tv2_220614.jpg Fra TV2.dk 23.06.2014

Sag om tvangsbortadoption og handicap for landsretten

Skal en kommune kunne tvangsbortadoptere et barn, fordi den biologiske mor har et handicap? Det skal landsretten tage stilling til, fortalte TV2 Nyhederne i går. LEV er stærkt bekymret - og frygter, at mange børn fremover vil miste kontakten til deres forældre med handicap, hvis kommunen får medhold i retten.

TV2 Nyhederne fortalte, at landsretten om få dage skal tage stilling til om Rødovre Kommune må tvangsbortadoptere et barn, der ikke bor sammen med sin biologiske mor, men som løbende gennem sit syvårige liv har haft fast samvær med hende.

Den biologiske mor hedder Michelle og er udviklingshæmmet som følge af en hjerneskade hun fik efter en langvarig behandling for leukæmi. Hendes udvikling blev hæmmet, og derfor kan hun i dag ikke tage vare på et barn på egen hånd. Derfor lod hun sin datter  anbringefrivilligt i en plejefamilie kort efter fødslen. Pigen har løbende haft samvær med sin biologiske familie og set moderen i små to timer hver 14. dag.

I 2011 beslutter Rødovre Kommune imidlertid at igangsætte en proces, der skal ende med tvangsbortadoption af datteren til plejefamilien. Beslutningen blev truffet af Børn- og Ungeudvalget i Rødovre Kommune og efter, at Michelle, med støtte fra sin familie, ankede afgørelsen, tabte familien først sagen i Ankestyrelsen og herefter i Statsforvaltningen. Sagen er nu nået til den sidste instans - landsretten.

LEV: Kan ende med ulykkelige konsekvenser for mange
I nyhedsindslaget kommer flere eksperter med kritik af kommunens beslutning om tvangsbortadoption. De mener ikke, at det er i barnets interesse af få brudt kontakten til sin biologiske mor og familie.

LEVs landsformand, Sytter Kristensen, der også medvirker i nyhedsindslaget, er også meget skeptisk over for tvangsbortadoptionen. Hun har tidligere forsøgt at råbe politikerne op om sagen med et debatindlæg tilbage i 2012, og hun er bekymret for udviklingen, hvis kommunen får medhold:

- Dette her kan ende med at få ulykkelige konsekvenser for en masse børn med forældre, der er udviklingshæmmede. Det er helt urimeligt, hvis det pludselig bliver sådan, at børn med udviklingshæmmede forældre, afskæres fra al kontakt til deres biologiske familie, siger Sytter Kristensen.

Hun mener desuden, at meget tyder på, at kommunen har svigtet sin opgave med at give Michelle den nødvendige støtte til at være forældre. På den måde bliver kommunens utilstrækkelige indsats indirekte årsagen til, at tvangsbortadoption overhovedet kan komme på tale.

Landsformanden mener, at sagen illustrer, at Danmark er på kant med FNs handicapkonvention. Artikel 23 forpligter nemlig Danmark til at hjælpe forældre med handicap med at varetage deres forældreforpligtelser.

- Og den støtte har Rødovre Kommune tydeligvis ikke givet Michelle i noget særligt omfang, siger Sytter Kristensen.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap