holde hånd hans juhl.jpg Foto: Hans Juhl 13.06.2015

Gode viljer - så længe det er gratis

Sidst i maj, kort før valget blev udskrevet, behandlede Folketinget et beslutningsforslag om at give alle med ledsagelsesbehov en rettighed til ledsagelse – uanset om der er brug for socialpædagogisk bistand i forbindelse med ledsagelsen eller ej. Forslaget blev ikke vedtaget – Socialdemokraterne, Venstre, De Radikale og Liberal Alliance afviste det, men der var konstruktive meldinger fra de øvrige partier

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

Forslaget, der var fremsat af Enhedslisten, gik kort fortalt ud på at fjerne de regler i Servicelovens ledsageordning (§97 – voksne og §45 – børn), der er med til at udelukke mange udviklingshæmmede, og andre med betydelige kognitive handicap, fra at blive tildelt de 15 individuelle ledsagelsestimer månedligt.

I forslaget skriver Enhedslisten således blandt andet, at ”…ledsageordning for borgere med handicap ændres, så den også kan bruges af udviklingshæmmede, der har brug for socialpædagogisk støtte. Det skal kort sagt ske, ved at de eksisterende begrænsninger vedrørende ledsagelsens karakter (jf. bekendtgørelse nr. 235 af 9. marts 2012 om ledsageordningen) fjernes. (…). Hvis der er brug for socialpædagogisk støtte i forbindelse med ydelsen af de 15 timer, vil kommunen være forpligtet til at stille denne type ledsagelse til rådighed”. Finansieringen, som skønnes at være mellem 150 og 200 mio. kroner årligt til cirka 5.000 borgere, foreslår Enhedslisten findes ved at beskære statens samlede konsulentudgifter med 5 pct.

Beslutningsforslaget ligger tæt op af det forslag, som LEV har bragt ind i debatten om ledsagelse til udviklingshæmmede. En debat, som for alvor tog fart efter, at KL havde meldt klart ud, at det er – og altid har været – i strid med lovgivningen at opkræve brugerbetaling for ledsagelse efter servicelovens §85 om socialpædagogisk bistand, for eksempel i forbindelse med den årlige sommerhusferie, festival og så videre. LEVs landsformand har således igen og igen slået til lyd for, at den eneste realistiske vej til at beskytte udviklingshæmmedes mulighed for et anstændigt og garanteret niveau af ledsagelse er, at alle omfattes af den eksisterende ledsageordning efter Servicelovens §97.

Bred sympati – varierende vilje til handling
Ved førstebehandlingen af Enhedslistens beslutningsforslag udtrykte partierne generelt stor sympati for forslagets hensigt. Alle mente, at mennesker med udviklingshæmning naturligvis skal have mulighed for få den nødvendige ledsagelse – og dermed mulighed for at komme uden for boligen og være en del af det omgivende samfund.

Et udsnit af partiernes sympatitilkendegivelser kan ses i tekstboksen (se næste side), og som det fremgår synes alle partier, at det er vigtigt, at mennesker med udviklingshæmning og andre kognitive handicap får den ledsagelse, som de har behov for. Udviklingshæmmede skal have den nødvendige ledsagelse, lyder det fra alle sider af Folketingssalen.

Men her hører enigheden så også op. Beslutningsforslaget fik nemlig langt fra den opbakning, som man skulle tro målt ud fra meldingerne om, at der selvfølgelig skal ydes den nødvendige ledsagelse, når der er behov for det.

Modstand mod standarder og rettigheder
Venstre afviste at støtte forslaget, fordi de synes, at beregningen af statens udgift på mellem 150 og 200 millioner kroner ikke var god nok. Desuden mente Venstre, at den pulje på 39 millioner kroner, som blev afsat til ledsagelse i satspuljeforhandlingerne, var tilstrækkelig i første omgang.

De Radikale og Liberal Alliance var også forbeholdne overfor udgifterne, men herfra var der også skepsis over at fastsætte en minimumsstandard for ledsagelsen. Lotte Rod fra De Radikale gentog i den forbindelse den sædvanlige opbakning til kommunernes mulighed for selv at lægge niveauet: ”Og tingene bliver jo ikke nødvendigvis bedre af, at vi binder pengene på en bestemt måde i Folketinget. Nogle kommuner gør allerede det, at beboere i botilbud får socialpædagogisk ledsagelse til biografture eller 5-dages ferie i sommerhus, og det er ikke sikkert, at en standardiseret ordning ville være bedre for dem.”

Socialdemokraterne mente, at de eksisterende regler er gode nok, som de er. Bjarne Lausten sagde således i sin ordførertale: ”I stedet for at begynde at indføre mere eller mindre rigide regler, mener vi, at det er bedre at påpege over for kommunerne, hvad det er for nogle forpligtelser, de i forvejen har. For ifølge §85 i serviceloven har kommunerne allerede en forpligtelse til at tilbyde socialpædagogisk ledsagelse til målgruppen for det her beslutningsforslag.” Frem for en håndfast rettighed til ledsagelse – som andre med handicap har ifølge §97 – mener Socialdemokraterne, at man i stedet skal satse på opfordringer til kommunerne, som dem socialminister Manu Sareen kom med i januar i år oven på KL's undersøgelse om serviceniveauer for ledsagelse. Hvorfor reglerne i den eksisterende ledsageordning er ’rigide’, når det gælder mennesker med udviklingshæmning (og ikke de eksisterende målgrupper), var uklart i socialdemokraternes ordførertale.

Konstruktiv vilje til at arbejde videre
Fra Dansk Folkepartis ordfører, Karina Adsbøl, var der større erkendelse af, at der er omfattende og reelle problemer med at få den nødvendige ledsagelse i mange kommuner. Karina Adsbøl bakkede op om, at man arbejder videre med forslaget i socialudvalget, og hun håbede, ”at ministeren også er indstillet på at finde nogle holdbare løsninger fremadrettet.”

SF's ordfører Trine Mack mente også, at den aktuelle situation er uholdbar: ”I nogle kommuner er serviceniveauet ganske enkelt for ringe. At borgere ikke kommer ud, fordi kommunen ikke stiller socialpædagogisk ledsagelse til rådighed, er selvsagt hverken optimalt eller acceptabelt. I SF mener vi, at alle borgere bør have ret til at komme ud”.

SF valgte imidlertid ikke at støtte beslutningsforslaget, fordi de var usikre på finansieringen. Men SF gav klart udtryk for, at man gerne ville arbejde videre med at finde holdbare løsninger: ”Vi vil meget gerne drøfte, hvordan vi sikrer, at alle borgere, som har brug for ledsagelse, også har muligheden for det. Vi vil også meget gerne drøfte, hvordan vi får et mere ensartet og mere solidt serviceniveau på tværs af kommunerne i Danmark”, sagde Trine Mack blandt andet.

Fra Det Konservative Folkeparti var der ligeledes helhjertet opbakning til tænkningen i Enhedslistens forslag. Ordføreren, Daniel Rugholm, forklarede i en kort, men klar ordførertale, at De Konservative ”… er enige i, at persongruppen, der er berettiget til ledsageordningen, skal udvides til også at omfatte udviklingshæmmede, senhjerneskadede og andre med brug for socialpædagogisk bistand og dermed en særskilt kvalificeret ledsager, der kender personen. Det vigtige må være behovet og ikke, hvilken diagnose man har fået. Hvis behovet er der, bør muligheden for ledsageordning også være der.”

Denne klare udlægning fra De Konservative rammer ned i hjertet af problemstillingen med den eksisterende ledsageordning: At det ikke er behovet, men derimod diagnosen, som i dag er afgørende for, om man har en rettighed til ledsagelse eller ej. Alligevel valgte de Konservative ikke at støtte beslutningsforslaget, fordi de ikke er enige i, at finansieringen skal findes ved at spare på statens konsulentudgifter.

Sympati så længe det ikke koster
Sammenfattende tegner førstebehandlingen et billede af et Folketing, hvor der er stor og bred sympati for udviklingshæmmedes krav på at få den nødvendige ledsagelse – i hvert fald så længe det ikke koster noget.

Artikel fra LEV 4, juni 2015
På grund af folketingsvalget har vi valgt at lægge enkelte artikler ud på lev.dk, inden det fysiske blad er udkommet.

Læs mere LEV 4 juni 2015

Inklusion i virkeligheden

Inklusion i virkeligheden