sytter_lille.bmp 10.02.2016

Historiens lære

Naturligvis skal man være varsom med en bombastisk sidestilling af fortidens uværdige og barske behandling af udviklingshæmmede i Åndssvageforsorgen og vores samtid. Selvfølgelig er vi nået langt siden en tid, hvor de fleste udviklingshæmmede var henvist til en hel tilværelse i institutionernes parallelsamfund – nogle gange fastspændt til sengen døgnets 24 timer, alle ugens dage, år efter år. Varsomheden må dog ikke føre til blindhed over for de åbenlyse paralleller, som vi aktuelt er vidner til i et begyndende handicappolitisk kursskifte.

Fra især slutningen af 1960erne og årtierne frem var der mange, som ydede en formidabel indsats i opgøret med både menneskesyn og praksis i Åndssvageforsorgen. Niels Erik Bank-Mikkelsen stod i spidsen og er siden blevet ikonet for opgøret, men andre bidrog også på afgørende vis: Pårørende i LEV, engagerede ansatte og ledere i forsorgen og anstændige politikere og embedsmænd i stat og senere amter. Opgøret fik fuldkommen afgørende betydning for tusindvis af udviklingshæmmede, dengang og nu – og lagde grunden til de handicappolitiske værdier og principper, som vi længe har taget for givet i forhold til behandlingen af mennesker med udviklingshæmning i Danmark.

Mellem jul og nytår sendte DR-K dokumentaren ”De åndssvages historie”. En fortælling, der både gav stemme til tre mennesker, som havde levet en stor del af deres tilværelse som anbragte i forsorgen – og til tidligere medarbejdere, som havde været brikker i det system, som var rammen om de anbragtes liv. DR-K havde pænt høje seertal til udsendelserne, hvilket jeg er rigtig glad for. Der er nemlig tale om en del af danmarkshistorien, som alt for længe har været fortrængt og glemt – og som vi har brug for at holde i erindring. Både i respekt for de anbragte og for at vaccinere os mod mere eller mindre åbenlyse gentagelser.

Danmark er selvfølgelig ikke på vej til at genindføre fortidens sovesale, livslang bæltefiksering, fysisk afstraffelse og tvangssterilisering. Men omvendt må vi kunne forlange, at der lyttes, når LEV og andre kan udpege stribevis af bekymrende tegn på, at Danmark er i gang med et problematisk kursskifte i behandlingen af mennesker med udviklingshæmning og andre handicap.

Så når vi i disse år ser, at der igen opføres det ene store institutions- eller ghettolignende bosted efter det andet; at vi igen og igen præsenteres for kommuner, der fratager udviklingshæmmede et dagligt miljøskifte, aktivitets- og samværstilbud eller beskæftigelse; at vi ser kommuner, der frakender anbragte børn med handicap eller voksne udviklingshæmmede et ’prioriteringsværdigt’ udviklingspotentiale; eller at vi ser kommuner, der finder det helt i orden at fratage udviklingshæmmede, som ikke kan færdes på egen hånd, muligheden for pædagogisk støtte og ledsagelse – med mindre de selv køber det privat.

Ja, så er det vel ikke så underligt, at vi får historiske associationer og bliver bekymrede for, om det handicappolitiske kompas er gået i stykker?

Det er vel heller ikke underligt, at vi ikke omfavner en planlagt ’forenkling’ af serviceloven, der klart peger i retning af færre rettigheder for borgerne – og mere disponeringsfrihed til kommunerne?

Som du kan læse her i bladet, har socialminister Karen Ellemann valgt, at forslaget til ændring af servicelovens voksenbestemmelser skal tages op igen. Bortset fra enkelte elementer i forslaget, for eksempel gruppeinddeling, tyder meget på, at regeringen vil fastholde et af de mest problematiske elementer fra det oprindelige lovforslag, som daværende socialminister, Manu Sareen, trak tilbage i januar 2015, nemlig den såkaldte tilbudsvifte. En vifte, som risikerer at cementere det begyndende handicappolitiske kursskifte, som jeg skitserede herover.

LEV deltager selvfølgelig gerne i en dialog om fremtidens sociallovgivning – hvis man vil lytte og forstå.

Leder i LEV Bladet nr. 1, 2016

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap