Sytter 24.02.2015

Refusionsreform: Unge med handicap risikerer at blive ofre for kommunal kassetænkning

Den 11. september sidste år skrev socialministeren til samtlige kommuner, at det gav ”… anledning til bekymring”, at der siden fortidspensions- og fleksjobreformen havde været tale om et ”… væsentligt fald i tilkendelser af førtidspension til unge 18-19 årige i forhold til 2010-2012”. Ministeren slog på denne baggrund fast, at ”… der fortsat skal tilkendes førtidspension – herunder til unge” såfremt der er tale om personer, hvor det er åbenlyst, at der ikke er udsigt til selvforsørgelse på arbejdsmarkedet – altså de såkaldte ’glatte pensionssager’.

Ministerens baggrund for at reagere var solid. Ankestyrelsens statistik viser eksempelvis, at nytildelingen af førtidspension til udviklingshæmmede under 40 år er mere end halveret siden 2010 – og i medierne er vi blevet præsenteret for den ene sag efter den anden, hvor kommuner afviser at tildele førtidspension til unge med omfattende og indgribende funktionsnedsættelser – eksempelvis multihandicap eller udviklingshæmning. Helt i strid med reglerne, og med den konsekvens at disse unge holdes hen i udsigtsløse jobafklaringsforløb, som alle ved alligevel ender med førtidspension. Det er uværdigt for de unge – men også spild af sagsbehandlingsressourcer i kommunerne.

I LEV var vi glade for ministerens ret klare reaktion på den bekymrende udvikling - også selvom vi endnu har til gode at se en effekt i statistikken over nytilkendelser af førtidspension. Men socialministerens signal var vigtigt.

Men håbet om en bedring i kommunernes pensionstildeling til de unge med betydelige handicap fik imidlertid et skud for boven med den aftale om ændring af refusionssystemet for overførselsindkomsterne, som blev indgået for nyligt. Reformen vil nemlig betyde, at kommunerne får endnu stærkere økonomiske tilskyndelser til ikke at tildele førtidspension, selvom pensionsgrundlaget åbenlyst er til stede – altså selvom der er tale om en ’glat pensionssag’.

Den nye model for statens refusion af kommunernes udgifter til overførselsindkomster er omfattende. Modsat i dag, indføres den samme meget lave refusionsprocent for langt de fleste overførselsindkomster – herunder kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge, førtidspension, fleksjobydelse osv. Alle refusioner aftrappes efter samme model - fra 80 pct. refusion de første uger til blot 20 pct. ved udgangen af det første år. Det betyder et stort fald i kommunernes refusionsindtægter, og derfor øges bloktilskuddet tilsvarende.

Generelt sker der en ganske markant omlægning fra statslige refusioner henimod bloktilskud. Ifølge forliget taler vi om en omlægning på 7,6 mia. i 2016 og hele 16,7 mia. i 2032.

Kommunerne har allerede i dag en økonomisk tilskyndelse til at tildele yngre udviklingshæmmede eller andre med indgribende handicap diverse midlertidige ydelser, som fx kontanthjælp. Men i kraft af den lavere refusion og den betydelige omlægning fra refusion til bloktilskud vil denne tilskyndelse vokse markant. Og de incitamenter vil kommunerne jo nok reagere på – og i denne situation til skade for yngre udviklingshæmmede med krav på en førtidspension.

Jeg forstår udmærket det politiske ønske om at sætte ind over for tendenserne til refusionstænkning i kommunerne. Det er en rigtig ambition. Men unge med udviklingshæmning og andre meget betydelige handicap risikerer at komme i klemme – og det må modvirkes.

Jeg opfordrer derfor regeringen og forligspartierne til at sikre, at denne lille - men meget sårbare – gruppe unge med handicap ikke bliver utilsigtede ofre i det store spil om økonomistyringen af kommunerne.

Den mest oplagte løsning er nok, at der ydes stærkere retsgarantier i forbindelse med de ’glatte pensionssager’ – retsgarantier, der rækker videre end den formelle ret til at klage over kommunens afgørelse, da det desværre er for få, som formår at benytte sig af denne ret i praksis.

Jeg håber, at regeringen og forligspartierne vil lytte. Der må findes en løsning, der beskytter nogle af de mest skrøbelige unge, vi har, mod kommunal kassetænkning.

Indlæg af Sytter Kristensen, bragt i Altinget:Social 24.02.2015

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap