Karen Ellemann.jpg 08.09.2016

Brugerbetaling på kernevelfærd

Socialministeren har spillet ud med et forslag om at indføre brugerbetaling på ledsagelse til udviklingshæmmede – stik mod gældende rettigheder

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

Karen Ellemann lagde fra land med påstanden om at ”… mennesker med handicap ikke har mulighed for at få deres pædagog med på ferie eller til Sølund Musikfestival – medmindre kommunen tilbyder det”. Og derfor skal der være mulighed for at tilkøbe socialpædagogisk bistand og ledsagelse, mener ministeren.

Ellemanns påstand om, at det ikke er muligt for udviklingshæmmede at få den nødvendige støtte og ledsagelse med på ferie eller på festival og lignende, fik LEVs landsformand, Sytter Kristensen, i blækhuset.

LEV kritiserer ministerens brugerbetaling
I et debatindlæg nogle dage senere i Altinget.dk kritiserede Sytter Kristensen, at ministeren helt glemmer at fortælle om de rettigheder, som udviklingshæmmede i dag har, når det gælder socialpædagogisk støtte og ledsagelse – også i forbindelse med en ferie. Landsformanden skriver i debatindlægget, at ministerens udlægning af retstilstanden er misvisende. ”Kommunen har faktisk en pligt til at yde støtte og ledsagelse til udviklingshæmmede, der på grund af deres handicap ikke kan klare sig uden. Og den kommunale pligt omfatter også ferie, festivaller med videre. Det fremgår af en nyere principafgørelse fra socialministerens egen Ankestyrelse.”

Den principafgørelse har vi tidligere omtalt her i LEV Bladet. Den fastslår, at kompensationsprincippet gælder, og at kommunens eventuelle serviceniveau ikke fjerner borgeres rettigheder til at medtage hjælpen uden for botilbuddet i forbindelse med en ferie eller lignende. Altså en rettighed til den nødvendige støtte og ledsagelse i forbindelse med en ferie.

De rettigheder omtaler Karen Ellemann imidlertid ikke med et ord – hverken i pressemeddelelsen på ministeriets hjemmeside eller i medierne. Og det ærgrer LEVs landsformand, der mener at ministeren hellere skulle have brugt sin medietid til at forslå nye initiativer ”… der kan sikre, at kommunerne rent faktisk opfylder lovens krav om at yde den påkrævede ledsagelse.” Brugerbetaling er ikke vejen.

I debatindlægget i Altinget forklarede Sytter Kristensen desuden de betydelige handicap-merudgifter, som brugerbetalingen vil medføre, hvis den blev indført: 20-25.000 kroner for fem dages ferie i et sommerhus i Danmark (løn, entre, transport, ophold og fortæring for dig selv og for dine hjælpere). Merudgifter, som du kun har på grund af dit handicap – og som stiger, jo større dit handicap er.

Brugerbetalt kernevelfærd som en del af ny servicelov
Alt tyder på at brugerbetaling på kernevelfærden for udviklingshæmmede er en del af den pakke, som Karen Ellemann tager med til forhandlingsbordet i forbindelse med de planlagte ændringer af servicelovens voksenbestemmelser.

Ministerens forslag er formentlig tænkt som en form for imødekommelse af regeringens eget – og måske også andre mulige forligsparties – kommunale bagland. Flere borgmestre, rådmænd med flere har således gjort sig til talsmænd for lovliggørelse af brugerbetaling på ledsagelsen til udviklingshæmmede.

Brugerbetalingens minefelt
Men spørgsmålet er, om socialministeren, regeringen – og potentielle forligspartier bag en servicelovsaftale – for alvor har gjort sig klart, hvilket problematisk minefelt de er på vej ind i med en lovliggørelse af brugerbetaling på socialpædagogisk bistand og ledsagelse.

Mange kender nok LEVs synspunkter i forhold til den massive ulighed, som brugerbetalingen gradvist vil medføre, når ikke der er noget garanteret minimumsniveau: Ulighed mellem de meget fattige og mere formuende førtidspensionister – og uligheden mellem udviklingshæmmede med et stort og et mindre støttebehov. Brugerbetalingen vil med stor sikkerhed udhule eksisterende rettigheder – man behøver blot se, hvordan socialministeren glemte dem i sin medieoffensiv.

Men listen med problematiske effekter af brugerbetaling slutter slet ikke der.

Hvordan skal aftaler om brugerbetalt ledsagelse til udviklingshæmmede borgere rent praktisk komme i stand? Er det bostedet, som fremover kan sælge ledsagelse, eller er det den kommunale myndighed? Hvem afgør, om der er et gyldigt informeret samtykke til betalingen af de 25.000 kroner for fem dage i sommerhuset på Lolland – de samme som er sælgere? Hvem skal føre kontrol med transaktionerne mellem beboere og bosted?

Og frem for alt: Hvem skal reelt føre kontrol med, at det ikke er kerneydelsen, der pludselig bliver pålagt brugerbetaling?

Arbejdsgruppe om ledsagelse
Mange af disse spørgsmål må man gå ud fra skulle drøftes og afklares inden for rammerne af den embedsmands- arbejdsgruppe om ledsagelse til udviklingshæmmede, som socialministeren netop har udsendt kommissorium for. Arbejdsgruppen er en konsekvens af det beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti fik opbakning til i Folketinget i foråret. Her blev regeringen pålagt at nedsætte en arbejdsgruppe om ledsagelse efter serviceloven.

Ifølge kommissoriet skal arbejdsgruppen se på følgende emner:

  • Indførelse af mulighed for tilkøb af ekstra ledsagelse ud over, hvad der kan bevilges efter serviceloven

  • Udvidelse af ledsageordningerne i servicelovens §§ 45 og 97 til også at omfatte socialpædagogisk ledsagelse, det vil sige så alle udviklingshæmmede også får ret til de 15 timer månedligt

  • Udvidelse af opsparingsreglerne i ledsageordningerne i servicelovens §§ 45 og 97, således at det bliver muligt at opspare for eksempel 180 timer.

Arbejdsgruppen er netop nedsat og skal aflevere sine resultater senest februar 2017. I det lys er det lidt mystisk, at Karen Ellemann allerede nu foreslår indførelsen af brugerbetaling på socialpædagogisk støtte og ledsagelse til udviklingshæmmede.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 5, 2016.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap