Altinget3.bmp 22.10.2015

Handicapdiskussionen mangler en dimension

Når kun en mindre del af de kommunale afgørelser ender hos Ankestyrelsen, skyldes det blandt andet, at mange handicappede borgere er ude af stand til at varetage egen retssikkerhed. Det skriver landsformand for LEV, Sytter Kristensen, som opfordrer til handling.

Debatindlæg af Sytter Kristensen, Landsformand for LEV, bragt i Altinget i går, onsdag d. 21. oktober 2015.

Her på Altinget har der de seneste uger været godt gang i debatten om retssikkerheden for mennesker med handicap. Det er en vigtig diskussion, og jeg kan konstatere, at det er noget, som sætter temperamenterne i kog.

Men retssikkerhedsdiskussionen savner en dimension. Det er nemlig kun en mindre del af de kommunale myndighedsafgørelser, som der rent faktisk klages over, og som Ankestyrelsen dermed kommer til at behandle.

Når en borger ikke klager, så kan det naturligvis skyldes, at borgeren anerkender kommunens argumentation og tager resultatet til efterretning. Men det er langt fra i alle tilfælde – og i nogle målgrupper, nok de færreste.

Ikke skyggen af chance
I Danmark har vi nemlig en gruppe borgere, der befinder sig i en ekstremt sårbar situation. De er både helt afhængige af hjælp og støtte fra velfærdssamfundet og ude af stand til at ’varetage deres egen retssikkerhed’.

Mange voksne med udviklingshæmning, multihandicap og andre meget indgribende funktionsnedsættelser har ikke skyggen af chance for at få prøvet kommunens afgørelse i Ankestyrelsen, med mindre de får hjælp fra pårørende eller personalet i deres bosted.

En betydelig andel af de i alt ca. 35.000 udviklingshæmmede i Danmark har faktisk slet ikke nogle pårørende med ressourcer til at bistå dem i forbindelse med eksempelvis en klage over en kommunal afgørelse. Deres forældre er døde eller stærkt svækkede, og kontakten til eventuelle søskende er brudt. Der findes ikke opgørelser på denne gruppes antalsmæssige størrelse, men især blandt midaldrende og ældre med udviklingshæmning finder vi en stor andel, som nærmest er ’Palle alene i verden’.

Denne gruppe borgeres handicap gør dem typisk ude af stand til forstå, hvad en afgørelse er for noget. De har aldrig hørt om en klagevejledning eller en Ankestyrelse. Og de har ofte haft en hel voksentilværelse i en institutionsverden, hvor de ikke har erfaring for, at man kan stille spørgsmålstegn ved, hvad kommunen siger.

Frygter afskedigelse
Tidligere fik en del af disse borgere hjælp fra det pædagogiske personale i bostedet, hvis der skulle klages eller ansøges om ændret hjælp. Det er der fortsat nogle som gør, men frygten er stigende blandt medarbejdere i diverse tilbud til udviklingshæmmede.

I LEV får vi således jævnligt henvendelser fra pædagogiske medarbejdere, der frygter afskedigelse, hvis de påtager sig at bistå en borger med at klage over en kommunal myndighedsafgørelse. Ikke så få har fået den besked fra kommunen, at de skal holde mund og blande sig udenom.

Uanset om der udstedes den slags påbud eller ej, så kan vi konstatere, at der er alt for få mennesker med udviklingshæmning, som klager over kommunens afgørelser. Og det har konkrete konsekvenser for de berørte borgere. Lad mig blot nævne et enkelt eksempel fra virkelighedens verden.

Ankestyrelsen underkendte kommunalt serviceniveau
I en kommune vedtog man for nyligt et nyt serviceniveau for henholdsvis beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud. Det nye niveau indebar en reduktion fra fire til tre dage ugentligt, som borgeren kunne få i denne type dagtilbud. Lidt under halvdelen af de i alt ca. 60 berørte borgere klagede og fik deres sag behandlet i Ankestyrelsen. 

Resultatet var slående – Ankestyrelsen gav nemlig kun kommunen medhold i omkring hver tredje af de ankede afgørelser. En enkelt sag blev hjemvist til fornyet behandling, men ellers foretog Ankestyrelsen en markant underkendelse af kommunens forsøg på at implementere sit nye serviceniveau.

Kommunen rettede naturligvis ind efter Ankestyrelsen og genoprettede de tilbud, hvor borgeren fik medhold. Men hvad med den halvdel af afgørelserne som ikke blev anket? Tja, de står jo fortsat ved magt, selvom vi jo kan antage, at der er en nogenlunde lige så høj fejlprocent i de ikke-ankede afgørelser?

Derfor rettede LEV også henvendelse til kommunen for at få den til at genbehandle de ikke-ankede afgørelser, så de kom i overensstemmelse med den linje, som Ankestyrelsen havde udstukket i de mange underkendelser. Men her var kommunens svar entydigt: Nej – de ikke-ankede afgørelser består uændret!

Selvom Ankestyrelsen således i realiteten underkendte kommunens nye serviceniveau, så består det alligevel – blot kun for dem, som ikke aner, hvordan man klager, og som ikke har nogle til at hjælpe sig med det.

Jeg kan ikke vide, hvad KL's formand for Social- og Sundhedsudvalget, Thomas Adelskov vil kalde det. Men her tør jeg godt bruge betegnelsen ”beskæmmende”.

Opsættende virkning
Eksemplet er som sagt aktuelt og fra den virkelige verden. Og det er ikke nogen enkeltstående sag, som blot kan stemples som ”ikke repræsentativ” og dermed uden betydning (for nu at citere kommuneøkonomiaftalen). Selvfølgelig er det ikke lige slemt alle steder, men implementeringen af de kommunale serviceniveauer medfører lignende retssikkerhedskrænkelser mange andre steder i landet.

Tænk blot på socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med ferie og fritidsaktiviteter, hvor adskillige kommuner frejdigt har fastholdt, at de lovligt kan fastlægge et serviceniveau på 0 (nul!) dage årligt.

Jeg deler Scleroseforeningens ønske om, at der ydes opsættende virkning på – om ikke andet, en større andel af – de kommunale afgørelser. Opsættende virkning vil helt givet reducere de økonomiske incitamenter, som kommunerne i dag har til at træffe ’grænsesøgende’ afgørelser.

Men det vil ikke fjerne disse incitamenter. Både med og uden opsættende virkning er en kommune nemlig garanteret en risikofri økonomisk gevinst, uanset hvor håbløse afgørelser man træffer. En gevinst, som opstår, fordi en stor del af borgerne aldrig klager.

En varm kartoffel, ingen tør røre ved
Skiftende socialministre er blevet underligt tavse og tomme i blikket, når jeg har forklaret dem om udviklingshæmmedes skrøbelige retssikkerhed på socialområdet. Svarene er mest tavshed og så nogle vage argumenter om muligheden for at udpege værger, eller at bede Statsforvaltningen se på kommunens administration.

Ingen af disse redskaber er virksomme ’løsninger’, og jeg sidder således stadig tilbage med en varm kartoffel, som ingen tør røre ved og tale om.

Dialogen mellem handicaporganisationerne og KL skal på rette spor – tilliden skal genskabes. Det har været meldingen fra alle sider, og den ambition deler jeg til fulde. Men det må være en dialog, hvor handicaporganisationernes erfaringer med situationen i den virkelige verden anerkendes – og ikke affærdiges med henvisninger til ’tonen’.

For at holde liv i dialogen skal jeg afrunde med et spørgsmål til Thomas Adelskov i KL – og rigtig gerne også til Karen Ellemann i regeringen:

Jeg kan med stor beklagelse forstå, at regeringen – og måske også KL (?) - synes, der skal spares endnu mere på hjælpen til de allermest udsatte borgere med handicap. Sådan forudser jeg i hvert fald konsekvenserne af sommerens økonomiaftale.

Men helt ærligt, kan vi leve med så grundlæggende ulighed i retssikkerhed, som den jeg her har beskrevet? Kan vi blive enige om, at hvis der skal spares, så skal det ske på en måde, der beskytter sårbare mennesker, som mangler forudsætninger for at varetage deres egen retssikkerhed i det sociale system?

Tør Ellemann og Adelskov mon svare?

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap