sytter_lille.bmp 29.05.2012

Lighed i sundhed er en mangelvare

"Det ville være rart med en gennemgang af medicinen med en farmaceut en gang imellem. Det er trods alt os, der spiser det!" Sådan siger en af beboerne i et botilbud, som har deltaget i et projekt om at skabe større sikkerhed i medicinhåndteringen. Citatet er indirekte en lidt for god illustration af den situation, som alt for mange mennesker med udviklingshæmning befinder sig i, når det gælder deres egen sundhed. Og det er ikke kun, når det gælder deres eventuelle medicinindtag.

Af Sytter Kristensen

Projektet om bedre medicinhåndtering i botilbud har fokus på en vigtig og alvorlig problemstilling, nemlig risikoen for, at der begås fejl i den hjælp til medicinhåndtering, som ydes til mennesker med udviklingshæmning i botilbud. Projektet viser, at der kan opnås bedre sikkerhed gennem lægetjek og medicingennemgang - og gennem et bedre samarbejde mellem farmaceuter fra landets apoteker og medarbejderne i botilbuddene.

Men projektet illustrerer også en anden og bredere problemstilling, nemlig den ofte mangelfulde involvering af mennesker med udviklingshæmning i deres egen sundhed. Beboeren med citatet i indledningen fortæller os jo indirekte, hvad han hidtil har været mest vandt til: at få medicin uden at vide særligt meget om, hvad det skulle gøre godt for. Sådan tror jeg desværre, det fortsat er for rigtig mange voksne med udviklingshæmning. Den medicin, de indtager, er noget som aftales mere eller mindre hen over hovedet på dem. Det er altså ikke godt nok, når vi taler om noget så personligt som medicin og personlig sundhed.

Medicinsikkerheden skal selvfølgelig være i orden - og det er godt at samarbejdet udvikles mellem de forskellige faggrupper. Men i mine øjne skal vi være meget opmærksomme på, at borgerens eget perspektiv ikke forsvinder midt i alle de gode professionelle ambitioner om bedre koordination og mere viden. Sundhedssystemet - i bred forstand - har et særligt ansvar her. For det er først og fremmest i sundhedssystemet, man skal blive bedre til dialogen med mennesker med udviklingshæmning. Ganske som andre borgere har de krav på dialog og information om den medicin, som lægen synes, de bør tage.

Som udgangspunktet må det være lægen og det øvrige sundhedssystem, der skal gøre sig større anstrengelser for at tilpasse deres kommunikation i forhold til mennesker med for eksempel kommunikative vanskeligheder. Ja, det kan tage lidt længere tid, men det er ikke i orden blot at forlade sig på, at botilbuddets personale tager sig af dialogen. Personalet skal måske støtte i dialogen mellem lægen og beboeren, men ansvaret kan ikke bare indirekte delegeres til botilbuddene.

Problemerne med tilgængeligheden for mennesker med udviklingshæmning i sundhedssystemet er ikke alene et spørgsmål om medicin. Der er generelt en alt for udbredt tendens til at denne gruppe borgere ikke involveres i deres egen sundhed. Både når det gælder den behandlende og den forebyggende og sundhedsfremmende indsats.

Det har jeg for nyligt skrevet til sundhedsminister Astrid Krag og gjort opmærksom på. I forbindelse med et samråd i Folketingets sundhedsudvalg lød det nemlig som om, ministeren ikke mente, der var problemer med den lige adgang til sundhed for mennesker med handicap. Ministeren havde ikke "indikationer" på ligebehandlingsproblemer i sundhed.

Der tager hun desværre fejl. Vi har efterhånden talrige eksempler på, at den lige sundheds-tilgængelighed for mennesker med handicap - ikke mindst med udviklingshæmning - er helt utilstrækkelig. Den viden har jeg nu henledt sundhedsministerens opmærksomhed på. Så nu venter jeg blot på, at der tages konkrete initiativer for at imødegå problemerne effektivt.

Leder LEV Bladet 3, 2012

Læs mere LEV 3 maj 2012

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap