sytter_lille.bmp 18.02.2014

Leder: Minister for ”… og sociale forhold”

Så fik vi igen ny socialminister. Der er hyppig udskiftning på den post, det har der været i flere år, og for det meste sker der også ændringer i sammensætningen af det samlede ministerområde. Denne gang fik vi en minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, hvilket er et kæmpe stort og mangfoldigt ministerområde.

Jeg kan ikke undgå at bemærke, at sociale forhold denne gang er havnet på "sidstepladsen" i Manu Sareens lange ministernavn. Måske skal man ikke lægge det store i den ændring. Måske. Men det er nu alligevel lidt påfaldende, at socialområdet er gået fra en mangeårig "førsteplads" til en "sidsteplads" i ministernavnet. Er det den nye SR-regerings signal om socialpolitikkens status? Det håber jeg ikke.

En ny minister betyder selvfølgelig "et sæt friske øjne", hvilket jo kan være udmærket. Men ofte er det også et markant brist i kontinuiteten. For hver ny minister skal jo have sin dagsorden - sit "projekt". Risikoen er, at mindre synlige målgrupper og problemstillinger glider i baggrunden i den politiske prioritering.

Fundamentale principper og værdier i synet på mennesker med handicap er under pres. Det skyldes ikke, at Folketinget har vedtaget en ny politisk linje. Slet ikke. Det skyldes derimod, at et stigende antal kommuner har besluttet sig for at tage magten fra politikerne på Christiansborg - og at de tilsyneladende kan slippe afsted med hvad som helst ved at henvise til det hellige kommunale selvstyre. Lad mig blot opridse et par eksempler:

Fratagelse af pædagogisk ledsagelse: Folketinget har for år tilbage vedtaget en Servicelov, der blandt mange andre ting forpligter kommunerne til at yde pædagogisk bistand til mennesker, som har behov for hjælp og ledsagelse. En hjælp som skal sikre, at "… man kan leve et liv på egne præmisser eller så selvstændigt som muligt". Alligevel mener flere kommuner nu, at det er i orden at fjerne hjælp og ledsagelse i forbindelse med udflugter og ferier, fordi det har vist sig, at kommunen ikke må opkræve brugerbetaling. Fratagelsen af denne ledsagelse er åbenlyst absurd og ulovlig.

Genindførelsen af fortidens institutioner: Folketinget har for ikke så mange år siden besluttet, at Danmark skal tiltræde FN's handicapkonvention. Denne konvention pålægger blandt andet, at Danmark skal arbejde i retning af afvikling af boinstitutioner for mennesker med handicap. Alligevel oplever vi i disse år, hvordan flere kommuner bygger kæmpe omsorgsfabrikker med plads til 40, 60 eller ligefrem 80 beboere. Disse byggerier er åbenlyst i strid med den konvention, som Folketinget så højtideligt har ratificeret - og alligevel sker der ingen ting.

Ulighed i retssikkerhed: Retssikkerheden er ulige fordelt her i landet - ikke mindst på det sociale område. Alle har naturligvis samme formelle ret til at klage, men for mange - ikke mindst mennesker med udviklingshæmning - kræver det, at man får den fornødne bistand. Nogle har heldigvis stærke pårørende, men det er langt fra alle. Og i disse år, hvor presset på medarbejderne er stort, er der færre, som tør yde denne nødvendige bistand i forbindelse med en klage.

Dette var tre bud på "projekter", som vores nye minister for "… og sociale forhold" kunne lægge sig i selen for at håndtere. Vel at mærke på en måde som reelt afspejler den erklærede vilje til at sikre indsatsen for dem, som har størst behov.

Leder fra LEV Bladet 1, 2014

Læs mere LEV 1 februar 2014

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap