irak (14)-s.jpg Foto: Bengt Sigvardsson 24.09.2015

Det hårde liv som flygtning med udviklingshæmning

Terrorgruppen Islamisk Stats fremtrængen har siden begyndelsen af 2014 tvunget 2,7 millioner irakere på flugt i deres eget land. De fleste er søgt til de kurdiske områder, hvor mange med udviklingshæmning og andre handicap lever gemt væk i flygtningelejre.

Af Bengt Sigvardsson

Tusindvis af hvide telte breder sig over et kæmpe område i Kabarto et par kilometer fra byen Dohuk i de autonome kurdiske områder i det nordøstlige Irak. I et af teltene sidder de to søskende, Saif Abdallah på 22 år og 27-årige Selma Abdallah, sammen med deres forældre. Begge søskende er udviklingshæmmede. Selma har på det nærmeste ikke været uden for teltet, siden familien flyttede ind i det i november 2014.

- Selma kan ikke holde balancen og forlader derfor aldrig teltet. Havde hun haft en kørestol, havde vi kunnet tage hende med rundt i lejren, siger hendes far Abdallah Muhammed.

Familien er en del af 1,2-1,5 millioner interne flygtninge i irakisk Kurdistan. Flertallet flygtede dertil, da terrorgruppen Islamisk Stat (IS) indtog det nordvestlige Irak i sommeren 2014. Mere end 20 lejre er blevet opført, og i dem lever hundredetusindvis af flygtninge. Hverdagen er hård for alle, og behovene er store. Mange flygtninge med funktionsnedsættelser glemmes dog af hjælpeorganisationer og lejradministration. Tidligere levede for eksempel familien Abdallah i Shariya-lejren et lille stykke derfra.

- Der fandtes toiletter i en fællesbygning, som lå langt fra vores telt. Det var ikke muligt for Saif og Selma at komme derhen på egen hånd. Vi flyttede hertil, fordi her er mobile toiletter uden for hvert telt, beretter Abdallah.

Traumer efter kampe og flugt
Familien er kurdiske muslimer og kommer fra en by i Sinjar-distriktet i det nordvestlige Irak, hvor de forsørgede sig ved fåreopdræt og et lille landbrug. Saif og Selma har aldrig fået stillet en diagnose eller har gået i skole.

- Selma kan slet ikke tale, og Saif har talevanskeligheder, så derfor kunne de ikke gå i en almindelig skole. Der fandtes ingen specialskoler eller centre for udviklingshæmmede i byen, siger Abdallah.

Den 3. august 2014 blev byen angrebet af IS.

- Jeg og andre mandlige boere i byen forsvarede den i seks timer. Flere beboere blev dræbt, inden vi blev nødt til at flygte i bil til Dohuk-distriktet. Saif og Selma var hysteriske, siger Abdallah.

Der har været talrige rapporter om, at mange flygtninge, frem for alt kvinder og børn, er traumatiserede efter deres oplevelser, men der findes ingen ressourcer til at yde professionel hjælp. Saif er tydeligvis traumatiseret. Med jævne mellemrum former han sine fingre og hænder til et våben, og lader som om han skyder sin mor og far, mens han efterligner lyden af et automatvåben.

- De første måneder, efter vi var blevet angrebet, var Saif og Selma konstant bange. De vågnede med mareridt hver nat, men nu har de det bedre, siger Abdallah.

Ingen tilbud om rehabilitering
Kurdiske peshmerga-soldater, den irakiske hær og allierede har i det nordvestlige Irak igen overtaget en del områder fra IS, men intet tyder på, at de internt fordrevne kan vende hjem igen inden for en overskuelig fremtid. Ifølge lejradministrationen har mindst 550 ud af lejrens cirka 40.000 beboere en eller anden form for funktionsnedsættelse, men der findes ikke nogen form for særlige tilbud til dem. Da lejren i november 2014 lige var blevet etableret, uddelte Handicap International hjælpemidler til en del. Familien Abdallah har dog ikke fået nogen. Siden de blev flygtninge har de heller ikke kunnet opnå nogen økonomisk støtte, hvilket alle irakere med funktionsnedsættelser ellers er berettigede til. Nu lever de af et bidrag fra FN’s flygtningeorgan på cirka 170 danske kroner pr. person om måneden. Dagene er én lang venten. Saif går rastløst rundt i nabolaget. Selma sidder altid i teltet. Deres mor, Nofa, ønsker, at tiden kunne udnyttes til noget fornuftigt.

- Jeg tror, at Saif kunne blive udviklet meget, hvis han fik tilbud om rehabilitering, og at han ville kunne gøre sig bedre forståelig med taleterapi. Selmas muligheder for at udvikle sig er dårligere, men begge to skulle kunne klare sig bedre, hvis de kunne komme til at deltage i en eller anden form for aktiviteter eller ind imellem se noget andet end lejren, siger Nofa.

Vejene er ikke engang asfalterede
Hovedparten af dem, som er fordrevet fra det nordvestlige Irak, er religiøse minoriteter som kristne yazidier. Et par kilometer væk ligger Shariya-lejren, hvor der lever cirka 23.000 yazidiske flygtninge, blandt andet familien Khallash fra Sinjar med to børn. Den ældste søn, femårige Khalaf, er alvorligt udviklingshæmmet.

- Hans funktionsnedsættelser skyldes, at han blev født under komplicerede omstændigheder. Han har meget begrænset evne til at forstå noget, talevanskeligheder og slet ingen korttidshukommelse. Desuden har han nedsat syn og kan ikke gå oprejst, siger faderen Naif Khalash.

Khalaf har desuden epilepsi, åndedrætsvanskeligheder og en række andre sygdomme, der kræver medicin og behandling. Internt fordrevne har ret til gratis primære sundhedstilbud og gratis medicin til mindre komplicerede sygdomme. Andre slags medicin og specialistbehandling må de selv bekoste. I Sinjar var Naif løsarbejder, som flygtning i Kurdistan arbejder han ind imellem som bygningsarbejder.

- Alt hvad jeg tjener går til Khalafs medicin og transportomkostninger til apoteket, siger Naif.

Irak skrev i 2012 under på FN’s Handicapkonvention, noget som Naif aldrig har hørt tale om.

- Regeringen har ikke en gang asfalteret vejene i Sinjar. Så kan man jo ikke forvente, at de åbner centre eller skoler for børn med særlige behov, siger han.

Terapi i de kurdiske områder
I irakisk Kurdistan har den lokale regering ansvar for sociale spørgsmål og en egen handicaplovgivning, der er baseret på FN-konventionen. I byen Dohuk opererer Nujeen, som er en af de mest betydningsfulde organisationer i de kurdiske områder, når det handler om handicappedes rettigheder.

- Jeg vil godt sige, at handicaplovgivningen er bedre her end i det øvrige Irak. Alle mennesker med handicap har ret til økonomisk støtte, gratis rehabilitering og sundhedstilbud. Problemet er, at mange ikke kender til dette, men vi har udarbejdet guides og gennemført flere informationskampagner, siger Teli Salih Mosa, som er chef for organisationen Nujeen

Børn med middel eller svær udviklingshæmning kan få gratis specialundervisning, terapi og andre tilbud på centre i de større byer.

- Interne flygtninge med udviklingshæmning er også velkomne på centrene. Men de skal selv bekoste transporten, og det har meget få råd til, siger Teli.

Tror ikke deres børn kan lære noget
Børn med lidt udviklingshæmning har ret til at gå i en almindelig skole, men flygtningestrømmen har betydet en 30 procents befolkningstilvækst i irakisk Kurdistan på mindre end et år. Skolerne er overfyldt. Til trods for at mange underviser på toholdsskift, og der endda er åbnet nogle skoler i lejrene, får kun omkring 30 procent af interne flygtninges børn skoleundervisning. I mere end ti lejre forsøger Nujeen og den lokale organisation for handicappede, JIN, at integrere børn med funktionsnedsættelser på såkaldte børnevenlige steder, hvor man blandt andet har psykosociale aktiviteter.

- Vi rådgiver lederne om, hvordan de bedst kan integrere dem i psykosociale aktiviteter. Vi taler endda med andre børn, for at de skal få en positiv indstilling til jævnaldrende med funktionsnedsættelser, siger Teli,

Der kræves en del overtalelse af forældrene, inden de lader deres børn med udviklingshæmning deltage i aktiviteterne.

- Desværre er der mange forældre, som i første omgang ikke vil have, at de deltager. De tror, det er umuligt for et barn med funktionsnedsættelser at lære noget, siger Teli.

Der er også andre årsager til, at mange flygtninge med udviklingsforstyrrelser lever en isoleret tilværelse i teltene, nemlig at deres familier skammer sig over dem.

- Sådan er det i hele Irak og mange andre steder i Mellemøsten. Det kan eksempelvis være svært for en kvinde at blive gift, hvis hun har et familiemedlem med en funktionsnedsættelse. Mange tror, at alle funktionsnedsættelser er arvelige, men i irakisk Kurdistan er der i de senere år sket en holdningsændring, efter at vi og andre organisationer har gennemført flere informationskampagner, slutter Teli.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap