Anni Sørensen 13x13.jpg 18.04.2017

Leder: Kernevelfærd - kommunikationsvelfærd

Den politiske debat på handicapområdet er fyldt med begreber som ”kernevelfærd”, ”serviceniveau”, ”nødvendige prioriteringer”, ”udgiftseksplosion” og ”tillidskrise”.

Af Anni Sørensen, landsformand i LEV

Dygtige kommunikationsmedarbejdere og ihærdige politikere forsøger at iklæde debatten et skær af selvfølgelighed: Vi må forstå, at besparelser og nedprioriteringer er nødvendige, og vi kan være forvisset om, at nogen selvfølgelig sikrer kernevelfærden. Samtidig må vi huske på, at handicapområdet er utrolig dyrt og nærmest en tikkende bombe under hele velfærdsstaten.

Diskussioner om, hvorledes vi ønsker vores fælles samfund skal udvikle sig, og hvordan vi sikrer gode forhold - også for sårbare grupper - glider i baggrunden til fordel for økonomiske vurderinger af, om vi som samfund overhovedet har råd. For mig er det et værdipolitisk skred, hvor menneskers værdi udmåles i forhold til deres nytteværdi for samfundet, og i forhold til om der er et udviklingsog rehabiliteringspotentiale, som er tilstrækkeligt stort. Denne forråelse ses blandt andet af de manglende økonomiske prioriteringer af indsatsen til mennesker, der har brug for hjælp og støtte for at opnå en tilværelse med livskvalitet, indhold og udviklingsmuligheder.

I den aktuelle debat om brugerbetaling på ledsagelse hører vi igen og igen politikere forsikre, at tilkøbsmuligheden ikke må gå ud over ”kerneydelsen”. Men hvad denne kerneydelse er, undviger politikerne behændigt at definere, og vi efterlades derfor med sympatiske hensigtserklæringer uden reelt indhold: Ingen sikringer af minimumsrettigheder, intet tilsyn, ingen kontrol og ingen sanktioner over for de kommuner, der kunne finde på at undergrave den kernevelfærd, som efter sigende ellers ligger politikerne så meget på sinde.

”Kernevelfærd” bliver en elastisk størrelse, som behændigt overlades til de enkelte kommuner at definere og sikre. Det eneste sikre er efterhånden, at håndteringen af velfærdsopgaverne skal ske for færre midler.

Ifølge Danmarks Statistik er antallet af offentligt ansatte faldet med otte procent siden 2010. Dette er sket samtidig med at befolkningsudviklingen medfører, at flere borgere har behov for støtte eller pleje. Men på nogle offentlige arbejdspladser går det fint. Antallet af akademiske medarbejdere i kommuner og regioner stiger nemlig, mens antallet af erhvervsuddannede og ufaglærte falder voldsomt – med store negative konsekvenser for borgerne til følge.

Kommunerne skiller sig altså af med pædagoger, social- og sundhedspersonale og lærere, mens et stigende antal solidt uddannede økonomer, planlæggere og kommunikationsfolk utrætteligt producerer argumenter for, at denne udvikling er uundgåelig og faktisk også ønskelig. Vi bliver nødt til at effektivisere, spare og ændre i indsatsen for de mest sårbare borgere, og vores forventningsniveau må justeres.

Jeg synes, det er en absurd udvikling, som ikke øger vores tillid til det kommunale og det statslige system. De voksende spin- og kommunikationsafdelinger gør deres bedste, men vi kan faktisk godt gennemskue, når afstanden mellem det kommunen eller staten siger - og det man faktisk udsættes for - bliver for stor.

Leder i LEV Bladet nr. 2, 2017

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap