Kasper Kam Pedersen og Bente Kampmann_LEV 8 2017.jpg Foto: Claus Bonnerup 18.12.2017

Det kører stadig for Kasper

Historien om Kasper Kam Pedersen er også historien om KLAP-projektet. For seks år siden var den unge fynbo blandt de første KLAP-ansatte herhjemme, og efter et højskoleophold fik han – efter eget ønske – et skånejob på et plejehjem.

Af Morten Bruun, freelance journalist

Vi skruer tiden tilbage til juni 2011. Til Dagli’ Brugsen i Harndrup. En fin lille forretning på Vestfyn, hvor brugsuddeler Edi Frederiksen regerer og skaber god stemning.

Det nyder Kasper Kam Pedersen godt af. Han er 20 år, svagsynet, udviklingshæmmet og på førtidspension – og han bor hjemme hos sine forældre i nabolandsbyen Sletterød. Men fire dage om ugen møder han i Dagli’ Brugsen og bruger fire timer på at sætte varer på hylderne, sortere frostvarer, pakke brød og kager og køre pap i pappresseren.

Og det gør Kasper, fordi Edi Frederiksen har sagt ja til at ansætte ham i et skånejob, der – efter et kort praktikforløb – er skruet sammen, så det matcher Kaspers evner. Han kan godt lide jobbet. Han er glad for kollegerne. Og det gør ham lidt stolt, når kunderne henvender sig til ham for at få hjælp til at finde varer i butikken.
- Det er godt at arbejde her i Brugsen, og jeg kan altså godt lide, når folk gerne vil snakke med mig, sagde Kasper, da LEV Bladet mødte ham for godt seks år siden.

Arbejder på plejehjem
Nu har vi mødt ham igen. For historien om Kasper er i høj grad også historien om KLAPjob – eller Projekt KLAP, som det hed, da Kasper i 2010 hørte om muligheden og fik sin mor til at kontakte en KLAP-konsulent.

Med konsulentens bistand blev aftalen med Dagli’ Brugsen en realitet, men Kasper forlod selv arbejdspladsen efter et års ansættelse for at tag på højskole i Odder. I dag – mere end seks år senere – er han vendt hjem til Fyn og har fået egen lejlighed i et støttet kompleks i Gelsted.

Og så er han tilbage på arbejdsmarkedet. To dage om ugen arbejder han på Friplejehjemmet Lillebælt, og ligesom i de gamle dage i Dagli’ Brugsen nyder han jobbet. - Det betyder bare så meget at have noget at stå op til, siger Kasper Kam Pedersen.

Vi satte det i system
Da han fik jobbet i Brugsen, var KLAP stadig i gang med sin første periode – efter at projektet var begyndt at tage form i 2009. Ideen udsprang af den lov om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU), som Folketinget havde vedtaget i 2007. Den var møntet på 18-25-årige med særlige behov – og derfor var det første KLAP-projekt udelukkende målrettet unge udviklingshæmmede under 25 år. Vel at mærke unge med bopæl vest for Storebælt. Men allerede på det tidspunkt havde LEV fornemmet, at ideen kunne vokse sig stor.

”Målsætningen vil være, at der med KLAP-projektet er skabt en bevidsthed om det samfundsmæssigt fornuftige i at engagere alle dem, der gerne vil ud på det ordinære arbejdsmarked. Kommunerne vil med deres aktive deltagelse erfare, at behovet for beskyttede værkstedspladser ikke vil være af samme dimension,” hed det således første gang, Landsforeningen LEV søgte – og fik – SATSpuljemidler til projektet.

Her gjorde LEV også opmærksom på, at ideen sådan set ikke var ny. Landet over var der lokale eksempler på, hvordan det var lykkedes at få udviklingshæmmede ud på det ordinære arbejdsmarked. - Forskellen var, at vi med Projekt KLAP begyndte at sætte det i system og udvikle metoder, der kunne bruges over hele landet, fortæller LEVs formand, Anni Sørensen.

KLAP over hele landet
Anden fase af KLAP blev indledt i 2012, hvor projektet både blev landsdækkende og favnede alle voksne med udviklingshæmning uanset deres alder. Og samtidig begyndte KLAP at indgå samarbejdsaftaler med landsdækkende kæder.

Silvan, Dansk Supermarked, Matas, REMA 1000, McDonald’s, Irma, Steen og Strøm, Rederiet Færgen og Danske Diakonhjem var nogle af de virksomheder, der landet over tilbød udviklingshæmmede job som servicemedarbejdere.

Og med KLAP 3 voksede målgruppen til også at tælle alle med udviklingshæmning, autisme, spasticitet, epilepsi, muskelsvind, erhvervet hjerneskade eller andre former for kognitive handicap. Betingelsen for at få et skånejob gennem KLAP var ’blot’, at man havde lyst til et job – og var på førtidspension.

Samtidig lykkedes det også at få offentlige arbejdspladser som samarbejdspartnere. Region Midt og Vesthimmerlands Kommune var blandt de første, der indgik faste aftaler med KLAP. Og senest har Norge fattet interesse for KLAP og undersøger muligheden for at importere ideen.
- Vi oplevede det selv som en milepæl, da vi i efteråret 2015 havde opnået at få 1.000 borgere ansat i et skånejob. Det markerede vi med vores første store konference, som blev holdt i Odense. Der var både arbejdsgivere og andre samarbejdspartnere som for eksempel jobcentre tilstede, men det største var trods alt at se, hvordan tæt på 300 af vores KLAP-ansatte fra hele landet foldede sig ud og var med at skabe en fantastisk dag, mindes projektleder Claus Bergmann Hansen.

Savnede en arbejdsplads
I dag er det lykkedes KLAPjob at få flere end 2.500 borgere ansat i individuelt tilrettelagt beskæftigelse. Der er hele tiden tæt på 200 ledige stillinger på jobnet.dk. Og projektet betragter i dag sig selv som en landsdækkende arbejdsformidling for borgere med særlige behov.

Men vokseværket til trods er selve grundideen intakt. Det understreger den nu 26-årige Kasper Kam Pedersens historie.
- Da jeg for tre år siden var færdig med højskolen og flyttede ind i min egen lejlighed, fik jeg plads på et beskyttet værksted i Middelfart. Men jeg kunne ret hurtigt mærke, at jeg havde mere lyst til at være på en arbejdsplads igen, fortæller Kasper.

Sammen med sin mor henvendte han sig endnu en gang til KLAP, som anbefalede Friplejehjemmet Lillebælt i Middelfart. Og med hjælp fra kontaktpersonen på det beskyttede værksted kom Kasper i ulønnet praktik på en arbejdsplads med 40 ældre beboere og en masse søde kolleger.
- Jeg arbejder otte timer om ugen og bruger især tiden på at dampe kørestole og rollatorer. Men jeg har også andre opgaver. For eksempel makulerer jeg papir. Og så er der selvfølgelig kollegerne. De er søde, og det er rart at være sammen med dem, siger Kasper.

Nu har han været ansat i godt to år. Og han er så glad for stedet, at han ikke kan holde sig væk, når han har fri. En dag om ugen dukker han op som frivillig besøgsven og bruger nogle timer sammen med beboerne.
- Det er godt for både dem og mig. De sidder måske og er lidt ensomme, og jeg kommer ud af min lejlighed. Så det går begge veje, siger Kasper og tilføjer: - De er meget ældre end mig, men det er så fint at sidde og høre deres livshistorier.

Men de vil også gerne høre dig fortælle?
- Ja…

 

KASPERS MOR:

”Kasper er så velformuleret, at han kan ’snyde’ første gang, folk møder ham. Men ligesom langt de fleste andre i hans situation skal han for eksempel have meget præcise instruktioner. Så det har været fantastisk at se, hvordan en relativt lille arbejdsplads i vores eget lokalsamfund har løftet opgaven.”

Sådan lød det, da Trine Kam Pedersen for seks år siden indviede LEV Bladet i sin glæde over det skånejob, hendes søn Kasper havde fået i den lokale brugs.

I dag gentager hun nærmest sig selv, når hun vurderer sønnens nye arbejdsplads i Middelfart.
- Plejehjemmet har været helt enestående til at håndtere Kasper. Et stykke tid efter sin ansættelse havde han en periode, hvor han ikke havde det godt. Hverdagen var lidt svær, men plejehjemmet tog hånd om det og hjalp ham. Det betød bare så meget for os som pårørende. Vi er vildt imponerede og taknemmelige for, at der findes den slags arbejdspladser, siger Trine Kam Pedersen.

 

KASPERS CHEF:

Det kan godt være, Kasper Kam Pedersen er ansat i skånejob på Friplejehjemmet Lillebælt. Det betyder dog ikke, at der ikke stilles krav til ham. Og dem får han hjælp til at efterleve af blandt andre forstander Bente Kampmann.
- Kasper prioriterer selv en del af opgaverne, og det er han god til. Han har en god fornemmelse for, hvor der er brug for en ekstra hånd. I den forbindelse kan han godt glemme, at han faktisk har en opgave, han skal udføre. Nemlig at kørestole og rollatorer bliver gjort rene. Og så må vi hjælpe Kasper med at justere planerne, så han får udført sine faktiske opgaver, siger Bente Kampmann, der bruger eksemplet som et billede på, at Kasper bliver behandlet som enhver anden medarbejder – ud fra de forudsætninger, han har.

Friplejehjemmet Lillebælt hører under Danske Diakonhjem og er en af KLAPjobs faste samarbejdspartnere. Her arbejdes der ud fra det kristne menneskesyn – og begreber som rummelighed, ligeværdighed og plads til alle kendetegner arbejdspladsen. Derfor er det ikke tilfældigt, Kasper har fået jobbet. - En af de rigtig fine ting ved modellen er det praktikforløb, det hele starter med. Her er der god plads til at finde ud af, om ”vi” passer sammen – og hvordan et muligt job skal skrues sammen.
- Men jobbet er ikke kun en god ide for Kasper. Vores ønske om rummelighed betyder også noget for arbejdspladsen, medarbejderne og beboerne, siger Bente Kampmann og tilføjer:
- Vores menneskesyn er ikke bare noget, der står i en folder – Vi udlever det rent faktisk.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 8, 2017

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap