Sansemotorik_Gunhild Nkunkununu og Niclas Strøm_web.jpg Foto: Hans Juhl 21.12.2016

Sundhed kommer af stimulering af krop og sanser

”Først og fremmest handler det om at udfordre ham, motivere ham til at bruge sin egen krop.” Sådan forklarer Gunhild Pohl Nkunkununu selv sit arbejde med Niclas. Hun håber, at viden om brug af bevægelse, sanser og motorik bliver bredt ud, så det i højere grad end nu bliver en del af den daglige pædagogiske virkelighed for mennesker med handicap. Det vil være et skridt i den rigtige retning mod at sikre en bedre sundhedstilstand for mennesker med udviklingshæmning.

Af Arne Ditlevsen

Bevægelse er helt centralt for alle mennesker. Uden jævnlig kropslig aktivitet falder kroppen hen, sanser sløves, koordineringsevnen falder. Man bliver måske plejekrævende, og evnen til at bekæmpe sygdomme svinder ind.

Niclas har bare den store udfordring, at han næsten ikke selv kan bevæge sig. Han kan ikke gå, ikke kravle, ikke sidde selv, næsten ikke vende sig i sengen. Og da han heller ikke har noget talesprog, er han helt afhængig af, at andre ser ham – og hjælper ham.

Til at hjælpe med at holde gang i Niclas har hans forældre, Susanne og Leif Strøm Hansen, hyret Gunhild Pohl Nkunkununu. Hun er psykomotorisk terapeut og kender Niclas tilbage fra han gik på STU i Vordingborg. Nu foregår hjælpen i hjemmet – og for forældrenes egen regning, som rækker til et besøg hver anden uge.

Manglende tiltro til systemet har fået Susanne og Leif til at holde Niclas hjemme. Han har brug for hjælp døgnet rundt, men de er bange for, at han bliver overset i et større botilbud, fordi han aldrig gør opmærksom på sig selv. - Niclas skal man lære at kende, men det tager tid. Derfor har vi sat ting i gang herhjemme, forklarer Susanne.

Gunhilds arbejde med Niclas kan forhåbentlig være med til at sikre ham en generelt bedre fysik og dermed sundhed. Manglende fysisk aktivitet kan føre til udvikling af type 2-diabetes, hjertekarsygdomme med mere. Og fysisk aktivitet er ofte en mangelvare for udviklingshæmmede. Danske Handicaporganisationer (DH) offentliggjorde således i 2014 en undersøgelse af fysisk aktivitet hos personer med funktionsnedsættelser på bosteder. Den viste, at 50 procent af målgruppen ikke får den nødvendige fysiske træning. Det norske videnscenter, Nasjonalt kompetansemiljø om utviklingshemming (NAKU), har desuden påvist, at en af de vigtigste årsager til denne inaktivitet er for lav personaledækning, manglende viden om sundhed blandt personalet og uklare ansvarsforhold (Helserapport, NAKO). Så der er desværre alt for gode grunde til, at mennesker med udviklingshæmnings levetid er uhyggeligt ringe. Statens Institut for Folkesundhed dokumenterede i en rapport fra 2014, at udviklingshæmmede kan se frem til 14,5 år kortere levetid end resten af befolkningen.

Udgangspunkt i Niclas’ personlighed
Hvis 24-årige Niclas selv kunne bestemme, ville han bruge det meste af tiden på at se film på iPad. 'Teletubbies', 'Bananer i pyjamas' og 'Bamse og kylling' er blandt favoritterne. Eller til at se på et lille legetøjstog. Han kan godt få tiden til at gå med at lave meget lidt.

Han bliver dog glad, da Gunhild Pohl Nkunkununu træder ind ad døren. Også selv om hun hiver ham ud af hans zone af tryghed. For Gunhild kræver noget af Niclas. Hun arbejder med at blødgøre hans spændte muskler og led. Og hun aktiverer ham ved forskellige øvelser og lege. Hun holder plastiklegetøj op, så han kan daske til det, hun lader ting dumpe ned på gulvet, så han kan høre og reagere på lyde, hun kaster bolde til ham, som han kan række ud efter. Gunhild siger om sit arbejde med Niclas:

- Det er svært at opsøge sanseindtryk, når man som Niclas ikke er mobil. Han har behov for masser af hjælp. Min behandling tager udgangspunkt i hans personlighed. Det betyder, at når han får behandling, handler det ikke i første omgang om, at han skal blive bedre til noget, men om at han har en oplevelse af, at det her er godt for ham. Det skal være meningsfuldt for ham. Så jeg ser på, hvad han giver udtryk for. Er han nysgerrig, glad, vred? Hvordan reagerer han på det? Når han bliver aktiv, bygger jeg videre på det. På den måde bygges behandlingen op på, hvad han interesserer sig for. Over et forløb bliver behandlingen mere specifik i forhold til, hvem han er, og hvad han kan.

Susanne tilføjer:

- Hvis Niclas ikke får behandling i en længere periode, bliver han stiv som et bræt. Han går jo også til fys en gang om ugen, men det, som Gunhild gør så godt, er, at han får rørt nogle andre muskler. Hun gør det, så bevægelse og leg flyder sammen. Det er sjovt for ham, når Gunhild kommer – han bliver en helt anden dreng, som er meget gladere. Niclas er jo også spastisk, og der er ingen tvivl om, at Gunhilds arbejde med ham er med til at trække tiden for operationer.

- Vi andre kan heller ikke bare sidde uden at røre os, supplerer Leif, Niclas’ far. - Det er fint, du kommer en gang om ugen. Men det er ikke nok. Du skulle jo være her hver eneste dag, siger Susanne med henvisning til Gunhild.

Det er Gunhild sådan set enig i, men rent praktisk er det umuligt. Hendes løsning på det er derfor at give viden videre til nogle af de hjælpere, der dagligt er omkring Niclas.

Træning af hjælpere er afgørende
Helt generelt mener Gunhild Pohl Nkunkununu, at pædagogisk personale burde lære mere om, hvordan man møder borgeren gennem kroppen.

- På bo- og aktivitetstilbud burde der være tilknyttet terapeuter, som kan give fif til det øvrige personale, så borgeren kan lære at bruge sig selv mere. Jeg oplever også, at der er lydhørhed. Jeg har selv undervist flere pædagoger, og for mange er det en øjenåbner. På den måde er vores arbejde jo heller ikke så forskelligt, jeg er bare specialiseret inden for kroppen. Jeg kan give dem mere viden om noget, de ved lidt om i forvejen. For eksempel kan kommunikation med en borger nogle gange være mere effektfuld, hvis den er kropslig i stedet for verbal. Specielt hvis borgeren kognitivt ikke er så udviklet. Et venskabeligt dask eller lidt drillen ved at skubbe og afvente at blive skubbet tilbage kan være en måde at kommunikere på, som borgeren har mulighed for at forstå og give en respons på.

Og netop træning af Niclas’ hjælpere er helt afgørende, forklarer Susanne Strøm Hansen:
- Det gør en stor forskel. Hjælperne bruger nogle af Gunhilds øvelser, og det er med til at holde Niclas i gang. Der skal ikke så meget til, før han mister funktioner. Han har i perioder været syg i længere tid, og så bliver han sat så meget tilbage. Men Gunhilds og hjælpernes arbejde med ham har gjort, at han efterhånden har genvundet sine funktioner. Og så synes han oven i købet, at det er sjovt, når også hjælperne gør nogle nye ting med ham.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 8, 2016 

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap