret til en livslang efteruddannelse.
Landsforeningen er af den opfattelse, at udviklingshæmmede også kan have behov for orlovsordninger, hvorfor de også skal have mulighed for at deltage i arbejdsmarkedets orlovsordninger.
Landsforeningens holdning er, at alle mennesker med udviklingshæmning har ret til at deltage i kultur- og fritidstilbud herunder tilbud omhandlende religionsudøvelse. Ved udarbejdelse af handleplaner skal der naturlig indgå vurdering fra personale og/eller støttepersoner, der relaterer til personens kultur og fritidsliv.
Udviklingshæmmede skal have muligheden for at blive inkluderet i alle former for fritidstilbud, de måtte ønske, men Landsforeningen understøtter dog også udviklingshæmmedes behov for og ønsker om udvikling og opbygning af en egen kultur ved at give opbakning til etablering af tilbud udelukkende til udviklingshæmmede.
Religionsudøvelse skal være tilgængelig for mennesker med udviklingshæmning, ligesom religiøs litteratur gøres tilgængeligt.
Der skal sikres mulighed for at dyrke idræt og motion ud fra ønsker og evner uanset udviklingshæmning, hvorfor der skal etableres et tilstrækkeligt antal fritids- og idrætstilbud, så viften er bred, og der eksisterer reelle valgmuligheder. Landsforeningen er af den opfattelse, at udviklingshæmmede er en gruppe af medborgere, der ofte er truet af livsstils sygdomme, hvorfor en strategi for idræt og motion tydeligt går hånd i hånd også vil være en strategi for sundhedsforebyggelse.
Landsforeningen mener, at personalet i kultur-, idræts- og fritidstilbud skal være kvalificerede og uddannede til at betjene/hjælpe, støtte og træne mennesker med udviklingshæmning.
Tilgængelighed i offentlige bygninger, herunder fritids- og kulturinstitutioner, skal sikres også for personer med udviklingshæmning
Det er vigtigt at have relationer til andre mennesker. Udviklingshæmmede skal sikres mulighed for sociale netværk og fællesskaber, hvor sociale relationer, interesser og temperamenter er sammenfaldende. Landsforeningen mener, det er vigtigt at fremme ligeværdigt samvær med andre mennesker - også gennem fremme af egenkultur.
Alle mennesker med udviklingshæmning har ret til ægteskab, samliv og sexliv. Landsforeningen er af den opfattelse, at udviklingshæmmede selv skal kunne vælge samlivsform og seksualliv ud fra egne ønsker og forudsætninger. Der skal tilbydes vejledning, støtte og løsninger, der er tilpasset den enkeltes behov.
Også i voksentilværelsen er det vigtigt at fastholde familie og slægt som en del af det primære netværk for mennesker med udviklingshæmning. Landsforeningen mener, at det skal være en naturlig del af støtten til voksne udviklingshæmmede at sikre fastholdelse og udbygning af det primære netværk.
Undersøgelser har vist, at mennesker med udviklingshæmning er i risiko for isolation og ensomhed. De forskellige fagpersoner og personalegrupper, der omgiver mennesker med udviklingshæmmede i dagligdagen må ikke blive det eneste netværk eller udgøre hovedparten af netværket. Landsforeningen mener, at mennesker med udviklingshæmning skal støttes i at opbygge et bredere netværk, hvor interesser og venskaber kan dyrkes. Personer, der med alderen, naturligt får en reducering af netværket skal støttes i at styrke intensiteten i det tilbageværende netværk, hvis det ikke er muligt at bygge nye netværk.
Landsforeningen er af den opfattelse, at der må etableres særlige initiativer med specifik fokus på bekæmpelse af isolation og ensomhed hos mennesker med udviklingshæmning, når isolation og ensomhed ikke umiddelbart kan håndteres i hverdagslivet gennem en øget indsats af familie, venner og støttepersoner.
Det er landsforeningen klare opfattelse, at sundhedsvæsenet skal være gearet til så tidligt som muligt at foretage den nødvendige opdagelse og udredning af barnets fysiologiske, neurologiske og anden medicinske status, når der fødes et barn med udviklingshæmning. Der skal så tæt på borgeren som muligt tilbydes hurtig og koordineret adgang til teams af sundhedspersoner, som kan sikre den lægelige udredning af barnet og sikre formulering af den første plan for behandling og stimulering af barnet. Disse team skal forpligtes på at orientere de sociale myndigheder om barnets fødsel, så der kan ydes familien social støtte og bistand. Ved udskrivning fra sundhedsteamet skal teamet forpligtes til at udarbejde en opfølgende plan for det videre sundhedsmæssige forløb for barnet.
Landsforeningens holdning er, at der skal sikres udviklingshæmmede fuld adgang til alle sundhedsydelser på lige fod med andre borgere i Danmark. Udviklingshæmmede må ikke diskrimineres på grund af udviklingshæmningen, herunder sættes nederst på ventelisten.
Udviklingshæmmede rammes også af livsstilssygdomme som følge af manglende motion og misbrug. Nogle grupper er måske endda i en særlig risikogruppe. Landsforeningen ved, at udviklingshæmmede med selvværdsproblemer ofte spiser for meget, ryger og nyder alkohol i store mængder. Alene af den grund er speciel målrettet sundhedsoplysning til mennesker med udviklingshæmning vigtig. Landsforeningen er af den opfattelse, at der må planlægges særlig sundhedsfremmende initiativer over for udviklingshæmmede. Der må også gives særlige tilgængelige informationer om almene sygdomme. Med den kommunalreformen vil de nye og større kommuner få en særlig rolle i den forebyggende sundhedsindsats. Det er landsforeningens holdning, at kommunerne i deres handicappolitikker skal forholde sig særligt til den forebyggende sundhedsindsats for mennesker med handicap, herunder mennesker med udviklingshæmning. Det er i den nære samfundsindsats, at livsstilssygdommene skal modvirkes.
En særlig del af forebyggende sundhedsindsats handler om opmærksomheden i hverdagen. Udviklingshæmmede er qua deres handicap ikke særlig opmærksom på de små signaler, som kroppen giver. Det personale, der støtter udviklingshæmmede, bør derfor sikre, at der løbende og mindst én gang pr. år gennemføres et grundigt lægecheck. Støttepersonalet må også uddannes, så de har en nødvendig viden om medicin, epilepsi, svækkelse af syn og hørelse og andre sundhedsforhold, der især er relevante for udviklingshæmmede.
Sundhedsvæsenet må sikre særlig uddannelse af sundhedspersonerne, hvor dette er nødvendigt for at betjene udviklingshæmmede eller give dem lige adgang til ydelserne. Landsforeningen mener, der skal sættes særlig fokus på dialogen med og informationen til udviklingshæmmede. Behersker sundhedspersonen ikke kommunikationen, skal der gives mulighed for tolkning og inddragelse af nærtstående person med kendskab til personen med udviklingshæmning. Det er landsforeningens holdning, at sundhedsvæsenets muligheder for at inddrage ad hoc værger skal iagttages.
Landsforeningen mener, at udviklingshæmmede skal have adgang til særlige støttepersoner, der gør det muligt at kompensere for udviklingshæmningen under ophold i sundhedsinstitutioner. Støttepersonen skal entydigt finansieres som en sundhedsydelse.
Der er megen etik forbundet med at yde service til udviklingshæmmede. Udviklingshæmmede forstår ikke altid, hvad der skal ske med deres person. Landsforeningen mener, at personens til- og frasagn som udgangspunkt skal respekteres. Sundhedslovgivningen bør rumme regler for anvendelse af indgreb i selvbestemmelsesretten også i situationer, hvor der ikke er tale om livstruende sygdom eller situationer. Derfor er landsforeningens holdning også, at der i de tilfælde, hvor udviklingshæmmedes livskvalitet påvirkes væsentlig af manglende behandling bør undersøgelser og behandling kunne gennemføres i samråd med og i et nært samspil med pårørende, nærtstående person eller ad hoc værger - også under tvang. Landsforeningen er af den opfattelse, at der er behov for at afklare kompetencer og muligheder for de formelle værger efter Værgemålsloven, når det gælder beslutninger af behandlingsmæssige karakter.
Udviklingshæmmede med sindslidelser betyder særlige udfordringer for sundhedsvæsenet. Landsforeningen mener, at udviklingshæmmede skal have adgang til samme diagnostiske undersøgelse og samme behandlingsmuligheder som alle andre. Udgangspunktet, at udviklingshæmmede ikke kan indgå i undersøgelser og behandling, kan landsforeningen ikke acceptere. Det er sundhedssystemets og sundhedspersonernes ansvar at sikre den nødvendige metodeudvikling, så udviklingshæmmede med sindslidelser kan ligestilles med andre sindslidende.
Endelig har landsforeningen også den holdning, at udviklingshæmmede har krav på samme opfølgende behandling som andre, også selvom de lever i sociale botilbud, hvor der i forvejen ydes en pædagogisk eller terapeutisk indsats. Udviklingshæmmede skal have lagt de samme planer som andre ved udskrivelse fra sundhedsinstitutioner.
Landsforeningen er af den opfattelse, at samfundsskabt udviklingshæmning som følge af forskellige etniske tilhørsforhold skal imødegås. Familier med anden etnisk baggrund end dansk skal sikres adgang til rådgivning om genetiske konsekvenser af ægteskaber mellem nært beslægtede. Derudover skal familier med anden etnisk baggrund end dansk oplyses om forekomsten af handicap og især udviklingshæmning i vort samfund, så isolation af mennesker med udviklingshæmning undgås.
Landsforeningen mener, det må indskærpes og understreges, at det offentlige har en forpligtelse til en opsøgende og forebyggende indsats overfor familier med anderledes forudsætninger - uanset etnisk baggrund. Enhver tilsidesættelse af denne indsats er en krænkelse af individets menneskerettigheder i samfundet. Landsforeningen LEV er af den opfattelse, at forpligtelsen til denne opsøgende virksomhed ligger i kommunen, men Landsforeningen er også af den opfattelse, at kommunerne har en forpligtelse til henvisning til specialrådgivning, når der er tale om familier med anden etnisk baggrund end dansk, hvis opgaven ikke kan løftes lokalt.
Danskere med anden etnisk baggrund end dansk skal af hensyn til det udviklingshæmmede barns tarv og rettigheder gøre sig tilgængelig for rådgivning og vejledning. Landsforeningen mener, at det er nødvendigt at nedbryde de kendte kulturelt bestemte barrierer og fordomme, når det gælder udviklingshæmning og mennesker med udviklingshæmning.
Det offentlige har en forpligtelse til, at det eksisterende fokus i dansk sociale lovgivning på barnets tarv og rettigheder generelt gøres synlig for familier med anden etnisk baggrund end dansk, så disse familier er kendt med deres pligter i Danmark. De danske myndigheder må anerkende, at de lovgivningsmæssige og moralske krav til varetagelse af barnets tarv og rettigheder, som gælder for danske familier i almindelighed, også må og skal gælde for familier med anden etnisk baggrund end dansk, hvorfor andre kulturelle synssæt, værdier, normer og handlemåder ikke må tilsidesætte barnets tarv og rettigheder i forhold til dansk lovgivning.
Som landsforeningen ser det, skal alle forældre, der får et barn med udviklingshæmning, tilbydes et introduktionskursus tilpasset deres sproglige og kulturelle baggrund, hvor de oplyses om de tilgængelige ressourcer og støttemuligheder i det danske samfund. Kommunerne skal have en forpligtelse til henvisning af relevante familier til kurser udenfor kommunen, hvis kommunen ikke selv magter opgaven. Alle forældre skal efter introduktionskurset tilbydes adgang til et forældrenetværk og/eller samtalegrupper arrangeret i et samarbejde mellem amterne/kommunerne og den eller de relevante handicaporganisationer.
Danskere med anden etnisk baggrund end dansk skal sikres samme adgang til offentlige og private serviceydelser som etniske danskere. Personer af fremmed herkomst med udviklingshæmning sikres samme muligheder som deres "nye" landsmænd. Der må derfor være krav om, at kvalificeret og dermed særligt uddannet tolkekorps står til rådighed for den familie, der får et udviklingshæmmet barn, ligesom særligt kvalificerede fagpersoner med forståelse for de kulturelle forskelle kan yde service til familierne. Det offentlige må sikre at relevant oplysnings- og informationsmateriale er tilgængelig for de større sproggrupper.
Landsforening vil
Ældre mennesker med udviklingshæmning har ret til en værdig alderdom på lige fod med andre ældre. Landsforeningen mener, at der skal tages særlige hensyn, når man både er udviklingshæmmede og ældre. Overgangen til folkepensionisttilværelsen skal ske på en værdig måde. Som ældre skal udviklingshæmmede fortsat have mest mulig selvbestemmelse over eget liv og egen økonomi. Ældre udviklingshæmmede har krav på en økonomisk bistand, der gør det muligt for dem at blive boende i eget hjem så lang tid, det helbredsmæssigt er muligt.
Landsforeningen vil arbejde for et fortsat fokus på udviklingshæmningen og de medfølgende og afledte handicap også efter overgangen til folkepensionisttilværelsen. Udviklingshæmmede grundlæggende behov ændres ikke, fordi de når til folkepensionistalderen. Landsforeningen vil også arbejde for, at udviklingshæmmede kompenseres for handicappet og derfor ikke mister ydelser de har modtaget hele livet igennem - netop til denne kompensation.
Ældre mennesker med udviklingshæmning har specielle behov, som ikke kan opfyldes på almindelige plejehjem. Der skal sikres en fortsat faglig pædagogisk støtte også i ældretilværelsen, ligesom der skal være ret til pleje efter behov. Det er vigtigt med et nært samarbejde mellem socialpædagoger og andre personalegrupper i et miljø, hvor ældre mennesker med udviklingshæmning bor sammen.
Landsforeninger af den holdning, at ældre udviklingshæmmede har ret til frit at vælge boform. Der skal derfor være en reel valgmulighed, således at der opnås den mest hensigtsmæssige boform i lokalmiljøet. Det er også af stor vigtighed, at botilbud har fysisk overskuelige rammer med en genkendelig hverdag og med få ansatte at forholde sig til.
Ældre udviklingshæmmede har krav på relevante aktivitets- og terapitilbud på lige fod med andre pensionister, så aldringsprocessen kan modvirkes gennem et aktivt liv.
Alle, som er i livets afsluttende fase, skal have adgang professionel og følelsesmæssige støtte til livsafslutningen. Landsforeningen vil
Landsforeningen mener, at udviklingshæmmede skal sikres adgang til forsikringer på lignende betingelser, som andre har adgang til forsikringer. Risikovurderinger og vurderinger af skadesbilledet skal bygge på reelle erfaringer og analyser.
Alle familier i Danmark ser det som et selvfølgeligt element, at familien og hjemmet er dækket af en forsikring, når det gælder skader på egne ting og skader på andres ting. Efter dansk ret er man normalt juridisk ansvarlig, når man ved fejl eller forsømmelser er skyld i den skete skade. Denne hovedregel er opstået gennem mere end 200 års retspraksis. Er man uskyldig i skaden, kaldes den hændelig, og her vil man ikke være ansvarlig, og skadelidte må selv bære tabet.
En del udviklingshæmmede har et andet adfærdsmønster og får ofte afvist forsikringsdækning med den forklaring, at handlingen var hændelig.
I henhold til retspraksis gør man sjældent mindre børn erstatningsansvarlige for deres handlinger, men man dækker dog, hvis det manglende juridiske ansvar alene skyldes barnets alder eller manglende udvikling og skaden overstiger et mindre beløb. Er der tale om et større barn eller et ungt menneske, vil man vurdere, hvordan en anden person på samme udviklingstrin ville have handlet. Ved gentagne skader får mange forældre til udviklingshæmmede børn besked fra deres forsikringsselskab om, at det nu ikke længere vil dække ansvarsskader, da man har fundet ud af, at barnet har et handicap.
Det ses også som en selvfølgelighed, at alle kan tegne en ulykkesforsikring. Det hedder sig også, at stort set alle forsikringsselskaber tegner denne type til handicappede. Fakta er dog at det gør de ikke. Når der er indhentet helbredsoplysninger, og disse ikke lever op til normerne, får man besked om at forsikringen ikke kan tegnes, eller evt. kan tegnes uden dækning for ulykker indtruffet som følge af det bestående handicap.
EU - Den europæiske Union - betyder mere og mere for den danske lovgivning på en række områder. Især social- og beskæftigelsespolitikken har nu afgørende fået en europæisk overbygning i form af juridisk bindende direktiver, de enkelte lande skal efterleve. EU har efterhånden også en sammenhængende og effektiv påvirkning af holdninger og værdier i handicapspørgsmål. I de seneste år er der massivt sat fokus på forskelsbehandling gennem formulering af politikker for ligebehandling.
Det er landsforeningens opfattelse, at kampen for ligebehandling er en kamp mod forskelsbehandling såvel som diskrimination. I mange årtier har Danmark klaret sig uden lovgivning mod forskelsbehandling - mod diskrimination. De danske principper for handicappolitikken har givet en markant god levestandard og livskvalitet. Landsforeningen må dog erkende, at det er blevet tydeligere det seneste årti, at forskelsbehandling ikke er til at komme til livs, når det gælder boliger for gruppen med de mest komplicerede og anderledes forudsætninger, adgang til egentlig beskæftigelse og ungdoms- og erhvervsuddannelse. På den baggrund er det landsforeningens holdning, at de politiske instrumenter må revurderes, og lovgivning mod diskrimination kan være en ny vej, der kan give afgørende fremskridt. EU kan her blive et overnationalt instrument i den handicappolitiske kamp for ligebehandling.
Danmark tilhører globalt betragtet de meste velstående lande. Landsforeningen anerkender, at der globalt betragtet er mange lande uden velstand, der er i behov for bistand. Især når det gælder udviklingshæmmede i den tredje verden er der tale om et klart underskud. Der er et underskud af penge og dermed et klart underskud af tilstrækkelige og tilpassede tilbud i en social- og sundhedsmæssig infrastruktur. Men der er også underskud på de rette holdninger og viden, hvorfor de menneskelige ressourcer i disse lande ikke har det rette grundlag for at udvikles. Den personstøtte og medmenneskelige støtte, som fundamentalt set er den vigtigste støtte for mennesker med udviklingshæmning, er således meget fjern fra virkeligheden i tredje verdens lande.
Udviklingen i Danmark er sket gennem en handicappolitisk virksomhed fra brugernes egen organisation. Landsforeningen mener derfor, at udviklingen i tredje verdens landene vil få et løft, når der kan ske organisering af udviklingshæmmede selv og/eller deres pårørende.
Adgang til idræt, motion og bevægelse skal være for alle, og ikke kun forbeholdt de få eller de ressourcestærke mennesker. Udviklingen inden for det generelle idrætsområde skal også afspejledes i forhold til mennesker med udviklingshæmning - hvilket blandet andet vil sige, at mangfoldigheden af idrætstilbud skal også komme mennesker med udviklingshæmning til gode. For nogle vil det betyde, at samfundet skal tilvejebringe den nødvendige støtte, for gennemførelsen af idrætsaktiviteten. Til trods for den massive fokus der har været på idræt og motion, kan Landsforeningen LEV konstatere at viften af idrætstilbud, der er tilgængelig for alle udviklingshæmmede bliver færre. Landsforeningen LEV forventer at denne udvikling vendes.
I landsforeningen LEV finder vi det vigtigt at beskue idræt, bevægelse og motion ud fra en helhed. Alt for mange udviklingshæm¬mede hverver sig langsomt, men sikkert et tillægshandicap til deres udviklingshæmning, nemlig overvægt eller fedme. Det er deres liv, men vi har en forpligtigelse til at sikre, at også de har viden om og adgang til at kunne udfolde sig fysisk.
Vi ønsker derfor at der i miljøet omkring mennesker med udviklingshæmning skal være en øget bevågenhed omkring idræt, motion og bevægelse. Denne bevågenhed handler om, at personalet er bevidst i at støtte og motivere til idræt og bevægelse - både når det handler om - for den udviklingshæmmede - at komme ud af døren, på det rigtige tidspunkt og til det rigtige sted. Sådanne forhold vil naturligt komme til at indgå i skriv¬ningen af handleplanen.
Landsforeningen LEV vil:
Politik for den tidlige indsats
Politik om værgemål
Landsforeningen LEVs politik på værgemålsområdet Landsforeningen LEV mener, at alle har ret til maksimal selvbestemmelse og selvstændighed i deres liv. Udgangspunktet er således at mennesker med udviklingshæmning bliver myndige som alle andre ved det fyldte 18 år. Dette hægter sig op på Landsforeningen LEV's principprogram såvel som FN's handicapkonvention. På grund af den nedsatte psykiske funktionsevne kan nogle have brug for hjælp til forskellige beslutninger i deres liv. Det være sig økonomiske spørgsmål såvel som personlige spørgsmål. Støtten til at udøve sin myndighed skal opleves og efterleves som en repræsentation af den udviklingshæmmede. Det handler ikke om at bestemme over et andet menneske men om at repræsentere dette menneskes værdier, ønsker og vilje. Derfor bør værgen så vidt det er muligt, være en, der kender mennesket med udviklingshæmning godt. Der bør derudover, så vidt muligt, være en accept af værgen fra mennesket med udviklingshæmning. Mennesket med udviklingshæmning vil derfor normalt være bedst tjent med, at det er en pårørende eller nær ven, der påtager sig værgemålet. Landsforeningen LEV mener at en repræsentation medfører nogle krav til værgen. For at kunne varetage værgemålet tilfredsstillende mener LEV således, at en værge løbende bør besøge og være i kontakt med den udviklingshæmmede og evt. personale, der omgiver mennesket med udviklingshæmning. Dette bør gælde alle værger og dermed også de professionelt beskikkede. I og med at Landsforeningen LEV anser værgemål som en beskyttelse af en borger med udviklingshæmning som grundlæggende har ret til størst mulig selvbestemmelse og selvstændighed bekymrer det Landsforeningen LEV, at selvbestemmelsen og beslutninger ofte overlades tilfældigt og uformelt til f.eks. pædagoger eller pårørende uden afgrænsning og uden klarhed over, hvad, hvorfor og hvor meget der overlades til andre at bestemme. LEV mener at overdragelse af selvbestemmelse er så indgribende overfor den udviklingshæmmede borger, at en formaliseret beslutning er en nødvendig retsgaranti for borgeren. Overdragelse af selvbestemmelse skal være mindst mulig. Ethvert værgemål skal være skræddersyet til den enkelte med vurdering af de beslutninger og de situationer, værgemålet omfatter. Landsforeningen LEV ser derfor gerne, at lovgivningens muligheder for tidsbegrænsning anvendes i sammenhæng med den enkeltes handleplan, således at der gøres en aktiv indsats for at udvikle evnen til selvbestemmelse. Dette være sig f.eks. ved at kunne kommunikere sine ønsker eller øve håndtering af penge. Landsforeningen LEV finder at lovgivningen på området i hovedtræk er tilfredsstillende, men tvivler på at lovgivningens mange muligheder for netop at afgrænse og skræddersy et værgemål udnyttes fuldt ud. Derudover oplever LEV, at myndighederne ikke er i stand til at føre løbende tilsyn med, at værgemålene er formelt på plads, og at de med jævne mellemrum tages op til vurdering i forhold til afgræsningen i tid og omfang. Hertil kommer et ønske om, at stille mere præcise krav til værgens kontakt og kendskab til borgeren således at repræsentationen bliver reel. Vedtaget af hovedbestyrelsen d. 28. november 2009
FN's internationale handicapkonvention er trådt i kraft i Danmark i 2009. Det betyder, at dansk lovgivning skal sikre, at mennesker med handicap ikke bliver diskrimineret. Mennesker med handicap skal sikres adgang til de samme grundlæggende menneskerettigheder som alle andre.
Landsforeningen LEV vil medvirke til at sikre retten til kommunikation og retten til udvikling af et brugbart sprog for LEVs målgruppe med kommunikationsvanskeligheder.
Generelt ses sproglige problemer hos langt de fleste mennesker med udviklingshæmning. Det drejer sig om opfattelse og forståelse af det talte sprog, og det drejer det sig om at blive forstået af omgivelserne, hvis man ikke har udviklet et forståeligt talesprog.
LEVs målgruppe spænder funktionsmæssigt meget bredt. Dette gælder også på det kommunikative område.
Landsforeningen LEV har tidligere fokuseret på at forbedre forholdene for mennesker med udviklingshæmning med lettere kommunikative problemer. LEV har bl.a. udgivet pjecer i let læselige tekster med information om vigtige emner, underbygget med illustrationer i håb om, at man fra offentlig side arbejder videre for at udvikle og sætte fokus på kommunikationsformer, som kompenserer personer med udviklingshæmning med lettere kommunikationsvanskeligheder.
Landsforeningen LEV vil nu rette opmærksomheden mod LEVs målgruppe med moderate og større kommunikationsvanskeligheder, herunder have et særligt fokus på mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog, som er en overset gruppe med massive kommunikationsproblemer.
LEVs holdning til kommunikation som rettighed.
Kommunikation er en fundamental betingelse for eksistens, udvikling og dannelse for alle mennesker. Gennem samspil og kommunikation med andre mennesker udvikles vores sprog og vores opfattelse af os selv og verden omkring os.
Mennesker med udviklingshæmning uden et talesprog bruger ofte individuelle metoder og måder at kommunikere på, hvilket vil være ukendt for de fleste i omgivelserne. Dette medfører nedsat kommunikation med omverden og manglende udvikling af et forståeligt sprog. Hertil kommer forringede muligheder for medbestemmelse og selvbestemmelse i eget liv.
Landsforeningen LEV vil medvirke til at sikre retten til kommunikation og retten til udvikling af et brugbart sprog, og sikre retten til udvikling og dannelse for børn, unge og voksne med kommunikationsvanskeligheder.
LEV mener derfor:
FN's handicapkonvention skal overholdes og retten til kommunikation sikres hele livet.
Ytringsretten, selvbestemmelse og medbestemmelse i eget liv kan kun opnås ved udvikling af et forståeligt sprog - på egne betingelser og i kommunikation med omgivelserne.
Der er behov for en særlig indsats for mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog, som ofte overses og mistolkes.
Det er kommunens ansvar at sikre tilgængelighed til individuelle løsninger på udvikling af kommunikation og udvikling af et brugbart sprog. Kommunen skal udarbejde en handlingsplan for at sikre retten til udvikling og tilgængelige kommunikationsmuligheder.
Rettigheden til kommunikation skal sikres i overgange/miljøskift. De involverede parter skal påtage sig ansvaret for at afdække den enkeltes kommunikative ressourcer så de kan videregives til andre/nye. Det betyder, at både fagligt personale og forældre skal have kendskab til redskaber, som er brugbare i overgange.
Børns, unges og voksnes kommunikationsbehov skal beskrives og målsættes i visitationer og i de årlige pædagogiske handleplaner og der SKAL være et tæt samarbejde mellem forældre og fagfolk.
Pårørende skal som udgangspunkt altid inddrages i samarbejdet om kommunikationsudvikling.
I forhold til spæd- og småbørn er der behov for en tidlig indsats i forhold til forældre-barn samspillet. Der er endvidere behov for tilbud til grupper af forældre med spæd- og småbørn med funktionsnedsættelser, hvor fokus er rettet mod basal kommunikation. Der er behov for tilbud som har en udstrækning i tid, så forældrene langsomt kan tone sig ind på opgaven, og det skal være muligt at etablere netværk med andre forældre.
En central forudsætning for at indfri LEVs holdninger er, at pædagoger og andre fagpersoner i deres uddannelse får faglige kompetencer til at arbejde med kommunikation som en integreret og naturlig del af hverdagslivet - og ikke kun som en aktivitet man udfører på et bestemt tidspunkt, eller når en bestemt medarbejder er på arbejde.
LEV arbejder for:
At kommunikation skal være en kerneydelse, og der skal udarbejdes standarder på lige fod med dem, der er gældende for magtanvendelse og medicinhåndtering.
Det vil kræve:
For yderligere uddybning af politikpapiret så kan du læse en rapport om kommunikationsproblematikken, som udvalget har udarbejdet, › Læs mere: Klik her!
Pårørendepolitik
Landsforeningen LEVs anbefalinger vedrørende bruger- og pårørenderåd. Denne anbefaling er, at LEV skal arbejde for en struktur, som bygger på en nøje vurdering af de lokale forhold. Retningslinjer:
Dette blev suppleret af, at pårørende bør arbejde for at oprette pårørenderåd, hvis ikke der er den nødvendige tillid, og hvor der er behov for at afhjælpe akutte problemer. Dette uanset om ledelsen på et sådant bosted gør gældende, at beboerne kan tale deres egen sag. Endeligt pegede Dialogudvalget på, at pårørende i højere grad må synliggøres som en ressource frem for en modspiller til personalet. En anden pointe er, at pårørende - ikke mindst ved involvering af LEV - kan være forbindelsesleddet fra det enkelte bosted til det politiske og administrative niveau. Det være sig i forhold til de samarbejdsstrukturer, der er lokalt, herunder handicaprådet. Ud fra disse retningslinjer skal LEV på alle niveauer arbejde aktivt for oprettelsen af bruger- og pårørenderåd. (Og altså søge at imødegå, Regeringens udspil om at gøre det frivilligt at oprette disse). Dette begrundes i det ansvar, som mennesker med udviklingshæmning, personale og pårørende deler. Ansvaret for at understøtte og kompensere mennesker med udviklingshæmning. Det skal ske på baggrund af de overordnede retningslinjer for det gode samarbejde. Det vil sige:
Bruger- og pårørenderåd repræsenterer kun ét niveau for samarbejdet. Rådet skal i forhold til det øvrige forvaltningsmæssige og politiske system påpege beboernes interesser. I forhold til bostederne skal rådene forholde sig til retningslinjer og bidrage til at fastsætte mål og rammer for bostederne i form af retningslinjer, ligesom de skal bidrage i opfølgningen på dette. Bruger- og pårørenderådene skal altså ikke beskæftige sig med individniveauet eller konkrete grupper. LEV skal arbejde for, at rådene bliver set i sammenhæng med mere overordnede niveauer, herunder eventuelle faste møder med forvaltninger eller det politiske niveau samt handicaprådene. Bruger- og pårørenderåd skal formuleres ind i handicappolitik og pårørendepolitik i den enkelte kommune. LEV skal arbejde for, at rådenes konkrete viden om den faktiske service på bostederne bliver bragt i spil på andre niveauer i kommunen ved udformningen af overordnede linjer og rammer for bostederne. LEV arbejder for, at der under hensyntagen til ovenstående retningslinjer oprettes bruger- og pårørenderåd. Hvor beboerne kan og vil tale deres egen sag, oprettes der ikke pårørenderåd. LEV er for oprettelse af pårørenderåd uanset, at beboerne kan tale deres egen sag, hvis det vurderes, at der ikke er den fornødne tillid til bostedets ledelse og/eller kompetence hos personalet. I lovgivningen og vejledningen kan det være lidt uklart, om bruger- og pårørenderåd er pligtige i forbindelse med bosteder efter Servicelovens §§ 107 og 108. Dialogudvalget fortolker det som en pligt, men ønsker en tydeliggørelse heraf. LEV er generelt enige i lovgivningens overordnede beskrivelser af rammerne for bruger- og pårørenderåd samt intentionerne i disse. Frem for at arbejde for ændringer i lovgivningen vedrørende disse rammer, skal LEV arbejde for, at lovgivningen faktisk bliver implementeret. Én vigtig opgave er eksempelvis at fastholde kommunalbestyrelsens pligt til at vedtage en administrativ struktur omkring rådene. På alt for mange bosteder er brugerne og de pårørende henvist til selv at diskutere eventuel oprettelse af råd med den stedlige ledelse. LEV arbejder for, at Bruger- og pårørenderåd skal skrives ind i kvalitetsstandarden for det enkelte bosted. Det skal give et præcist og retvisende billede af medindflydelsen. Herunder hvorfor der enten kun er ét brugerråd eller ét pårørenderåd eller hvorfor der eventuelt er en kombination. Hvor der kun er brugerråd, mener LEV, at det skal dokumenteres, at beboerne kan tale deres egen sag. Oprettelsen af råd giver ikke i sig selv medindflydelse. LEV arbejder for, at kvalitetsstandarden beskriver, hvordan beboerne støttes i at medvirke i de demokratiske processer, og hvordan pædagogikken mere generelt understøtter selv- og medbestemmelsen. Et særligt fokus er de beboere, som ikke har verbalt sprog eller på anden vis har svært ved at udtrykke sig. LEV mener, at disse beboere skal støttes i at udvikle deres kommunikative evner og i sammenhæng hermed støttes i at tage egne beslutninger. Også dette skal være beskrevet i kvalitetsstandarderne. LEV arbejder for, at bruger- og pårørenderåd bliver et fokusområde for tilsyn. Det skal vurderes, om kvalitetsstandarderne vedrørende medindflydelsen er i overensstemmelse med den måde, den udøves på bostedet. LEV arbejder for, at tilsynene skal inddrage beboere og pårørende - ikke mindst med henblik på at vurdere deres egen oplevelse af medindflydelsen. På lokalt niveau skal LEV være opmærksomme på, om beboere og pårørende er blevet hørt i de forskellige tilsyn. Tilsynet bør så mange steder som muligt inddrage mennesker med udviklingshæmning - f.eks. ULF - i udførelsen af den del, som vedrører medindflydelsen. LEV skal arbejde for, at der fortsat udvikles metoder til dette. I respekt for de forskellige positioner og roller, der er retningsgivende for det gode samarbejde, skal pårørende ikke påtage sig ansvar for nogen former for driftsopgaver. Derfor er LEV enig i vejledningen til loven, hvor det præciseres, at pårørende ikke medvirker ved ansættelser. LEV arbejder dog for tværfaglighed i de personalegrupper, som har at gøre med mennesker med udviklingshæmning. Derfor opfordres de lokale tillidsfolk til at bruge retten til at påpege kompetencebehov på bostederne. Der har i bl.a. Østrig været projekter, hvor beboerne inddrages i processen ved ansættelse af personale. Det foregår på en måde, hvor det ikke anfægter ledelsesretten, men samtidig respekterer, at de ansætte udgør en væsentlig del af rammen om beboerens liv. LEV bør arbejde for, at der igangsættes initiativer, der understøtter, at beboerne får mulighed for at bidrage med spørgsmål m.v. til kandidater til jobbet. LEV bifalder, at pårørende bruger deres ressourcer til at lave sociale arrangementer og på lignende vis er med til at øge kvaliteten af bostederne. Det er også med til at synliggøre, at pårørende er en ressource. Involveringen i sådanne arrangementer er dog en personlig beslutning under hensyntagen til egne ressourcer og personlige prioriteringer. LEVs opgaver
Vedtaget af hovedbestyrelsen d. 28. november 2009.