05.04.2011

Nordea beklager misforståelse

Nordea har stillet et ultimatum til de udviklingshæmmede kunder: Lær at betjen jer selv, eller find en anden bank. Sådan lød det i TV2 Nyhederne søndag aften. Men det har aldrig været meningen, siger Nordea.

TV 2 Nyhederne og TV 2 Øst bragte søndag aften et indslag, hvoraf det fremgik at udviklingshæmmede kunder i Nordeas filial i Nykøbing Falster ikke er velkomne til at hæve kontanter ved kassen. Både fra Udviklingshæmmedes Landsforbund, ULF og fra Guldborgsund Kommune var der forståelig harme over den udmelding.

- Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, hvis en hel gruppe borgere ikke har adgang til at gå til kassen i Nordea - alene af den grund, at de er udviklingshæmmede. Men det har jeg nu også forstået, at Nordea mener, udtaler LEVs landsformand Sytter Kristensen.

Nordea beklager misforståelse
LEV modtag i går (mandag) en henvendelse fra Nordea, hvori de beklager, og siger at der må være tale om en misforståelse.

- Vi er meget kede af den misforståelse, som nogle af vores udviklingshæmmede kunder er blevet en del af, og vi beklager dybt, hvis det har skabt bekymring blandt vore kunder, siger Karsten Pedersen, områdedirektør i Nordea Lolland-Falster og fortsætter: - Alle vores kunder er meget velkomne oppe ved kassen, hvis det er det, de er mest trygge ved. Det har hele tiden været vores hensigt, og sådan fortsætter det også."

Nordeas filial i Nykøbing Falster har knap 400 udviklingshæmmede borgere som kunder, og ifølge meddelelsen fra banken kan de fortsat hæve kontanter ved kassen, ligesom andre kunder. Nordea er Guldborgsund Kommunes bankforbindelse, og noget kunne tyde på, at kommunen har set borgernes valg af bank, som et anliggende for kommunen.

- I forhold til Guldborgsund Kommunes størrelse må man sige, at det er et ret højt antal kunder med udviklingshæmning i en enkelt bank. Det synes jeg er lidt besynderligt. På mig virker det som om, kommunen mildest talt har været ensporede i deres rådgivning til borgere med udviklingshæmning. For hvorfor har så mange udviklingshæmmede dog Nordea som bank? spørger Sytter Kristensen.

- Jeg håber, Nordea og Guldborgsund Kommune snarest får udarbejdet samarbejdsmodeller, som tager udgangspunkt i borgernes individuelle behov og naturligvis de retssikkerhedsmæssige gældende regler. LEV stiller sig gerne til rådighed for støtte i denne proces.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap