Anbragt i historien - kollage.jpg 26.03.2015

Anbragt i historien: Øjenvidner fortæller om forsorgen

Tankevækkende og bevægende fortællinger fra tidligere indlagte og anbragte i forsorgen spiller en central rolle i nyt stort forskningsværk om Danmarks behandling af sine sårbare og udsatte borgere fra 1945 til 1980. Men det, der blev vundet, er nu truet af tidens kuglerammetænkning.

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

”Bente rasler med sine nøgler og tænker igen på dengang, hun blev låst inde. ”Jeg blev låst inde, og jeg tænkte, hvad er det, der rasler, det er nøgler, jeg sad sådan helt alene. (...) Jeg kunne høre, hvordan de gik og raslede med nøglerne - først den ene vej og så den anden vej - ligesom politibetjente.””

Bente Drejer er et af de mange mennesker, som kommer til orde i den netop offentliggjorte forskningsrapport ”Anbragt i historien”. Bente var anbragt på åndssvageanstalten Ebberødgård fra 1949 til 1959, og hendes beretning er også et vidnesbyrd om forholdene for nogle af de mange andre anbragte.

I beretningen fortæller Bente blandt andet, hvordan nogle af de andre anbragte var fastspændt døgnet rundt eller ligefrem låst inde i et bur på afdelingen.

Bente er stadig vred over det, hun blev udsat for dengang – ikke mindst, at hun blev steriliseret: ”Jeg kan ikke få børn. Jeg er opereret for det. Det var dengang nede på Ebberødgård (…) Dengang fik man ikke noget at vide nede på Ebberødgård,” fortæller Bente blandt andet.

Vidnesbyrdet fra Bente afsluttes med, at hun viser intervieweren rundt på sit nuværende bosted – ”… et nybygget plejecenter for udviklingshæmmede, som på mange måder minder om de gamle institutioner”, som rapporten nøgternt konstaterer. ”Bente er hurtig til bens bag sin rollator og stryger ned ad de lange linoleumsbelagte gange.”

Omfattende og grundigt værk
Forskningsrapporten ”Anbragt i historien” er fyldt med denne slags øjenvidneberetninger fra mennesker, der enten var anbragt på børnehjem, indlagt på sindssygehospital eller anbragt på forsorgshjem, i åndssvageforsorgen eller andre dele af datidens særforsorg.

Perioden er afgrænset til 1945 til 1980, og der gås grundigt til værks. Over næsten 500 sider beskrives og analyseres forsorgens historie og det menneskesyn og de forestillinger, som lå til grund for den måde, sårbare og udsatte børn, unge og voksne blev behandlet.

Rapporten er opbygget kronologisk og behandler løbende udviklingen inden for de forskellige dele af forsorgen. Derved får man et godt billede af sammenfald og forskelle i de begivenheder og ideologiske og politiske spring, som finder sted i forhold til de forskellige målgrupper.

Eksempelvis vises det tydeligt, hvordan dannelsen af Landsforeningen LEV i 1952 fik afgørende betydning for, at reformeringen af datidens åndssvageforsorg kom tidligere i gang end tilfældet var i forhold til sindssygehospitalerne.

Personlige beretninger kombineret med historisk analyse
Kronologien er inddelt i tre perioder, som karakteriseres på denne måde: En første periode fra 1945 til 1957, der er præget af idéer om, at udsatte grupper skal behandles i store institutioner under lægelig ledelse. Det er i denne periode, at kirurgiske og medicinske indgreb som det hvide snit og sterilisation får stor udbredelse i især åndssvageforsorgen.

En anden periode fra 1958 til 1968, hvor ideer om normalisering og menneskerettigheder ganske gradvist opnår udbredelse, og hvor lægerne bliver udfordret af andre faggrupper, som pædagoger og psykologer. De fysiske rammer er fortsat de store institutioner. En sidste periode fra 1968 frem til 1980, hvor opgøret med de store institutioner tager fart. Forsorgen udsættes for en betydelig faglig og folkelig kritik, og det er med til at danne baggrunden for en gradvis udvikling i retning af mindre bofællesskaber. Den faglige tilgang undergår også en forandring i denne periode med større fokus på socialpædagogik og undervisning af de indlagte og anbragte i forsorgen.

Gennem hele rapporten suppleres den historiske beskrivelse og analyse af personlige øjenvidneberetninger, som den fra Bente der indleder artiklen. Øjenvidneberetningerne, der både stammer fra forsorgens anbragte og indlagte og fra medarbejdere fra denne periode, medvirker dermed til at perspektivere og menneskeliggøre den historiske beskrivelse.

Ellen – 40 år i forsorgen
Det gælder eksempelvis øjenvidneberetningen om Ellen Larsen. Hun boede næsten 40 år på Andersvænge i Slagelse – fra hun var otte år gammel i 1951 og frem til 1991. Ellens beretning indeholder en simpel observation, der nærmest symboliserer udviklingen i den samlede periode.

Intervieweren har fået lov til at kigge i Ellens papirer, og i mappen ligger nogle ganske få personlige fotografier. Intervieweren beskriver fotografierne således:

”En lille pige i institutionens ternede kjole og forklæde står op ad en lukket dør med en målestok på dørkarmen. En lidt ældre pige sidder på en taburet op ad en hvid væg i nattøj med et uldtæppe omkring sig. Senere i 1970’erne og starten af 1980’erne er der taget to nærbilleder af Ellen, hvor det ser ud som om, hun har sit eget tøj på.”

Glad for, at det ikke er gamle dage længere
Men Ellen har også oplevet forandringen på andre måder end beklædningen. Hun fortæller om et barsk klima mellem beboerne på Andersvænge: ”Ellen kan huske, at en anden beboer, Dagny, hver dag slog hende i hovedet. ”Jeg var bange for hende, og jeg tudede og skreg og skabte mig, og så bed jeg Jonna i armen rigtig hårdt. Hun sad i kørestol.”” De stærke slog de mindre stærke. Men ifølge Ellen handlede det også om noget andet. ”Jeg bed de andre i armene, fordi de havde familie. Jeg var jaloux. Jeg kom aldrig hjem til nogen.”

Beretningen afsluttes med en refleksion, som på mange måder opsummerer udviklingen i de vilkår, som Ellen har haft for sin tilværelse, siden hun som otteårig blev anbragt i åndssvageforsorgen. Interviewet er ved at være slut, og intervieweren og Ellen tager afsked inde i Slagelse by:

””Det var ikke sjovt dengang, det var ikke sjovt,” siger hun. ”Jeg er glad for, at det ikke er gamle dage længere.” Hun trækker strikhuen ned over ørerne, og vi siger farvel. Ellen, som engang blev lukket inde og lagt i seng hver dag klokken 14, går op ad gaden, foroverbøjet i lammeskindsjakken med hænderne og de to poser med perler svingende bag sig på ryggen.”

Opgøret med uunderviselighed
Rapportens sidste del beskæftiger sig med opbruddet i 1970erne, hvor kampen mellem overlægerne og pædagoger og lærere rasede inden for åndssvageforsorgen.

En af de nøgleepisoder, som beskrives i den forbindelse, er det pædagogiske eksperiment, som 50 lærere gennemførte i sommeren 1971 på Rødbygård. Målet var at vise, at ingen er u-underviselige – 12 multihandicappede børn fik denne sommer undervisning, og der blev opnået bemærkelsesværdige resultater.

Forsøget måtte stoppes igen på grund af manglende finansiering, men det var lykkedes at tilbagevise en fasttømret forestilling hos lægevældet i forsorgen om, at nogle handicappede (børn som voksne) var ude af stand til at lære noget – ude af stand til at udvikle sig. Forestillingen om ’de u-underviselige’ var på vej til at blive lagt i graven.

En vigtig rapport for samtiden
Det er et af de tankevækkende steder i rapporten. Som beskrevet andet sted i dette blad er vores samtids lokalpolitikere og embedsmænd ved at genopfinde ’de u-underviselige’. I et småligt og kynisk forsøg på at skære endnu hårdere i hjælpen til de mest sårbare medborgere, udpeges børn og voksne som mennesker uden udviklingspotentiale. Derved opnås måske en kortsigtet besparelse, men prisen er i virkeligheden høj, nemlig promoveringen af et menneskesyn, som pædagoger, pårørende og socialpolitikere tog et fremsynet og vigtigt opgør med fra begyndelsen af 1970’erne.

Selvom fortællingen om forsorgen i ”Anbragt i historien” grundlæggende er en beretning om gradvise men kontinuerlige fremskridt – så kan vi altså ikke uden videre regne med, at fremskridtene fortsætter. Især derfor er ”Anbragt i historien” altså en vigtig rapport.

Det er en umulig opgave, at udlægge et så omfattende værk, som ”Anbragt i historien” i en artikel som denne. Jeg har kun givet nogle få glimt – og opfordringen må derfor være til alle: Tag selv et kig i rapporten – ikke nødvendigvis slavisk gennem alle 500 sider, men pluk rundt omkring.


Om rapporten

Anbragt i Historien - Et socialhistorisk projekt om anbragte og indlagte i perioden 1945-1980

Af Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen, Jacob Knage Rasmussen og Klaus Petersen

Rapporten er udgivet af Svendborg Museum. Rapporten udgives i bogform til sommer. Men lige nu kan hele rapporten og meget mere materiale om projektet findes på anbragtihistorien.dk.

 

Artiklen "Anbragt i historien:  Øjenvidner fortæller om forsorgen" blev bragt i LEV nr. 2 marts 2015

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap