Tal der legitimerer politik_illustration.jpg 23.06.2017

Tal der legitimerer politik

Tal anvendes hyppigt i den politiske debat. Har du en undersøgelse med skarpe tal, er der nem adgang til medierne, og det giver en højere troværdighed, hvis du kan underbygge dine politiske argumenter med tal. Men tal fortæller ikke altid sandheden, og der er al mulig grund til at være kritisk overfor de tal, som kan være lige så tendentiøse og politiske som anden politisk kommunikation

Af Thomas Holberg, politisk konsulent i LEV

Det sker ofte, at tal og analyser indgår i den aktuelle politiske debat. Uanset hvem, der er afsender, så bliver der efterhånden ikke udgivet et eneste politisk udspil uden, at der også indgår tal og analyser. Det seneste socialpolitiske udspil fra KL, kommunernes interesseorganisation, ”Fælles om fremtidens socialpolitik” er ingen undtagelse. I udspillet indgår der en række tal, som KL tidligere har præsenteret i et analysenotat med titlen ”Udvikling i antal modtagere af servicelovsydelser 2009-2015.” Analysenotatet dannede baggrund for artiklen ”Markant flere får socialpædagogisk støtte” udgivet i KL’s nyhedsbrev ”Momentum” i december 2016 om udviklingen i udgifterne til socialpædagogisk støtte.

Det overordnede budskab i alle tre publikationer – notat, artikel og udspil – er, at antallet af ydelsesmodtagere på voksen-handicapområdet er kraftigt stigende, og at de kommunale udgifter eksploderer. Publikationerne er imidlertid også et eksempel på, hvordan tal bliver brugt og misbrugt i vor tids politiske debat. Interessepolitiske synspunkter har nu om dage ikke samme legitimitet og troværdighed, i stedet søges de underbygget af tal, som opfattes som objektive og neutrale. KL's nyhedsbrev Momentum er ifølge KL ”baseret på seriøs, troværdig journalistik. Med analyser, undersøgelser og anden dokumentation vil vi sætte nye, interessante dagsordener og skabe ny viden. Vi taler med eksperterne, politikerne og praktikerne. Vi præsenterer forskningen og krydrer med eksemplerne.” Det er ikke politik – men en saglig og lødig beskrivelse af virkeligheden, skal man forstå.

Fokus for denne artikel er KL’s talcirkus, men som det fremgår af af boksen herunder om ”Socialministerens skræmmekampagne”, så går embedsmændene i ministerierne heller ikke af vejen for at bruge tal til at præsentere en politisk sag på en bestemt måde.

Den brændende platform - socialpædagogisk bistand
Tilbage til KL. Det fremgår af udspillet ”Fælles om fremtidens socialpolitik” (s. 8), at antallet af personer, som modtager socialpædagogisk støtte, er steget fra 24.000 i 2009 til knap 42.000 i 2015, svarende til en stigning på 72 procent. Og helt ondt får man i maven, når man så ser, hvad det koster. I artiklen fra december kan Momentum berette, at udgifterne til socialpædagogisk bistand er steget fra 3,3 milliarder kroner i 2012 til 5,8 milliarder i i 2015 (se figur 1 i galleriet herunder).

Bagom tallene
En sådan stigning er til at tage og føle på, men ser man lidt nærmere på det billede, som Momentum og KL forsøger at skabe, så springer flere interessante ting i øjnene. For det første er det væsentligt at være klar over, at tal fra 2009 og tal fra 2015 kommer fra hver sin datakilde – det kan lyde nørdet, men det har afgørende betydning for det billede, der tegnes. Tal fra 2009 stammer fra ”Den Sociale Ressourceopgørelse for voksne”. Tal fra 2015 stammer fra ”Handicapdokumentationen”. Tal fra Handicapdokumentationen i 2015 er registreret på CPR-niveau. Det er tallene fra 2012 ikke. Tallene fra 2012 er faktiske tal. Tallene fra 2015 er beregnede tal baseret på oplysninger fra 32 kommuner ganget op i forhold til befolkningsandel. Faktisk er der så mange forskelle, at Børne- og Socialministeriet i en artikel i Berlingske Tidende ikke anerkender tallene fra KL.

Et hurtigt eksempel på, hvor upålidelige tallene er, illustreres i tabel 1 (se galleriet), som er KL's egne tal i analysenotatet med titlen ”Udvikling i antal modtagere af servicelovsydelser 2009- 2015” bilag 1 og 2.

Fra 2009 til 2012 er antallet af borgere i beskyttet beskæftigelse nogenlunde konstant på cirka 9000, mens tallet i 2013, (samtidigt med, at der skiftes datasæt), pludselig falder med næsten 3.000 personer. Forklaringen er næppe, at LEV har sovet i timen og ikke opdaget, at 3000 borgere har fået frakendt deres beskæftigelsestilbud, men nærmere at KL’s analysearbejde lader noget tilbage at ønske.

Misvisende fokus på enkelt post
En ting er teknik og forskellige datasæt, men hvis vi for en stund går tilbage til stigningen i udgiften til socialpædagogisk bistand, så må man stille spørgsmålet, om det overhovedet giver mening at se på denne post isoleret. Herover ses udviklingen i udgifterne til botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108 i samme periode (se figur 2 i galleriet). Den viser et fald på cirka 1,5 milliard kroner. En del af forklaringen på dette kraftige fald er, at mange botilbud i de senere år er blevet omlagt fra §§ 107/108- tilbud efter serviceloven til §§ 105- tilbud efter almenboligloven. Det er en afgørende ændring i forhold til den socialpædagogiske bistand efter § 85, som KL fokuserer på. For hvor § 85-støtten typisk blev opgjort som en integreret del af bosteds-ydelsen efter §§ 107/108, så ydes § 85 bistand oftest særskilt i § 105-boliger. Derfor ser det ud som om, at udgiften til § 85-bistand eksploderer, men i virkeligheden er en del af forklaringen, at udgifter, der før blev konteret under botilbud, nu konteres særskilt som § 85-bistand.

Eksploderer udgifterne på handicapområdet?
Hvis vi zoomer yderligere ud og ser helt overordnet på hele voksenhandicapområdet, så ændrer billedet sig igen. Nu er der ikke længere tale om en stigning, jf. tabel 2 (se galleriet) fra Børne- & Socialministeriet, der viser, at udgifterne på området er stagneret – ja, faktisk faldet en smule.

Tal og politik
Konklusionen er, at KL sammenligner tal, som ikke er sammenlignelige. Man fokuserer på enkeltposter, hvad der giver et misvisende billede. Eksemplet demonstrerer, at det er vigtigt at være kritisk og skeptisk, når der anvendes tal i en politisk kontekst. For problemet er, at tal afvæbner. Vi har en tendens til at opfatte dem som objektive og neutrale, selvom de kan være ligeså subjektive og interessepolitiske, som det debatindlæg, der indrykkes i avisen.

I dette tilfælde skal tallene bruges til at legitimere KL´s politik, som handler om, at kommunerne generelt ønsker mere frihed til uden indblanding fra både stat og lovgivning til at kunne tilrettelægge indsatsen og styre den bagvedliggende økonomi.

Problemet er naturligvis, at denne misvisende brug af tal er er dræbende for den politiske debat på handicapområdet. Hvis man ikke har bare en lille smule respekt for de tal, man anvender, så bliver resultatet en debat uden mening om tallene i stedet for en diskussion om nogle af de udfordringer, som handicapområdet står overfor.

 

Boks  

Socialministerens skræmmekampagne

Det er ikke kun KL, som kan være kreative, når der anvendes tal i en politisk debat. Hele sagen om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse er også spundet ind i en problematisk økonomisk argumentation, der har til formål at vise, at andre modeller end Socialministeriets vil være urimeligt dyre.

Embedsmænd har således pustet det antal borgere, som vil kunne komme i betragtning til en udvidet ledsageordning (§ 97 og § 45), gevaldigt op, så udgiften hertil kunne blive helt op til to milliarder kroner årligt. Det har de gjort ved at medtage en stor gruppe borgere, som i dag modtager socialpædagogisk bistand i eget hjem (§ 85), selv om det reelt vil være ganske få af disse, der har et ledsagelsesbehov. Den potentielt store udgift var med til at skyde et alternativt forslag til regeringens tilkøbsmodel ned.

I samme sag om ledsagelse er der også en problematisk beregning af merudgifterne ved en minimumsrettighed på ledsagelse til fem dages ferie. Her lægger ministeriet til grund, at hver borger gennemsnitligt har brug for to socialpædagogiske støttepersoner i forbindelse med en ferie. Det betyder, at den gennemsnitlige omkostning pr. borger pr. fem dages ferieledsagelse bliver hele 42.000 kroner.

At bruge det tal som et gennemsnit er indlysende misvisende, fordi der kun vil skulle bruges så meget personale i de færreste tilfælde, hvor borgerens støttebehov er ekstra stort.

De store tal virker skræmmende på mange politikere. Og hvordan kan man som menig politiker også tvivle på tal, der er udregnet af ministeriernes dygtige embedsmænd, inden for et område, som mange ikke vil kende til i særlige detaljer?

I denne sag virkede embedsmændenes talgymnastik langt hen ad vejen, for det lykkedes at kortslutte en reel politisk prioriteringsdebat. På lev.dk kan du i artiklen ”Skræmmekampagne om udgifter til ledsagelse” læse mere om ministeriets brug af tal i sagen om tilkøb af ledsagelse.

 

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 4 2017

KONFERENCE: Beskyttet beskæftigelse, aktivitetstilbud og miljøskifte

KONFERENCE: Beskyttet beskæftigelse, aktivitetstilbud og miljøskifte