sytter_lille.bmp 22.05.2014

Leder: Kald os bare kværulanter – vi har en sympatisk sag

Den 3. maj i år blev jeg tildelt en pris og en titel. Den Georgbruunske Fond udnævnte mig til sympatisk kværulant og med denne titel fulgte hele 250.000 kr., som jeg efterfølgende har doneret til LEVs politiske arbejde. Fondens begrundelse for tildelingen, var min deltagelse i debatten om den ofte ekstremt høje og helt urimelige brugerbetaling på støtte og ledsagelse, som mange udviklingshæmmede er blevet pålagt gennem årene.

Den pristildeling blev jeg naturligvis glad for. Det er en anerkendelse af LEVs indsats for en gruppe borgere, der ofte har vanskeligt ved på egen hånd at varetage deres interesser i den demokratiske offentlighed. Foruden glæden over anerkendelsen, fik prisen mig også til at tænke over den udfordrende situation, som mennesker med udviklingshæmning befinder sig i i det lokale demokrati - ikke mindst siden kommunalreformen.

Danmark er en meget decentralt organiseret velfærdsstat. Inden for en bred lovgivningsramme har kommunerne ansvaret for finansieringen, visitationen og leveringen af den nødvendige hjælp, som skal muliggøre, at blandt andre mennesker med udviklingshæmning kan få en rimelig tilværelse med indhold og udvikling i hverdagen. Folketinget udstikker rammerne med lovgivningen - fx serviceloven - og kommunerne skal udfylde disse rammer i praksis.

En kerneværdi i denne styringsmodel er det kommunale selvstyre. Og denne værdi, skal jeg ellers love for, at vi har hørt mange lovprisninger af på det seneste. KL og kommunerne vogter meget naturligt om selvstyret, men også i regeringen og Folketinget henvises der igen og igen til selvstyret. Hver gang en socialminister konfronteres med de urimelige forringelser, som mange udviklingshæmmede er blevet udsat for de senere år, er svaret noget i retning af: "Kommunerne skal naturligvis overholde lovgivningen, men jeg har stor respekt for det kommunale selvstyre. Hvis borgerne ikke er enige i en kommunal afgørelse kan de klage." Hver gang jeg støder på et af disse ministersvar kan jeg ikke frigøre mig fra oplevelsen af, at det kommunale selvstyre og ankesystemet anvendes som et værn mod at tage politisk ansvar - en ren afværgedagsorden.

Den decentrale velfærdsstat er baseret på et lokalt demokrati, og det giver kommunale politikere afgørende indflydelse på mennesker med udviklingshæmnings helt grundlæggende eksistensvilkår. Kommunale politikere er typisk optaget af at imødekomme deres vælgere - eller i hvert fald flertallet blandt dem - og det efterlader relativt små og meget sårbare borgergrupper i en ekstraordinær vanskelig situation. Mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende udgør ingen udslagsgivende vælgergruppe, og det kan være svært at gøre sig gældende og blive hørt i den magt- og ressourcekamp, som det lokale demokrati jo også er. Der ydes en stor indsats i mange af LEVs kredse, men i konkurrencen med de mange andre interessegrupper er det nogle gange svært at være de få.

Denne position i lokaldemokratiet er ekstraordinært sårbar, fordi mennesker med udviklingshæmning samtidig er helt afhængige af de prioriteringer, som lokalpolitikerne foretager. Udgifterne til hjælpen til udviklingshæmmede er synlig i de kommunale budgetter, og når det strammer til i forhandlingerne, så er det nemmere at skære nogle procent på dette område end at lægge sig ud med stærke vælgergrupper, som kan blive udslagsgivende for næste års valg.

Dette stiller krav til os i LEV - både lokalt og nationalt. Vi må fortsætte kampen for, at de mest sårbare ikke igen og igen bliver tabere i den lokale demokratiske proces. Men det stiller også krav til regeringen og politikerne på Christiansborg om ikke at skubbe ansvaret fra sig og gå i flyverskjul bag det kommunale selvstyre.

Leder fra LEV Bladet nr. 3.

Læs mere LEV 3 maj 2014

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap