corydon_4_web.jpg Foto: Stig Stasig 12.11.2014

Finanslov: Regeringen afviser at gøre noget ved ledsagelse

Trods et klart indspil om ledsagelse til alle fra Enhedslisten afviste regeringen at prioritere de nødvendige penge til formålet. Det er ubegribeligt, mener LEVs landsformand. Til gengæld forventer hun, at en del af de bevilgede midler til opsøgende sundhedstjek kommer til at gå til mennesker med udviklingshæmning 

I dag kl. 12.00 offentliggjorde regeringen en finanslovs-delaftale med Enhedslisten og SF på socialområdet. Aftalen indeholder blandt andet en ældrepakke med en slags klippekort for især de svageste hjemmehjælpsmodtagere - og det vil også komme til at omfatte en mindre gruppe mennesker med udviklingshæmning og andre handicap. Men ellers er det småt med resultater til gavn for udviklingshæmmede på socialområdet.

LEV har presset voldsomt på for, at også de mest sårbare mennesker med udviklingshæmning skulle få ret til minimum 15 timers ledsagelse månedligt. Men resultaterne udeblev, selvom forslaget i optakten til forhandlingerne både fik klar opbakning fra Venstre og Enhedslisten.

Enhedslisten, der er med i del-aftalen med regeringen, kunne ikke overtale regeringen, og det ærgrer LEVs landsformand, Sytter Kristensen:

- Der er overvældende dokumentation for, at stadig flere udviklingshæmmede svigtes af deres kommuner, når det gælder muligheden for ledsagelse. To undersøgelser inden for et halvt år har vist, hvad jeg har kaldt en tiltagende indespærring af de mest sårbare.

- Jeg begriber ikke, at regeringen ikke havde viljen til at gøre noget effektivt ved det nu, hvor man havde så oplagt en chance, siger Sytter Kristensen.

LEVs landsformand forventer midler til sundhedstjek
Mandag blev delaftalen for sundhedsområdet offentliggjort. Den baserer sig på regeringens udspil til en sundhedsstrategi, men indeholder desuden nogle ekstra satsninger, som der er opnået enighed med Enhedslisten og SF om.

Delaftalen på sundhedsområdet indebærer blandt andet, at der afsættes 1,5 mia. kroner til en "… klar plan for behandlingsforløb, målrettede sundhedstjek efter individuel vurdering af patientens risiko baseret på bedre beslutningsstøtteværktøjer…".

LEV har gennem en længere periode arbejdet målrettet for at sikre udviklingshæmmede et tilbud om årligt opsøgende sundhedstjek. Hvorvidt dette er indeholdt i aftalen er uklart - det vil afhænge af de konkretiseringer, som nu skal finde sted. Men LEVs landsformand er stadig optimist:

- Det vil næsten være grotesk, hvis der ikke kommer en model for opsøgende sundhedstjek til udviklingshæmmede. Undersøgelsen fra i år af sundhedstilstanden blandt udviklingshæmmede var stærkt bekymrende med en markant overdødelighed.

- Sundhedsministerens reaktion dengang var, at det krævede effektiv handling, og det går jeg ud fra, at man lever op til i denne aftale, siger Sytter Kristensen.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap