Informeret samtykke.jpg Fejring af Franks 42 års fødselsdag den 3. december. Frank ser her frisk og rask ud, men kun få uger efter dør han. (privatfoto) 25.11.2015

Tvang rimer ikke på sundhed - men det kan være en nødvendighed

I 2009 døde Frank Jensen, fordi han ikke ville have taget en blodprøve, som kunne have hjulpet ham til en rigtig behandling af en lungebetændelse. Den og andre alvorlige sager har nu fået debatten til at blusse op om sundhedspersonalets muligheder for at bruge magtanvendelse som sidste udvej til at sikre den rigtige behandling.

Af Tina Mou Jakobsen, politisk konsulent i LEV

I oktober måned blev diskussionen af magtanvendelse i sundhedsbehandlingen rejst igen. Denne gang med artikler i Politiken og Kristeligt Dagblad om flere sager, hvor manglende muligheder for at anvende tvang i sundhedsbehandlingen overfor fysisk syge patienter, der for eksempel på grund af angst modsætter sig blodprøver og behandling, fik voldsomme konsekvenser. I en af sagerne resulterede det endog i et tragisk dødsfald

LEV har sammen med Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Socialpædagogerne, Alzheimerforeningen og FOA henvendt sig til sundheds- og ældre minister Sophie Løhde med en opfordring til at genoptage arbejdet for en ændring af reglerne om magtanvendelse overfor patienter, der afviser behandling.

Landsforeningen LEV har tidligere været i dialog med Sundhedsministeriet om magtanvendelse overfor behandlingsafvisende patienter. På grund af folketingsvalget i juni blev arbejdet dog sat på pause, men forhåbentlig har den fælles henvendelse fået ministerens øjne op for nødvendigheden af at se på problemet. For i modsætning til det psykiatriske område, hvor der er regler for magtanvendelse, må sundhedspersonalet på det somatiske område i dag ikke anvende magt overfor behandlingsafvisende patienter, som ikke kan overskue konsekvenserne af at modsætte sig behandlingen. Det kan have store konsekvenser, når eksempelvis mennesker med udviklingshæmning afviser at modtage behandling, som i visse situationer kan udvikle sig til at være livstruende.

Franks historie
LEV har været i kontakt med Mona Jensen, som for nylig fortalte sin historie til Kristelig Dagblad. Udgangen på den blev, at hendes søn, Frank Jensen, døde af lungebetændelse, der udviklede sig til blodforgiftning og skader på vitale organer. Blot fordi han modsatte sig at få taget en blodprøve.

Det hele begyndte i starten af december 2009. Frank Jensen var taget hjem til forældrene for at holde weekend. Det gjorde han dog ofte, men denne gang bemærkede moderen, at Frank var forkølet og hostede. Det var ikke blevet bedre, da de så hinanden igen lillejuleaften, selvom Frank i mellemtiden havde været ved lægen med en pædagog fra sit bosted i en naboby. Her konstaterede lægen, at Frank ikke fejlede noget, og han blev sendt hjem igen. Men hosten fortsatte, og lillejuleaften kontaktede Mona Jensen lægevagten, som gav Frank noget hostestillende.

Hjemme på bostedet nogle dage senere fik en pædagog overtalt Frank til at tage med til lægen. Noget skulle der gøres. Frank modsatte sig dog at få taget blodprøve, og selvom pædagogen forsøgte at overtale Frank, så ville lægen ikke gennemføre en blodprøve med tvang. Frank fik i stedet noget penicillin, men det var ikke nok, og han døde få dage efter af kraftig lungebetændelse, ifølge obduktionsrapporten. Den havde udviklet sig til blodforgiftning og ødelagt vitale organer. Frank blev 42 år.

Magtanvendelse skal altid være sidste udvej
Historien om Frank er tragisk og understreger nødvendigheden af at se på reglerne for magtanvendelse overfor behandlingsafvisende patienter.

I brevet fra LEV til sundhedsminister Sophie Løhde og de andre organisationer bliver det blandt andet understreget, at en regelændring bør tage hensyn til patientens integritet og rettigheder. Der bør desuden være en proportionalitets- og mindstemiddelbetragtning i forhold til hvilke former for magtanvendelse, der kan finde sted.

Dette element er helt centralt for LEVs landsformand, Sytter Kristensen, som også kan være bekymret for, hvilken effekt en regelændring kan få i praksis:
- Det er tit sådan, at en lovændring skaber opmærksomhed på, hvad man egentlig går og gør i praksis. Men jeg kan være bekymret for, at det også vil medføre mere magtanvendelse, fordi man får lovhjemmel til det. Derfor er det meget magtpåliggende for LEV, at der etableres nogle mekanismer, som sikrer den enkelte borgers rettigheder. For jeg er ikke helt tryg ved, at hjemlen til magtanvendelse alene bliver baseret på samtykke fra pårørende.

Derfor mener Sytter Kristensen også, at et eksplicit formål med en eventuel kommende regelændring må være at reducere omfanget af magtanvendelse i sundhedssystemet. Det vil sige at legitim og velbegrundet magtanvendelse bliver lovlig, men samtidig at sætte en stopper for magtanvendelse, som ikke er tilstrækkeligt velbegrundet. En lovændring skal derfor også have fokus på, at der iværksættes tiltag og procedurer, som sikrer, at magtanvendelse kun finder sted, hvor alle andre pædagogiske tiltag er forsøgt.

Det kræver ekstra opmærksomhed
Det er ikke usædvanligt, at udviklingshæmmede kan have svært ved at registrere og formidle forskellige sygdomstegn. Det var også en af grundene til, at Franks lungebetændelse udviklede sig så alvorligt, at han døde af det. Selvom lignende situationer, hvor magtanvendelse er nødvendig, formentlig sjældent opstår, så mener Sytter Kristensen, at Franks historie viser sundhedssystemets manglende evne til at udvise særlig opmærksomhed og rummelighed overfor patienter, som reagerer anderledes:
- Når jeg hører historien om Frank, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om forløbet kunne have fået et helt andet udfald, hvis man havde taget sig tid til at tale med Frank og berolige ham. Jeg er klar over, at situationer som denne højst sandsynlig er uhyre sjældne, men det har jo katastrofale konsekvenser, når der ikke bliver skredet ind i tide. Det viser Franks historie med al tydelighed. For LEVs formand understreger det blot vigtigheden af at udvise ekstra opmærksomhed:
- Derfor er der også al mulig god grund til at være ekstra varsom, når man har med udviklingshæmmede patienter at gøre. Vi kan ikke regne med, at de kan registrere symptomer på samme måde, som alle andre, og svare på de samme spørgsmål, som man stiller alle andre patienter. Og nogle gange kræver det en ekstra pædagogisk indsats at forklare og tilrettelægge behandlingen, så udviklingshæmmede patienter ikke bliver utrygge ved situationen. Hvis det sker, bliver utryghed jo i sig selv en barriere for at modtage den fornødne sundhedsbehandling.

Forslag om behandlingstestamenter
I oktober måneds debat om magtanvendelse lovede Dansk Folkeparti at bruge alle mandater på at få sundhedsloven ændret inden næste sommer. Derudover kom Liselotte Blixt, sundhedsordfører for DF, med et forslag om indførelse af behandlingstestamenter. ”Vi skal sikre, at man får lavet et behandlings - testamente, så man – mens man er rask – kan få nedskrevet, hvordan man vil behandles, så det ikke bare er andre, der bestemmer det”, sagde Liselotte Blixt dengang til Avisen.dk. Hun understregede samtidig, at det er vigtigt at sikre, at tvang ikke kan bruges i situationer, hvor der er personalemangel, og at man derfor eksempelvis ikke skal kunne tvangsbehandles i egen bolig.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde har i et skriftligt svar til Politiken givet udtryk for, at det er en svær problemstilling, fordi det handler om at finde den rette balance mellem patientens ret til selvbestemmelse og hensynet til dem, der ikke selv kan vurdere behovet for behandling. ”Derfor er det også en sag, jeg er meget optaget af. Og det er planen, at der skal fremsættes et lovforslag, der kan skabe klarhed over reglerne”, skriver ministeren til Politiken.

Sytter Kristensen håber, at efterårets pressehistorier kan være med til at speede arbejdet med en lovændring op:
- Vi kan ikke være bekendt, at sundheds - personalet rundt omkring står i det svære dilemma: På den ene side at respektere patientens afvisning af at modtage behandlingen. Og på den anden side tage højde for de store konsekvenser, som det kan have for patientens helbred og i værste tilfælde også overlevelse. Allervigtigst er det, at reglerne præciserer magtanvendelse som allersidste udvej, og at den pædagogiske forebyggelsesindsats bliver tydeliggjort for alle. Megen magtanvendelse overfor udviklingshæmmede kan undgås, hvis vi formår at handle i tide.

Artiklen er bragt i LEV Bladet nr. 7, 2015

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap