Jonas fra Faxe - udviklingspotentiale.JPG Foto: Carsten Bundgaard 24.03.2015

Udvikling eller ej

Stemplingen af sårbare borgere som ’uden udviklingspotentiale’ er blevet en bekvem betegnelse for ikke at yde socialpædagogisk bistand eller andre sociale tilbud til voksne med udviklingshæmning. Når det gælder børn med handicap er stemplingen ’uden udviklingspotentiale’ blevet et abracadabra for at opkræve betaling af forældre til døgnanbragte børn. Tendensen er en alvorlig udfordring for mennesker med udviklingshæmning, og peger bagud mod ’de u-underviselige’ i fortidens åndssvageforsorg

Af Arne Ditlevsen og Thomas Gruber

Jonas er en 14 årig dreng med Downs syndrom. Han er fysisk meget velfungerende, men mentalt og socialt har han store udfordringer. For selv om Jonas går i 7. klasse, har han kun lige lært at skrive sit navn. Jonas kan være meget udadreagerende i sin adfærd, og han kan være farlig for sig selv. Hans familie er i perioder ved at være kørt helt ned, fordi Jonas fylder så meget og skal være under konstant opsyn af en voksen.

Men er Jonas ’en fortabt sjæl’? Psykologer, børnelæger, pædagoger, terapeuter, lærere – alle fagpersoner, der har været i nærkontakt med ham – siger samstemmende, at Jonas har potentiale til at udvikle sig. Faxe Kommune mener imidlertid det modsatte. I en afgørelse i forbindelse med en døgnanbringelse på et skoletilbud dateret den 7. september 2012 skriver de således: ”Anbringelsen af Jonas har ikke et udpræget behandlingsmæssigt sigte, og derfor kan familien ikke fritages for forældrebetaling for opholdet. Det fik også Jonas’ far, John Jensen, op i det røde felt:

- De har aldrig set Jonas på kommunen. Og alligevel mener de, at de kan se bort fra alle de faglige udtalelser om udviklingspotentiale. Problemet for mig at se, er, at ingen har defineret, hvad udvikling er. Og alligevel siger de, at min søn ikke kan udvikle sig, det er en ukorrekt og udokumenteret udtalelse. Jonas udvikler sig anderledes og langsommere end normale børn, men der er udvikling at spore år efter år.

Resultatet af kommunens afgørelse var, at John Jensen og hans kone Alena blev sat til at betale 4100 kr. pr. måned for det opholds- og skoletilbud, hvor Jonas var døgnelev. Det var 3700 kr. mere, end de i første omgang var stillet i udsigt som forældrebetaling. For at få familiens økonomi til at hænge sammen så de sig derfor nødsaget til at tage Jonas hjem. Velvidende at han dermed ikke får den optimale behandling, som eksperterne har anbefalet.

Et underligt spil
Som alle andre børn udvikler Jonas sig jo. Han lærer bogstaver og tal – og en masse praktiske færdigheder. Men det går langsomt, og i forhold til de fleste andre børn er der en masse ting, som Jonas aldrig lærer. Men økonomien spiller hovedrollen, når det handler om, hvilken hjælp Jonas kan få, mener hans far:

- Det er jo et underligt spil det her. Det er et spørgsmål om kroner og ører. Kommunen gør det for at spare penge. Men for os handler det også om manglende respekt og fornemmelse for, hvad det er for nogle mennesker, de har med at gøre. Sagsbehandleren kender ikke Jonas. Og det virker i det hele taget slet ikke som om, at de har nogen forståelse for, hvad det er for mennesker, der her er tale om. Kommunen burde indse, at det på sigt kunne vise sig at være en rigtigt god investering for dem, at Jonas blev en så selvhjulpen og socialt velfungerende borger som muligt. Jonas er anderledes. Det kan man både se og høre på ham. Så det nytter ikke noget at bedømme ham og hans udviklingsmuligheder, som var han et helt normalt barn. Jonas har masser af muligheder for at udvikle sig. Kommunen ved det også, men de vil bare ikke betale for det. Måske fordi der ikke er udsigt til, at han bliver en eliteskattebetaler, siger John Jensen.

Det spreder sig
Men Jonas er ikke alene om at få det mærkat, at han ikke har ’udviklingspotentiale’. Som en ondartet virus er dette begreb ved at sprede sig ud over hele landet. Mange har sikkert hørt om forældrene i Aarhus, der med næb og kløer har kæmpet mod den samme høje forældrebetaling, som Jonas’ forældre har fået smidt i hovedet, for et døgntilbud, som deres børn jo er visiteret til af kommunen.

Det er dog ikke kun børn og unge, der rammes af kommunernes nye måde at se på mennesker med udviklingshæmnings såkaldte potentiale for at udvikle sig. Også voksne rammes. Eksempelvis i Skive. Her har kommunen iværksat en omfattende revisitering af hjælp og støtte til personer med udviklingshæmning. Baggrunden er et ønske om at spare 2,5 millioner kroner på de udgifter, kommunen har til hjælp, støtte og omsorg efter servicelovens § 85.

Påstande om ’manglende udviklingspotentiale’ blev her brugt som et væsentligt argument for en nedjustering af den hjælp og støtte, som borgerne hidtil havde modtaget. Således fik en borger i kommunen i en afgørelse følgende besked: ”Eftersom der i mange år har været arbejdet på udvikling og optræning af færdigheder, vurderes det, at muligheden for udvikling ikke længere er til stede. Dette betyder, at du ikke længere opfylder betingelserne for at modtage ydelser efter servicelovens § 85.” Den pågældende borger blev i stedet henvist til ren pleje og omsorg efter Serviceloven § 83.

Den pågældende kvinde havde heldigvis nogle pårørende, som kunne hjælpe med at anke afgørelsen, og det medførte i sidste ende, at hun fik tilkendt socialpædagogisk hjælp og støtte. Hvordan det er gået med de mange andre sager i Skive Kommunes omfattende revisiteringsrunde, er uvist – et kvalificeret bud er nok, at mange ikke har anket deres afgørelse, og at de derfor står tilbage med noget, der mest ligner et plejehjemstilbud. Et helt voksenliv, vel at mærke.

Magten prøver at stramme skruen
Et helt tredje område, hvor mennesker med udviklingshæmning stemples som ’uden udviklingspotentiale, er i forbindelse med processen omkring evalueringen af ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov (STU), der fandt sted i 2013. I et internt notat, som LEV har fået aktindsigt i, skriver Kommunernes Landsforening (KL) blandt andet til Undervisningsministeriet, at ”retskravet (på en ungdomsuddannelse, red.) bør nuanceres, så det kun gælder, hvis borgeren vurderes at få et reelt udbytte af et STU-tilbud”. KL’s intention var altså: Mennesker med omfattende og komplekse funktionsnedsættelser skulle fratages for det nuværende retskrav på en STU.

Dermed ville de unge med udviklingshæmning blive opdelt i et A og et B-hold, hvor dokumentation for udbytte ville komme til at stå som noget helt centralt – og hvor kommunen skulle lov at vurdere nogle borgeres udbytte, som ’ikke reelt’. Det var og er i modstrid med kernen i det lovforslag, der oprindelig lå bag STU, nemlig at alle skal have et retskrav på en ungdomsuddannelse – en uddannelse som netop skal tilpasses den enkeltes evner og muligheder, og som skal tilbydes de unge, der ikke kan tage en almindelig kompetencegivende uddannelse, som eksempelvis EGU. Formålet med STU’en er at give den unge kompetencer til så selvstændigt som muligt at kunne deltage i voksenlivet. Hvis det fører til eksempelvis et job med løntilskud er det en bonus.

KL’s forestillinger om, hvad der så skulle ske med restgruppen, som ville blive sorteret fra på grund af forventet ”manglende reelt udbytte”, vides ikke. Men et gæt kunne være et opbevaringstilbud passende til stemplingen som ’uden reelt udviklingspotentiale’.

Revisionen af STU medførte ikke i denne omgang en imødekommelse af KL’s drømme om udgrænsning af mennesker med komplekse og omfattende handicap. Men det kan jo komme næste gang.

Tendens
Eksemplerne viser, hvordan både administratorer og politikere kobler borgerens krav på hjælpe og støtte til, om der er udsigt til en målbar dokumenteret effekt af indsatsen. I KL’s store socialpolitiske udspil Investér før det sker fra 2013 skriver kommuneforeningen blandt andet, at ”sociale indsatser skal ses som sociale investeringer”, og at man skal ”anvende virksomme og kosteffektive metoder”.

Umiddelbart lyder det måske rigtig fint, for hvem kan have noget imod, at man i videst mulige omfang anvender effektfulde og dokumenterede metoder?

Den alvorlige udfordring i forhold til børn, unge og voksne med udviklingshæmning opstår imidlertid, når ønsket om dokumenteret udvikling kobles til prioriteringen i kommunernes budgetter. Så nærmer vi os en ubehagelig samfundstænkning, hvor logikken bliver, at vi ikke skal kaste samfundsmæssige ressourcer efter borgere, der ikke har et udviklingspotentiale, som enten kan gøre dem mere selvhjulpne eller bringer dem tættere på arbejdsmarkedet.

I lederartiklen i dette blad skriver LEVs landsformand, Sytter Kristensen, blandt andet, at det for hende at se er en logik, der indebærer ”... en begyndende etisk degenerering af det danske samfund, og de principper vi udstak i opgøret med åndssvageforsorgen”.

Læs mere LEV 2 marts 2015

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap