18.11.2013

”Tænk før du ikke stemmer” klinger hult

Regeringen, KL og Danske Regioner har lanceret en kampagne for at få flere til stemmeurnerne ved kommunalvalget. Sloganet "Tænk dig om før du ikke stemmer" må dog klinge lidt hult for en stor gruppe af mennesker med udviklingshæmning. Forklaringen ligger i ændringen af de såkaldte handle- og betalingskommune-regler fra 2010, som betyder, at adskillige tusinde borgere med handicap er blevet frataget den demokratiske indflydelse i forhold til de kommunalpolitikere, der træffer en lang række vitale beslutninger på deres vegne.

Det kræver nok lidt forklaring: En borger - lad os kalde hende Margrete - blev for 20 år siden visiteret til et botilbud i Rødby af Aalborg Kommune. Margrete bor altså i Rødby, men med regelændringen fra 2010 får hun nu truffet sine sociale afgørelser af en sagsbehandler i Aalborg, 480 kilometer væk.

Ved kommunalvalget har Margrete indflydelse på, hvor mange penge der skal sættes af til snerydning, folkeskolen og ældrepleje i Rødby. Når det gælder de politiske beslutninger, som lægger rammerne for den hjælp, hun modtager på grund af sit handicap, er hun tildelt et demokratisk b-medlemskab. De politiske rammer bliver nemlig fastlagt i Aalborg, og her har Margrete jo ikke stemmeret ved kommunalvalget.

Måske er det ikke så sært, hvis Margrete - og de flere tusind andre i en tilsvarende situation - ikke gider at stemme. Den hovedansvarlige for disse handle-betalingskommune-regler er kommunernes forening, KL. Det var KL, som pressede Folketinget til at ændre de mellemkommunale betalingsregler med henvisning til økonomien. At det så kostede nogle sårbare medborgere deres demokratiske medindflydelse, spillede tydeligvis ingen rolle.

Jeg forstår godt, hvis der er mennesker med handicap, som synes, at "Tænk dig om før du ikke stemmer" - og ikke mindst KL's medvirken - klinger lidt hult.

Sytter Kristensen, bragt i Jyllands-Posten idag.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap