inooqat.jpg 02.09.2013

Pressemeddelelse: Bedre forhold for mennesker med udviklingshæmning i Grønland

Hvad vil det sige at være far og mor til et barn med udviklingshæmning? Hvordan forbereder man sig til at være en del af et lokalsamfund med nogle andre behov? Hvordan lærer man at sætte ord på den sorg, det er at få et barn med et handicap, så man kan komme videre?

Det er bare nogle af de spørgsmål, som den nye landsdækkende forældreforening for børn, unge og voksne med udviklingshæmning, Inooqat, vil prøve at hjælpe med svar på.

Mange forældre til et barn med udviklingshæmning har savnet at tale med andre forældre i samme situation. Og mange forældre har manglet et talerør i forhold til dialogen med det offentlige. Det er det tomrum, som Inooqat vil fylde ud.

Skabelsen af en fælles stemme
Inooqat er søsat på initiativ af Landsforeningen LEV, der er interesseorganisationen for pårørende og udviklingshæmmede i Danmark, og bakket op af økonomisk støtte fra VILLUM FONDEN. LEVs landsformand, Sytter Kristensen, siger om baggrunden for LEVs involvering:

- Det har været vigtigt for mig og for Landsforeningen LEV at støtte dannelsen af en forældreorganisation i Grønland. Der er et meget stort behov for at samle forældrene her og give mulighed for, at de kan danne deres egen organisation, så de kan få en stemme i forhold til den fremtidige udvikling af vilkårene for mennesker med udviklingshæmning i Grønland.

VILLUM FONDEN har bidraget med seks millioner kroner til den nye forening. Jens-Jørgen Pedersen, fondsråd i VILLUM FONDEN:

- Vi har valgt at støtte udviklingen af Inooqat for at understøtte bedre vilkår for udviklingshæmmede børn og unge. Inooqat er baseret på forældrenes eget engagement og er en god og nødvendig samarbejdspartner for de grønlandske myndigheders arbejde med udvikling af indsatsen for en meget udsat gruppe børn og unge.

I juni blev Inooqat officielt dannet på den stiftende generalforsamling i Nuuk med over 40 deltagere, og foreningen har fra første færd arbejdet målrettet på at forbedre levevilkårene for mennesker med udviklingshæmning. Der har således været afholdt møde med familieminister Martha Lund Olsen, og Inooqat er sammen med familieministeren gået sammen om at udvikle 3-4 kontaktseminarer, hvor forældre til børn unge og voksne med udviklingshæmning vil få mulighed for at mødes. Selvstyret finansierer kontaktseminarerne med et bidrag på 800.000 kroner.

For yderligere oplysninger kan projektleder i Landsforeningen LEV, Dan Schimmell, kontaktes på tlf. 4030 5188.

Fakta om Inooqat

  • Inooqat er etableret som et projekt med støtte på seks millioner kroner fra VILLUM FONDEN. Projektet kører til og med 2015. Planen er, at foreningen skal køre videre herefter med lokal støtte og finansiering.
  • Inooqat har repræsentanter og er aktiv i Grønlands fire kommuner: Sermersooq (Nuuk), Qaasuitsup (Ilulissat), Qeqqata (Sisimiut) og Kujalleq (Qaqortoq)
  • På grund af de enorme afstande og udgiften ved at rejse rundt i Grønland, skal en stor del af Inooqats formidling ske via en hjemmeside, som forventes færdig i slutningen af året, og sociale medier. Lige nu er Inooqat meget aktiv på facebook, hvor de kan findes under: Inooqat
  • Adressen på Inooqats kontor er: Inooqat (IPIS), Dronning Ingridsvej 1, Postbox 970, 3900 Nuuk
  • Pauline Abelsen er ansat som daglig kontorleder. Hun kan træffes på tlf. 00299 548953

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap