julekort2011.jpg 08.12.2011

Send et julekort med mening

Landsforeningen LEV ønsker alle venner og samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår!

På årets julekort sætter vi fokus på tendenserne til en tilbagevenden til institutionernes tid med et markant eksempel, nemlig genopfindelsen af centralkøkkenet.

Nogle kommuner synes således, at det ud fra kortsigtede økonomiske interesser er i orden at etablere centralkøkkener og definere borgerne som ude af stand til at medvirke i madlavningen.
Resultatet er leveret mad, nogle steder i form af færdigretter til opvarmning i mikrobølgeovn. Og dermed pacificering af mennesker med udviklingshæmning, som tidligere selv kunne deltage i madlavningen.

Centralkøkkenerne står som et trist eksempel på en handicappolitisk ligegyldighed, der må gøres op med.

Desværre er tendensen ikke kun et spørgsmål om centralkøkkener.
Vi ser mange andre bekymrende udviklinger i disse år - lige fra integration af dagtilbud, beskæftigelsestilbud og botilbud på samme adresse til sammenlægning af botilbud i blind tiltro til stordriftsfordele.

Den udvikling må vendes. Danmark skal fastholde værdier og principper i handicappolitikken og ikke foretage et fundamentalt retningsskift, blot fordi det i disse år er økonomidirektørerne, som sætter dagsordenen i kommunerne.

Vi håber, at mange vil støtte os i dette arbejde.

Glædelig jul og godt nytår!

Med venlig hilsen
Landsforeningen LEV

Læs mere Send et e-julekort

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap