POL270315.JPG Fra politiken.dk 08.04.2015

En stille revolution i handicapsynet med fatal virkning

Fredag den 27.3. bragte Politiken en kronik af Anne Kjeld Pedersen. Kronikken bør være (endnu) en dybtrød alarm til landets nationale politiske beslutningstagere. Anne Kjeld Pedersen beskriver, hvordan Aarhus Kommune – med reference til en principafgørelse fra Ankestyrelsen - pludselig begyndte at stemple børn med omfattende handicap som børn uden betydeligt udviklingspotentiale.

Kommentarer og perspektivering
Af landsformand Sytter Kristensen

Stemplingen er lidt mere moderne end den kategorisering, som man foretog i efterkrigstidens åndssvageforsorg - her var benævnelsen ’asylister’, som typisk havde udsigt til et helt liv fastspændt i sengen på sovesalen. Selvfølgelig er vi et andet sted i dag, men logikken i stemplingen er den samme, nemlig at disse børn er en slags ’tabte sjæle’, som vi ikke skal bruge samfundsmæssige ressourcer på at give udviklingsmuligheder passende til deres forudsætninger – ”det nytter jo alligevel ikke noget”.

Som Anne Kjeld Pedersen viser i kronikken, så er det noget gedigent sludder at tale om mennesker med handicap på denne måde – selvfølgelig har alle potentialer for udvikling. Måske er det ikke altid en udvikling, som bringer dem tættere på selvforsørgelse på arbejdsmarkedet eller gør dem mere selvhjulpne, praktisk, socialt eller psykisk. Men vi taler om udviklingsmuligheder, der kan give højere livskvalitet og måske en oplevelse af at være herre i eget liv.

Anne Kjeld Pedersens kronik har udgangspunkt i den relativt lille gruppe børn, der har så betydelige handicap, at en døgnanbringelse kan være den rigtige løsning for barnet. Men det værdiskred, som kom til udtryk i Aarhus Kommunes stempling af børnene, er desværre ikke en enlig svipser. Skredet i menneskesynet og etikken i forhold til mennesker med omfattende og indgribende handicap er i disse år til at få øje på i mange sammenhænge: I kommunale budgetkataloger, serviceniveauer og konkrete afgørelser.

For nyligt blev jeg eksempelvis præsenteret for en myndighedsafgørelse fra Skive Kommune med besked til en udviklingshæmmet kvinde: ”Eftersom der i mange år har været arbejdet på udvikling og optræning af færdigheder, vurderes det, at muligheden for udvikling ikke længere er til stede. Dette betyder, at du ikke længere opfylder betingelserne for at modtage ydelser efter servicelovens § 85.” Servicelovens § 85 handler om socialpædagogisk bistand, og ifølge lovgivningen skal hjælpen blandt andet understøtte, at den enkelte ”så vidt muligt kan leve et liv på egne præmisser”. Men i Skive Kommunes udlægning var det blevet til en fradømmelse af kvindens udviklingsmuligheder, hvorefter hun ikke længere var værdig til socialpædagogisk bistand.

Kommunernes interesseorganisation, KL, bidrager også til værdiskredet. KL arbejdede således i 2013 intensivt på at fratage unge med de mest indgribende handicap retten til den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, STU. Igen var logikken, at kommunerne skulle have lov til at stempel mennesker som en slags u-underviselige, fordi der alligevel ikke var noget ”reelt udbytte”.

Kategorisering af mennesker som u-underviselige og ’asylister’ var en populær disciplin blandt overlægerne i efterkrigstidens åndssvageforsorg. Men 70’ernes og 80’ernes opgør med forsorgen førte til forandringer i retning af en etisk insisteren på, at det nytter at give alle mennesker udviklingsmuligheder – også selvom det ikke kan betale sig i de offentlige kasser i form af ’større selvhjulpenhed’ eller større arbejdsmarkedspotentiale.

Sagen om børnene fra Aarhus – og det udvalg af andre eksempler, som jeg her har videregivet – vidner om ’en stille revolution’ i menneskesynet i kommunernes forvaltning af handicappolitikken. En revolution, der peger bagud i retning af noget vi skamfuldt gjorde op med for mere end 30 år siden. Kursskiftet er ikke besluttet i Folketinget, men har fået lov at finde sted, fordi ministre og Folketing vælger at lukke øjnene og henvise til det hellige kommunale selvstyre.

Den stille revolution er tydeligvis begrundet i en heftig kommunal krisebevidsthed – der er gennemført voldsomme besparelser på hjælpen til mennesker med udviklingshæmning og andre handicap de seneste 4-5 år. Men revolutionen er også begrundet i, at vi taler om en lille og ekstremt sårbar gruppe mennesker, som nemt bliver ofrene i det lokale demokrati.

Forældrene i Aarhus kæmpede bravt mod kommunen og vandt. Men det er faktisk undtagelsen, som bekræfter reglen. Unge og voksne med udviklingshæmning taber hver dag i den barske kommunale virkelighed.  Mange er uden pårørende til at kæmpe deres sag – og så er de nemme ofre, når kommunens budgetforlig skal på plads en sen aften på rådhuset.

Det er en alvorlig svaghed ved ’det lokale demokratiske fællesskab’. En svaghed, som stiller krav til regering og Folketing. Det ansvar er hidtil blevet svigtet trods de mange skåltaler om, at vi skal målrette og prioritere velfærden til gavn for de svageste.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap