Manu - foran rådhuset Fotograf: Tejs Thure Lindhardt 13.06.2015

Talmagi

Socialminister, Manu Sareen, som også deltog i Folketingets behandling af forslaget, bidrog på ingen måde til at reducere usikkerheden om antallet af personer, som ville få ret til en ledsageordning med forslaget. Faktisk tværtimod

I sin indledende tale i forbindelse med behandlingen af forslaget havde ministeren denne udlægning af, hvor mange personer, der ville blive omfattet af ledsageordningen, hvis forslaget blev vedtaget og ført ud i livet:

”Enhedslisten har anslået den potentielle målgruppe til at være ca. 5.000 personer. Den reelle målgruppe er væsentlig større end de ca. 5.000 personer, som Enhedslisten anslår. Alene på botilbud efter servicelovens §107 og §108 bor der ca. 7.800 personer med psykisk funktionsnedsættelse.”

Ministeren – som har et helt embedsapparat bag sig – afviste således Enhedslistens skøn med den begrundelse, at der er ca. 2.800 flere personer med udviklingshæmning, som bor i botilbud efter serviceloven.

Dermed antyder ministeren dels, at samtlige beboere i botilbud har et ledsagelsesbehov, dels, at der blandt beboerne i disse tilbud ikke er borgere, som allerede har en ledsageordning. Begge disse indirekte påstande er uden begrundelse i virkelighedens verden, og medvirker kun til at sløre og forvirre diskussionen.

For det første er det naturligvis ikke alle udviklingshæmmede – heller ikke alle beboere i botilbud – som overhovedet har brug for en ledsager. En del kan for eksempel sagtens færdes på egen hånd – i biffen, til frisøren eller andet.

For det andet overser ministeren, det indlysende forhold, at der allerede er en hel del udviklingshæmmede i botilbud, som allerede i dag har (eller i hvert fald har ret til) en ledsageordning efter de eksisterende regler i § 97. Det er således kun den særligt sårbare del af beboerne, som ikke kan ledsages uden socialpædagogisk bistand, der er den nye målgruppe, som forslaget sigter på at hjælpe.

Det er bekymrende, at den faglige rådgivning af den ansvarlige minister ikke har formået at medtage disse åbenlyst afgørende forhold i vurderingen af målgruppens størrelse. Ministerens mildest talt upræcise udlægning bidrog således til at skabe unødig usikkerhed om økonomien i forslaget.

Statens merudgift ved forslaget blev pustet op med ministerens u-underbyggede påstand om, at antallet af modtagere er meget større. Den linje anlagde regeringen også, da ledsagelsesforslaget blev bragt op i finanslovsforhandlingerne i 2014. Her var var det Finansministeriet, som stod for tal-akrobatikken, som blandt andet lagde til grund, at alle modtagere af socialpædagogisk bistand fremover ville få ret til en ledsageordning.

Lægger man denne absurde påstand til grund, bliver antallet af ledsagelsesmodtagere endog meget stort. Og så er det jo nemt at skabe en stemning af, at det nærmest vil tømme statskassen, hvis forslaget blev gennemført. Dengang nåede Finansministeriets embedsmænd således frem til, at det ville koste ca. 900 millioner årligt at gennemføre en ledsageordning, som kan bruges af udviklingshæmmede med behov for socialpædagogisk bistand.

Socialministeren gentog trods alt ikke Finansministeriets absurde beregninger i sin tale, men gjorde alligevel sit bedste for at skabe usikkerhed om økonomien. Det er ikke til at vide, om denne usikkerhed var tilsigtet. Men tilbage står i hvert fald, at økonomien var den afgørende begrundelse for ikke at støtte forslaget for flere af partierne.

Artikel fra LEV 4, juni 2015
På grund af folketingsvalget har vi valgt at lægge enkelte artikler ud på lev.dk, inden det fysiske blad er udkommet.

Læs mere LEV 4 juni 2015

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap