altingetsocial170614.jpg Fra Altinget.dk 17.06.2014

Svært handicappede nægtes førtidspension

Mange kommuner er dårlige til at give unge udviklingshæmmede deres førtidspension, efter fleks- og førtidspensionsreformen blev vedtaget, skriver landsformand i Landsforeningen LEV Sytter Kristensen.

Af Sytter Kristensen. Debatindlæg bragt i Altinget i dag.

Svært udviklingshæmmede nægtes adgang til førtidspension. Signalpolitikken vandt, unge mennesker med udviklingshæmning tabte.

De første erfaringer med fleks- og førtidspensionsreformen foreligger nu, og der er skræmmende. Man fristes til at spørge sig selv, om kommunerne rent faktisk læser lovgivningen, eller om det handler om noget helt andet.

Når den ene unge med udviklingshæmning efter den anden vurderes for god til førtidspension, så er det på tide, at regeringen overvejer sideeffekterne af en forenklet signalpolitik.

Der er nu mere end 250 unge udviklingshæmmede, som ikke kan få en førtidspension i første halvår af 2014. Ikke fordi de har arbejdsevne, men fordi den administrative håndtering i kommunerne er kørt helt af sporet.

I nogle kommuner ser det nærmest ud, som om man gætter sig lidt frem, og er man i tvivl, nægtes den udviklingshæmmede førtidspension.

Tiden er moden til at begynde oprydningen efter spindoktorernes forenklede budskaber om, at det nu var slut med førtidspension til alle unge under 40 år. De smarte og forenklede budskaber har nemlig ført til en katastrofal administrativ praksis i kommunerne.

Slogan og virkelighed
Da Mette Frederiksen (S) og Karen Hækkerup (S) i februar 2012 lancerede fleks- og førtidspensionsreformen skete det under paroler som "ingen førtidspension til unge under 40 år" og "ingen unge skal parkeres på passiv forsørgelse" og så videre.

Med brask og bram fik man skabt det indtryk, at Folketinget nu var på vej til at afskaffe førtidspensionen for alle under 40 år, hvilket jo faktisk slet ikke var tilfældet.

Virkeligheden i den lovgivning, som reformen endte med at blive til, er nemlig ikke helt så sloganagtig. Der er - også efter reformens ikrafttræden i januar 2013 - fortsat mennesker, der har så indgribende handicap, at kommunerne naturligvis skal tildele dem en førtidspension.

Det gælder for eksempel hovedparten af mennesker med udviklingshæmning og mennesker med multiple handicap. Denne gruppe unge har indgribende og (livs)varige funktionsnedsættelser, der gør, at de ikke har realistiske muligheder for selvforsørgelse på arbejdsmarkedet - heller ikke i et fleksjob. Sådan er loven altså.

Ligegyldighed eller spekulation?
Alligevel har vi siden lovens ikrafttræden efterhånden set en del stærkt foruroligende eksempler på, hvordan lovgiv­ningen forstås af dem, som skal forvalte den i praksis - dels fra dagspressen, dels fra en et stort antal henvendelser fra pårørende til unge med gennemgribende udviklingshandicap.

I Københavns Kommune fik en borger den besked, at førtidspension kun var for døende patienter. I Odense var beskeden, at der skulle årevis med arbejdsprøvning og afklaringsforløb til, før en ung kvinde med gennemgribende handicap kunne tildeles førtidspension. En anden kommune kunne fortælle, at man ikke tildelte førtidspension til mennesker med Down-syndrom, da det jo kunne gå over.

Den udvikling kan, så vidt jeg kan se, kun udlægges på to måder. Enten er der i nogle kommuner et foruroligende mangelfuldt kendskab til den faktiske lovgivning. Eller også er der kommuner, som på grund af reformens økonomiske incitamenter ligefrem spekulerer i at give borgerne fejlagtig rådgivning om, hvad lovgivningen siger.

Unge holdes hen
Og dermed er vi fremme ved signalpolitikkens omkostninger. I denne sag er omkostningen blandt andet, at unge, som åbenlyst er berettiget til en førtidspension, holdes hen med sludder og vrøvl fra deres kommune. De forsinkes derved helt urimeligt i deres udviklingsmuligheder.

Udviklings­muligheder, som godt nok ikke handler om selvforsørgelse på arbejdsmarkedet, men om et godt liv, hvor der også er mulighed for at bidrage. For disse unge er en førtidspension ikke en parkering på sidelinjen - en pension er tværtimod forudsætningen for, at der kan tages fat på en god udvikling.

Sandheden er jo, at unge med omfattende handicap godt kan få en tilværelse med indhold og udvikling, men det sker ikke ved at putte dem i udsigtsløse afklaringsforløb af mere eller mindre spekulative grunde.

LEVs advarsel
LEV gjorde - blandt andet i forbindelse med høringen på forslaget - opmærksom på faren for utilstrækkelig omsætning af førtidspensions- og fleksjobreformen i praksis.

Vi advarede om, at kommunerne risikerer at bruge en masse unødvendige ressourcer på udsigtsløse arbejdsprøvnings- og afklaringsforløb i forbindelse med de 'åbenlyse sager', og at sårbare unge kunne komme i klemme. Dengang blev der ikke lyttet.

Landsforeningen LEV har i forbindelse med de faktiske tal fra Ankestyrelsen, der dokumenterer den uhensigtsmæssige og sandsynligvis ulovlige administration af førtidspensionslovgivningen, skrevet til alle medlemmer af Folketinget.

Køen er lang af folketingsmedlemmer, der medgiver, at sådan skulle det aldrig være gået, og det var ikke meningen. Tiden er inde til at handle nu. Bolden ligger hos beskæftigelsesministeren og hos social-, børne- og integrationsministeren.

Løsningerne ligger lige for: Beskæftigelsesministeren bør udsende en præciserende vejledning, hvor man angiver nogle konkrete case eksempler, der kan illustrere, hvad det vil sige at være en åbenlys eller 'glat' pensionssag i relation til unge under 40 år.

Måske kunne der ligefrem være brug for en hotline, hvor jobcentremedarbejdere, der er usikre på, om en borger er en 'glat sag', vil kunne søge råd og vejledning.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap