Sytter 24.03.2015

Leder: Mennesker uden potentiale for at udvikle sig?

Jeg er forfærdet over den udvikling, vi aktuelt ser i alt for mange kommuners forvaltning af deres ansvar for handicap- og socialpolitikken. De mangeårige og markante forringelser i hjælpen er én ting. Men hæver vi blikket lidt og ser på nogle af de overordnede udviklingstendenser, så er der også grund til bekymring på lang sigt.

I dette nummer af LEV Bladet har vi en fyldig omtale af den nye forskningsrapport ”Anbragt i historien” om blandt andet åndssvageforsorgens historie fra 1945 til 1980. Det er lærerig læsning – ikke mindst fordi rapporten viser, hvad vi som samfund har kæmpet for at komme væk fra siden 1970’erne. Væk fra de store institutioner, væk fra fratagelsen af det lige medborgerskab, væk fra pacificering og indespærring – og væk fra udpegningen af borgere som u-underviselige uden udviklingspotentiale.

Det er på ingen måde gået fremad med lynskridt siden 1970’ernes og 80’ernes værdipolitiske opgør med menneskesynet og behandlingen af mennesker i åndssvageforsorgen. Men retningen var der aldrig tvivl om.

Eller det vil sige: Der var ikke tvivl om retningen, før Danmark blev ramt af en kommunalreform og en intens krisebevidsthed. Pludselig var bevidstheden om fortidens uværdige behandling af mennesker med udviklingshæmning forduftet – og gradvist har vi set, hvordan stadig mere af fortidens menneskesyn har fået nyt liv i hovederne på især lokale politiske og administrative beslutningstagere. De nationale politikere glemte deres ansvar, og overlod reelt styringen af værdier og retning i handicappolitikken til kommunerne. Og som sagt – det ansvar synes jeg alt for mange kommuner svigter.

Borgere uden udviklingspotentiale?
Som det fremgår af en af artiklerne her i bladet, kan vi eksempelvis konstatere, hvordan ’de u-underviselige’ igen anvendes som en kategorisering af mennesker med meget omfattende og indgribende handicap. Betegnelsen ’u-underviselig’ er ganske vist erstattet af mere moderne og tilforladelige udtryk, som ’borgere uden udviklingspotentiale’ eller ’uden udsigt til at udvikle kompetencer og færdigheder’. Men meningen – og det bagvedliggende menneskesyn – er godt nok uhyggeligt nært beslægtet: ’Vi skal ikke kaste samfundsmæssige ressourcer efter borgere, der ikke har et udviklingspotentiale, som enten kan gøre dem mere selvhjulpne eller bringe dem tættere på arbejdsmarkedet’, synes tænkningen at være. For mig at se er den logik en begyndende etisk degenerering af det danske samfund, og de principper vi udstak i opgøret med åndssvageforsorgen.

Alle mennesker – også med omfattende og komplekse handicap – kan udvikle sig, og selvfølgelig nytter det at yde en solid specialpædagogisk indsats. Måske ikke altid for kommunekassen, men altid for det enkelte menneskes oplevelse af at være herre i eget liv, trods vanskelige vilkår. Hvis sårbare menneskers mulighed for udvikling vurderes ud fra, om det kan betale sig i de kommunale budgetter, så er vi på vej ud over kanten.

Leder i LEV 2 2015 

Læs mere LEV 2 marts 2015

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap