Liff&Helle_04.jpg Foto: Hans Juhl 16.05.2020

LEVs Rådgivning

Lev tilbyder rådgivning til mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende samt til professionelle, som er i kontakt med mennesker med udviklingshandicap.

Rådgivningens indhold
Levs rådgivning erstatter ikke kommuners rådgivning. Men den offentlige rådgivningspligt er ofte kombineret med en kompetence til at bevilge ydelser. Dette afføder et behov for information og rådgivning, som er uafhængig af den myndighed, der samtidig skal bevilge økonomiske ydelser.

Lev kan vejlede om gældende lovbestemmelser og lovfortolkning og kan henvise til de relevante myndigheder, fagpersoner eller organisationer for yderligere rådgivning.

Rådgivningen går som udgangspunkt ikke ind i konkret sagsbehandling
Medarbejderne i Rådgivningen har ikke ressourcer eller kompetencer til at vurdere eller tage stilling til det konkrete indhold i et tilbud. Rådgivningen kan i principielle sager hjælpe med at klage eller rejse problematikken politisk.

Rådgivningen omfatter bl.a.:

  • Sociale rettigheder og lovmæssige muligheder i relation til udviklingshandicap (social service, retssikkerhed, uddannelse og beskæftigelse, boliger, arv og værgemål, hjælpemidler, førtidspension)
  • Førskolerådgivning
  • Skolevalg og -vejledning
  • Fritidsbeskæftigelse, idræt
  • Handicappolitiske principper
  • Generelle rimeligheds- og rettighedsbetragtninger

 

Der ydes udelukkende rådgivning i spørgsmål med direkte relation til personer med udviklingshandicap og kun via telefonisk eller skriftlig henvendelse. Der ydes ikke rådgivning ved personlige møder.

For at modtage rådgivning kræves det, at man er medlem af lev.