indvielse af hh_web.png 12.12.2012

Handicaporganisationernes Hus officielt indviet af dronningen

Det er ikke kun et stort antal nygifte, som vil huske datoen den 12.12.12. Det vil vi også i handicaporganisationerne som den dag, hvor handicaporganisationernes nye hus officielt blev indviet af HM Dronningen.

De mange inviterede gæster ved indvielsen af huset kom fra alle dele af det officielle Danmark, og inden selve indvielsestalen fra majestæten var der taler fra nøgleaktørerne i realiseringen af byggeprojektet: De tre store fonde, som har skabt det finansielle grundlag for realiseringen af projektet, fra den danske regering samt fra Høje Taastrup Kommune, hvor huset er bygget.

Alle talere lagde særlig vægt på huset som verdens måske mest handicaptilgængelige hus, og flere så huset som et foregangsprojekt, der vil inspirere bygherrer, arkitekter og entreprenører over hele verden til at planlægge og bygge mere tilgængeligt. Ikke kun for mennesker med fysiske handicap, men også for mennesker med kognitive og kommunikative handicap.

DH's formand, Stig Langvad, afsluttede talerækken inden Hendes Majestæt Dronningen erklærede huset for åbent. Det gjorde han blandt andet med en opfordring til at være stolte over Handicaporganisationernes Hus:

- Det er tilladt at juble og være stolt over vores hus. Men det er ikke kun handicaporganisationernes hus. Det er et hus for hele vores samfund, sagde Stig Langvad i sin tale.

Nye og bedre samarbejdsformer
Huset, som nu er taget i brug, rummer i alt 24 organisationer, heraf de 19 fra DH-paraplyen. Tilsammen har knap 300 medarbejdere deres arbejdsplads i huset.

Landsforeningen LEVs sekretariat er en af organisationerne i det nye hus, og LEVs sekretariatschef, Torben Wind, har store forventninger til huset som arbejdsplads for medarbejderne.

- Jeg tror, det bliver et løft til Landsforeningen LEVs sekretariat. Det er nogle fantastiske lyse og dejlige lokaler, vi har fået. Men måske bliver den helt store gevinst samspillet med medarbejderne i de andre handicaporganisationer i huset. Vi mødes på kryds og tværs af Dansk Handicapforbund, DH, Autismeforeningen, Spastikerforeningen og alle de andre organisationer i huset - det tror jeg får kæmpe stor positiv betydning, udtaler Torben Wind.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap