henriette mistede sit hjem3.jpg 12.11.2013

Kommunen så stort på reglerne – Henriette mistede sit hjem

Hvis ikke 44-årige Henriette Rasmussen havde nogle forældre, som kunne sætte hælene i og søge hjælp og rådgivning, så havde hun i dag siddet på et plejehjem for ældre - formentlig resten af sit liv. Hendes kommune så stort på alle regler på området og flyttede hende fra hendes hjem. Kun ved en vedholdende indsats lykkedes det at få Henriette væk fra plejehjemmet

Af Arne Ditlevsen og Thomas Gruber

Den 18. juli 2012 sætter personalet på Henriette Rasmussens botilbud seng, tvbord og andre personlige ejendele ud i mellemgangen ved skraldecontainerne. Køge Kommune har besluttet, at en anden beboer skal flytte ind i Henriettes lejlighed, mens hun opholder sig på et plejehjem, som led i genoptræningen efter en længere sygdomsperiode. Botilbuddet havde på det tidspunkt været Henriettes hjem i 15 år.

Først cirka 14 måneder efter at Henriettes ting var flyttet ud af lejligheden - og efter en intens og ihærdig indsats fra Henriettes forældre og LEVs rådgivning - bøjede kommunen sig og erkendte, at den havde handlet ulovligt.

På det tidspunkt havde sagen været behandlet af to omgange i Det Sociale Nævn. Nævnet endte med at slå to ting fast: For det første at kommunen fra starten skulle have behandlet flytningen af Henriette efter Servicelovens magtanvendelsesregler. For det andet at kommunens begrundelse for at flytte Henriette ikke levede op til lovens krav.

Summa summarum: Kommunen flyttede Henriette ulovligt! Og det gjorde den tilmed med den konsekvens, at Henriette permanent blev frataget sit hjem. Lejligheden i Henriettes hidtidige botilbud var nemlig givet til en anden. Henriette er nu flyttet ind på botilbuddet Agerbækhuse, som er et botilbud for mennesker med komplekse handicap.

Sygdommen
Det problematiske forløb startede den 1. oktober 2011, da Henriette blev syg. Henriette havde fået en meget alvorlig blærebetændelse, som - fordi den ikke blev behandlet i tide - havde udviklet sig til nyre-bækkenbetændelse og blodforgiftning. Henriette var i en faretruende situation og havde over 40 i feber, da hun blev indlagt.

Før Henriette blev syg, var hun forholdsvis velfungerende. Hun kunne tale, gå, selv tage tøj på, være sammen med andre mennesker. Hun levede i det hele taget et aktivt og udadvendt liv. Henriette havde desuden en kæreste på det tidspunkt. Han boede i det samme botilbud som Henriette. Henriettes aktive og udadvendte liv satte sygdommen en brat stopper for. Sygdommen, hvis årsag aldrig er blevet fastslået, gjorde, at Henriettes arme og ben krampede helt sammen. Hun kunne ikke tale længere, fik indlagt sonde og fik brug for støtte i forbindelse med mange flere af de daglige praktiske gøremål, for eksempel toiletbesøg. Desuden blev Henriette meget passiv og angst - formentlig som en følge af det chok som de mange voldsomme ændringer i hendes tilværelse medførte.

Sandede til
Efter en længere periode ind og ud af hospitalet efterfulgt af et langt ophold på et aflastningssted, fik Henriette i slutningen af maj 2012 tilbudt en bolig på et plejehjem, som reelt er et plejehjem for ældre demente. Beskeden fra kommunen var, at hvis Henriettes forældre sagde nej tak til tilbuddet kunne alternativet være "en bolig et sted på Sydsjælland".

- Jeg gik helt i chok. Det var pest eller kolera om Henriette skulle på plejehjem eller til Sydsjælland. Jeg kører ikke bil, så jeg ville få meget svært ved at besøge hende alene. Vi fik to hverdage til at forholde os til det, og det endte med, at vi accepterede plejehjemmet. Alternativet kunne vi slet ikke overskue, fortæller Britta Rasmussen. Plejehjemmet viste sig hurtigt at være en katastrofe for Henriette. Hun sad ganske enkelt og synede hen i passivitet. Britta Rasmussen:

- På plejehjemmet betragtede de det som en aktivitet at komme op og blive vasket og få tøj på. Henriette lå ofte på sit værelse og gloede tomt ud i luften. Eller måske så hun lidt fjernsyn. Flere gange, når jeg kom på besøg, sad Henriette og så tyske krimier, som hun jo ikke forstår. Menneskelig kontakt var der ikke meget af.

- Ifølge lederen på plejehjemmet var de gode til pasning og pleje, men de havde ingen pædagogisk uddannelse og havde heller ingen erfaring med udviklingshæmmede.

- Jeg skulle kæmpe for at få Henriette op af sengen. På et tidspunkt kom jeg der hver dag, for Henriette skulle ikke ligge og glo hele tiden. Plejehjemmet var ikke egnet til Henriette, og hun var meget ked af at være der, hvilket hun også gav udtryk for.

Det begynder at gå fremad
Genoptræningen var længe under al kritik. Terapeuterne på aflastningshjemmet anede ikke, hvordan de skulle håndtere en person med de handicap, som Henriette havde. Først da familien fik kontakt til en fysioterapeut, som er tilknyttet dagtilbuddet Blumesvej, begyndte der at ske noget. Den pågældende fysioterapeut er ekspert i genoptræning af mennesker med svære handicap, så han vidste, hvad der skulle til. På grund af det begrænsede antal timer om ugen, terapeuterne på aflastningshjemmet kunne hjælpe Henriette, blev det arrangeret, at Henriette selv måtte betale for genoptræningshjælp af terapeuten fra Blumesvej.

Den tilkøbte fysioterapi endte med at give resultater i slutningen af 2012. I dag, et år senere, kan Henriette tale igen, hun virker gladere, armene er kommet delvis ud af den forkrampede skruestik, de sad i, hun kan selv spise igen (mades). Men benene kan hun fortsat ikke bruge. Så hun sidder i kørestol,  og hendes fingre er helt krymlet sammen, som Britta Rasmussen formulerer det.

Efter lang tids pres fra Henriettes forældre lykkes det at få bevilget ekstra timer til socialpædagogisk bistand. Målet var at give bedre muligheder for meningsfulde aktiviteter i dagligdagen. Men det mærkede hun ikke meget til længe. Fra den socialpædagogiske bistand blev bevilget, til den blev iværksat, gik der over et halvt år. Og i den tid var 44-årige Henriette overladt til et plejehjemspersonale, om hverken havde tid eller kompetencer til at understøtte hende i hverdagen.

Ny bolig og nyt håb
Efter et meget langstrakt og konfliktfyldt forløb mellem kommunen, Henriettes forældre og LEV, fik Henriette Rasmussen i september i år tilbudt en ny bolig på bostedet Agerbækhuse i Køge. Og Henriette og hendes forældre besluttede at tage imod tilbuddet først og fremmest for at komme væk fra plejehjemmet.

Og Agerbækhuse ser ud til at være et godt sted. De fysiske forhold er godt nok ikke til nogen førstepræmie, men det gør mindre, fordi personalet ved, hvordan de skal håndtere beboerne. Agerbækhuse og dagtilbuddet på Blumesvej hører i øvrigt på det nærmeste sammen, så på den måde kendte Henriette og hendes far og mor til forholdene på forhånd.

Om selve sagsforløbet siger Britta Rasmussen:
- Vi har brugt meget tid på at skrive klager. Og det har taget meget tid og energi. Men nu har vi også set, at det kan lykkes. Man skal ikke give op. Uden pårørende var Henriette måske blevet liggende på plejehjemmet, til hun blev båret ud. Hun havde fået sondemad, var blevet skiftet og sat i en stol… Det er i hvert fald min bekymring.

- Henriette kunne ikke have kæmpet alene, og vi kunne ikke have kæmpet uden hjælp fra LEV. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det mon går dem, som ikke har pårørende - og som ikke selv kan tage kontakt til LEVs rådgivning. De sidder i saksen, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det betyder for deres rettigheder i praksis.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap