sytter_lille.bmp 18.02.2013

Leder: Manipulerende spin om hjælpen til "de svageste"

"I virkeligheden vil det gavne de svage, at der er flere og flere, der tager hånd om egen tilværelse, sådan at prioriteringen i kommunerne i højere grad kan komme de svageste til gode." Citat: Ole Pass, formand for Foreningen af Socialchefer i Danmark til DR Nyheder, 28. januar 2013.

Borgernes forventninger til velfærdssamfundets service er for høje og urealistiske. Vi er simpelthen nødt til at prioritere for at sikre hjælpen til de allersvageste. Det har længe været en af hovedstrømningerne i den socialpolitiske debat. Senest i forbindelse med DR's temauge under overskriften "Velfærd under pres" (uge 5).

Borgernes høje forventninger
En vigtig del af udgangspunktet for DR's temauge var en rundspørge til landets kommunalpolitikere. Fra den rundspørge fik vi blandt andet at vide, at to ud af tre kommunalbestyrelsesmedlemmer mener, at mange borgere har urealistisk høje forventninger til, hvilket velfærdsniveau de kan forvente fra kommunerne.

Med fin sans for det mediemæssigt virkningsfulde fortæller kommunalbestyrelsesmedlemmerne i rundspørgen, hvordan en borger nu eksempelvis forventer tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen, hvis hun skal til lægen. Eller hvordan en ung mand forventer, at kommunen vil finansiere hans pilotuddannelse. Fuldkommen absurde og manipulerende eksempler, som det ikke burde være vanskeligt for kommunerne at håndtere: De ligger nemlig langt uden for lovgivningens rammer og har dermed meget lidt med virkeligheden at gøre.

Jeg synes, at landets kommunalbestyrelsesmedlemmer burde afstå fra manipulerende spin. Den slags kuriøse eksempler bidrager kun til én ting, nemlig en generel mistanke om, at borgere, der modtager den ene eller anden hjælp fra kommunen, ikke rigtig har brug for den.

Når det gælder mennesker med udviklingshæmning og deres familier, er det i hvert fald en ubegrundet mistanke. Mennesker med udviklingshæmning har i forskelligt omfang brug for støtte og hjælp for at få en god og meningsfuld tilværelse. Hvis jeg ser på den hjælp, som stilles til rådighed, så har jeg godt nok svært ved at få øje på krævementalitet og høje forventninger. Ofte er det snarere en imponerende nøjsomhed og tålmodighed, der gør sig gældende. Alligevel er udviklingshæmmede nogle af dem, som for alvor har betalt for krisen med barske forringelser af deres hjælp - og dermed ofte af deres basale udfoldelsesmuligheder.

Men måske er kommunalpolitikernes spin ikke det værste. Jeg har det faktisk sværere med de konstante påstande om, at alle prioriteringerne på det sociale område jo sker for at kunne prioritere hjælpen til "de svageste" - dem som har det største behov. Den påstand har vi efterhånden hørt en lille milliard gange - for eksempel i citaterne i indledningen af denne her lederartikel.

Når jeg kigger ud over landkortet ser jeg faktisk den stik modsatte tendens. "De svageste" - eksempelvis mennesker med udviklingshæmning med stort behov for hjælp og støtte i hverdagen - rammes benhårdt i den kommunale prioritering. Som det fremgår her i bladet, sker det nogle gange helt kontant i form af skjult og manipulerende brugerbetaling på hjælpen andre gange i form af fundamentale indskrænkninger i deres (ganske nøjsomme) krav på hjælp til en værdig tilværelse. De og deres pårørende udgør trods alt en ubetydelig vælgergruppe, så det her med prioriteringen kan det nemt blive lidt sløjt med.

Enten må formanden for socialcheferne, skiftende socialministre og folketingspolitikere forklare bedre, hvad de egentlig mener med "de svage" og med at "prioriteringen skal komme de svageste til gode" - eller også må de se virkeligheden i øjnene og sørge for, at virkelighedens måde at prioritere på rentfaktisk sker til fordel for de svageste. Det kan tydeligvis ikke overlades til et lokaldemokratisk niveau, hvor de svageste (heldigvis) også er de færreste.

Leder fra LEV nr. 1 2013

Læs mere LEV 1 februar 2013

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap