manu sareen_web.jpg 06.01.2015

Socialminister til kommunerne: Meget bekymrende hvis der ikke ydes ledsagelse

Socialministeren sendte i går et brev om socialpædagogisk ledsagelse til mennesker med handicap til samtlige kommuner. Han er bekymret for de kommuner, som tilsyneladende ikke yder ledsagelse i forbindelse med ferier, udflugter eller lignende. LEVs landsformand glæder sig over ministerens initiativ og håber det vil have effekt i praksis.

Socialminister Manu Sareen henviser i brevet til resultaterne fra KL's undersøgelse om serviceniveauer for ledsagelse, som blev offentliggjort i slutningen af november. Et af undersøgelsens nøgleresultater var, at hele 12 kommuner både har et serviceniveau på nul dage årligt i forhold til ferieledsagelse og i forhold til ledsagelse til fritidsaktiviteter med videre.

I brevet udlægger ministeren resultaterne, som om der ikke er taget politisk stilling i disse kommuner til ydelsen af ledsagelse. Men undersøgelsen viser faktisk, at der er taget stilling i disse kommuner - kommunerne har netop svaret, at niveauet i kommunen er fastsat til nul dage årligt.

Bekymrende resultater
Uanset denne lidt upræcise læsning af KL-undersøgelsen, så er socialministeren relativt tydelig i sin vurdering af situationen. Manu Sareen skriver blandt andet i brevet:

"Som resultaterne af KL's undersøgelse foreligger oplyst, kan der i de 12 kommuner være borgere, som har behov for pædagogisk ledsagelse uden for bostedet, men som ikke tilbydes dette. Der kan derfor være borgere, der ikke får mulighed for at få støtte til at udvikle eller vedligeholde en identitet med livsudfoldelse uden for boformens bygningsmæssige rammer. Hvis det er tilfældet, finder jeg det meget bekymrende."

Han tilføjer derefter, at "Borgere på kommunale bosteder mv. er en af de svageste grupper i vores samfund, og socialpædagogisk støtte, herunder pædagogisk ledsagelse, er en kommunal kerneydelse."

På denne baggrund konstaterer ministeren, at der i de 12 kommuner kan være et behov for opfølgning på om indsatsen lever op til lovgivningen.

Problemerne er langt større, men godt med ministerreaktion
LEVs landsformand, Sytter Kristensen, er glad for, at socialministeren nu har valgt at reagere på resultaterne af KL's undersøgelse:

- Efter min vurdering viser KL's undersøgelse et langt mere problematisk billede end blot de 12 kommuner, som er værst. Vi kan på ingen måde gå ud fra, at alt er i sin skønneste orden i de resterende 86 kommuner. Langt fra! Det giver undersøgelsen slet ikke grundlag for.

- Men det er godt, at ministeren med dette hyrdebrev til samtlige kommuner sender et tydeligt signal om, at kommunerne skal leve op til deres ansvar over for udviklingshæmmede og andre sårbare borgere med et ledsagelsesbehov - også når det gælder ferie og fritidsaktiviteter.

- Men ministersignaler løser nok ikke alle problemerne. Desværre! Det er derfor jeg igen og igen har opfordret regering og Folketing til at give alle med et ledsagelsesbehov samme rettigheder til individuel ledsagelse, sige Sytter Kristensen.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap