Sytter 13.06.2015

Leder - Kernevelfærd eller kernevælgervelfærd

Valgkampens hovedspørgsmål har været dagpenge, kontanthjælp, flygtninge, ulandsbistand, politiet og noget, der kaldes ’kernevelfærden’.

’Kernevelfærd’ er jo en spændende størrelse, ikke mindst for mennesker med udviklingshæmning og andre handicap, der er helt afhængige af, at samfundet yder en anstændig hjælp. For ’kernevelfærden’ den skal i hvert fald prioriteres, kunne man forstå på politikerne i valgkampen.

Men hvad er det der kernevelfærd egentlig for noget?

Ud fra debatten, kan vi være ret sikre på, at det danske sundhedssystem er en del af ’kernevelfærden’. Og her er der ingen smalle steder. Fra begge ’blokke’ fremlægges milliardplaner, som skal sikre, at sundhedssystemet kan imødekomme de voksende behov i en aldrene befolkning som den danske – og det afvises blankt, at der er behov for at prioritere på sundhedsområdet. Her skal der tilføres nye penge, blandt andet på grund af de stærkt stigende medicinudgifter.

Det er altså attraktivt at opnå status som kernevelfærd. Det afføder nemlig politisk opmærksomhed og økonomisk prioritering. Men igen – hvem er inde i varmen, og hvem er ude? Hvem er i kernen – og hvem er i periferien?

Med de løfter, der er givet om styrkelse af især sundhedsområdet, bliver det ikke muntert at stå uden for kernevelfærden. Finansieringen af de store ambitioner skal jo findes et sted, når nulvækst, eller en endog meget beskeden vækst i den samlede økonomiske ramme, er udgangspunktet.

På tværs af partier og ’blokke’ hører vi med jævne mellemrum, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste. Det synes jeg lyder som en fair målestok, som kan være med til at definere ’kernen’. Med denne målestok har jeg vanskeligt ved at se, hvordan en anstændig hjælp til mennesker med udviklingshæmning kan falde uden for kernevelfærden.

Men så må jeg samtidigt konstatere, at en del af kernevelfærden er blevet svigtet fælt de senere år. Det blev netop de svageste – herunder ikke mindst mennesker med udviklingshæmning og andre handicap – som kom til at betale en meget høj pris for krisen og en eksperimenterende kommunalreform.

Derfor står jeg også tilbage med et paradoks: En anstændig hjælp til mennesker med udviklingshæmning må ud fra enhver målestok anses for at være ’kernevelfærd’. Alligevel har de seneste par regeringer ladet kommunerne foretage heftige forringelser af hjælpen til sårbare mennesker. Det giver jo ikke mening midt i al den politiske omsorg for kernevelfærden.

Min mistanke er, at politikerne i virkeligheden mener kernevælgervelfærd, når de siger kernevelfærd. Dermed smykker man sig retorisk med en social ansvarlighed for ’de svageste’. Men i virkelighedens prioriteringer fortsætter man med at lade dem betale. Artiklen her i bladet om Folketingets behandling af beslutningsforslaget om ledsagelse er vel egentlig en meget god illustration af denne mekanisme. Det er ikke kønt. Min mistanke er, at politikerne i virkeligheden mener kernevælgervelfærd, når de siger kernevelfærd. Dermed smykker man sig retorisk med en social ansvarlighed for ’de svageste’

Leder i LEV 4, juni 2015

På grund af folketingsvalget har vi valgt at lægge enkelte artikler ud på lev.dk, inden det fysiske blad er udkommet.

Læs mere LEV 4 juni 2015

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap