shutterstock_75532450.jpg 23.05.2011

Uhæmmet kreativitet med girokortene

Berlingske havde søndag en grundig dækning af problemer med bosteders håndtering af privatøkonomien for beboere med udviklingshæmning. En væsentlig del af baggrunden for artiklerne er et stort antal sager i LEVs rådgivning om emnet. Og sagerne i rådgivningen er med garanti kun toppen af isbjerget.

LEV får nærmest hver eneste uge henvendelser fra pårørende om, at kommunen eller personalet på et bosted misbruger mennesker med udviklingshæmnings konti. Det er helt uacceptabelt og må skyldes en kombination af dårlig ledelse og presset økonomi på bostederne.

Til Berlingske udtaler LEVs landsformand Sytter Kristensen bl.a.

"Der er virkelig stor kreativitet for at få tingene til at løbe rundt. Og det ender nogle steder i manipulation, hvor alle jo synes, det er en god idé, at der er nye møbler og spændende blade i fælleslokalet - men hvem skal betale? Det bliver så de udviklingshæmmede, og det er uanstændigt."

Sagerne i LEVs rådgivning om problematisk brug af udviklingshæmmedes egne penge er blevet mere hyppige i løbet af det seneste års tid. Der har altid været sager med direkte kriminelle forhold med egentlig tyveri eller bedrageri, men de er trods alt relativt sjældne.

Væksten ser ud til at komme fra sager, hvor der skrues voldsomt på de beløb, som beboere opkræves: Dobbeltopkrævning af licens, opkrævning af beløb til vedligeholdelseskonto, hvor beboerne ikke har indsigt i anvendelsen af midlerne, kostbetaling uden af beboeren spiser med og meget andet. Og alt tyder alt på, at LEVs rådgivning kun får kendskab til toppen af isbjerget.

- Den pressede økonomi i kommunerne har ført til uhæmmet kreativitet i mange kommuner - der er nærmest ingen grænser for, hvor meget man vil presse citronen - dvs. borgerens pengepung. Og vi hører jo kun om et mindretal af sagerne. Mange mennesker med udviklingshæmning har ingen nære pårørende, og den gruppe er altså ekstremt udsat i disse sammenhænge. For hvem er det, som her sørger for at råbe vagt i gevær og hjælper med at stille kritiske spørgsmål til de mange girokort fra kommunen? spørger Sytter Kristensen.

Bl.a. TV2 Nyhederne og DR Update bragte i går indslag om afsløringerne i Berlingske Tidende.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap