Agerbækhuse_046.jpg Foto: Hans Juhl 11.05.2017

Fire forbehold for miljøskifte

Miljøskifte er et teknokratisk udtryk. Det giver kun mening, fordi det engang var helt almindeligt, at der var mennesker med handicap, som levede en hel institutionstilværelse i den samme bygning og med de samme mennesker omkring sig 24-7. Det gjorde princippet om et dagligt miljøskifte op med. Et princip, som LEV nu sætter fokus på både i kredsenes arbejde og på nationalt plan

Af Lasse Højbjerg Helsted, organisationskonsulent i LEV

I LEVs nye fokussag (se boks nederst) om beskyttet beskæftigelse og samværs- og aktivitetstilbud er et af nøglebegreberne retten til et dagligt miljøskifte. Det er det, fordi tingene hænger sammen. I LEV kan vi ikke tale om beskæftigelses- og aktivitetstilbud uden at tale om miljøskifte. Og omvendt.

Et dagligt miljøskifte er et fundamentalt element i alles tilværelse. Hvad enten der er tale om direktøren eller lagerarbejderen, en borger med handicap eller en borger uden handicap. Borgere med udviklingshæmning skal have miljøskifte, fordi de – som alle andre – er mennesker!

Retten til et dagligt miljøskifte har historisk baggrund i 1970’ernes og 1980’ernes opgør med totalinstitutionerne for mennesker med handicap – og dermed i en erkendelse af, at alle har krav på en hverdag med afveksling, indhold og samspil med omverdenen. Stort set alle har jo et eller flere miljøskifte i deres hverdag, men vi taler bare sjældent om dem som det. Børn går i daginstitutioner og skole, voksne går på arbejde, på uddannelse osv. Det er en selvfølge, som vi ikke behøver at sætte ord på som et princip.

Undtaget når vi taler om mennesker med udviklingshæmning og andre handicap, for her var det engang det mest almindelige, at man levede hele sin tilværelse i det samme miljø. I de samme bygninger – nogle gange det samme rum – og sammen med de samme mennesker, medarbejdere og medbeboere.

Borgere med udviklingshæmning har efter servicelovens § 103 og § 104 som udgangspunkt ret til at få beskyttet beskæftigelse eller et samværs- og aktivitetstilbud. Her er der altså tale om en lovfæstet rettighed. Der er ikke på samme måde en lovfæstet ret til et miljøskifte. Men det har i årtier været bredt anerkendt, at borgere med handicap har en moralsk ret til at få beskæftigelse eller samvær/aktiviteter et andet sted end i deres hjem.

Men hele området er under pres i disse år. Både retten til beskyttet beskæftigelses- og aktivitetstilbud og muligheden for at få et ordentligt miljøskifte. Den planlagte revision af serviceloven (både i 2014/15 og i 2016/17) indeholdt et forslag om en tilbudsvifte/indsatskatalog, som i praksis ville have undergravet disse tilbud. Og i flere kommuner har vi set serviceniveauer, som indskrænker muligheden for en meningsfuld hverdag med aktivitet og beskæftigelse.

Fire forbehold - og LEVs svar på dem
Politikere og embedsmænd taler sjældent lige ud af posen om deres forbehold, men gang på gang kommer forbeholdene indirekte til udtryk igennem diverse udtalelser og politiske udspil.

Men hvilke forbehold er der tale om? Og hvordan vil LEV imødegå disse i fokussagen og i andre sammenhænge? Herunder gennemgår vi de fire mest gængse indvendinger i forhold til miljøskifte og giver en række bud på, hvordan vi i LEV kan imødegå disse over for politikere og embedsmænd.

MILJØSKIFTE LYDER GODT OG RIGTIGT, MEN VI HAR IKKE RÅD TIL DET – DET ER FOR DYRT!
Et ensidigt fokus på økonomi er en glidebane henimod, hvad kommunerne vil kalde helhedstilbud, men som i LEVs optik har et meget stort sammenfald med fortidens totalinstitutioner, hvor borgere med handicap gemmes væk til en ensidig tilværelse afsondret fra det almindelige samfund.

Det er forestillingen om økonomiske stordriftsfordele, som er den afgørende drivkraft bag nogle kommuners ønske om at etablere såkaldte helhedstilbud, hvor bolig og dagtilbud smeltes sammen på en enkelt matrikel. Men de økonomiske stordriftsfordele er stærkt tvivlsomme. Forskning peger på, at stordriftsfordelene ikke kan opveje ulemperne ved de store institutionslignende botilbud – hverken menneskeligt eller økonomisk. Derfor skal politikere og embedsmænd hjælpes til at kigge op fra de helt kortsigtede budgetter og tænke over, hvad det egentlig er, de er i gang med. Vi skal spørge dem, om de virkelig ønsker et samfund, hvor sårbare borgere henvises til et helt voksenliv i ekskluderende totalinstitutioner.

BORGERE MED MEGET STORE KOGNITIVE HANDICAP KAN VEL IKKE MÆRKE EN FORSKEL PÅ MILJØSKIFTE MELLEM BOSTED OG AKTIVITETSTILBUD?
Som alle andre mennesker har borgere med multiple funktionsnedsættelser behov for et hverdagsliv med mening, indhold og udviklingsmuligheder. Borgere med multiple funktionsnedsættelser oplever og erkender deres omgivelser og interagerer med det omgivende miljø. Mange borgere med multiple funktionsnedsættelser har ikke et sprog, hvorigennem de tydeligt kan fortælle om deres oplevelser og behov. Men tag blot ud på et botilbud og se, hvordan ændringer i rutiner, forskellige aktiviteter eller besøg af fremmede mennesker kan medføre reaktioner – i form af glæde, vrede eller andre følelsesmæssige udbrud.

Borgere med multiple funktionsnedsættelser mærker deres omverden og kan dermed også mærke et miljøskifte. Ingen tvivl om det. Borgerne har derfor også gavn af input og stimuli fra forskellige omgivelser, aktiviteter og medmennesker på henholdsvis et botilbud og et samværs- og aktivitetstilbud.

I VORES KOMMUNE KAN BORGERNE GÅ FRA DERES BOLIG OG TIL BESKÆFTIGELSES- OG AKTIVITETSTILBUDDET. PÅ DEN MÅDE SIKRER VI BORGERNE ET MILJØSKIFTE I HVERDAGEN (OG DET GØR JO IKKE NOGET, AT DET ER BILLIGT).
Kernen i miljøskiftet er, at borgeren får mulighed for at være sammen med andre mennesker, i andre omgivelser og på en anden matrikel. Desuden skal der være en anden pædagogisk kultur, og borgeren skal mødes med andre forventninger end i botilbuddet.

VI HAR ET HELHEDSTILBUD I VORES KOMMUNE, SOM BORGERNE ER RIGTIGGLADE FOR, OG NOGLE BORGERE VIL LIGEFREM BLIVE STRESSEDE AF AT SKIFTE MELLEM FLERE MILJØER. HVORFOR SKAL VI SÅ ÆNDRE PÅ VORES TILBUD?
Borgerne kan være glade for et helhedstilbud af den oplagte grund, at de ikke har haft mulighed for at prøve og mærke betydningen af et dagligt miljøskifte. Derfor vil borgerne sjældent efterspørge dette og affinde sig med det, man som kommune tilbyder dem.

Der kan være borgere, som trives bedst med at leve i, hvad man kunne kalde et helhedstilbud, hvor bosted og aktivitetstilbud er tæt integreret. Borgere, der har sådanne behov, skal selvfølgelig have et tilbud om dette. Men det er undtagelsen, som skal begrundes med specifikke hensyn til den enkeltes behov.

For langt de fleste borgere med udviklingshæmning vil man kunne se og mærke, at det har positiv betydning for deres trivsel og udvikling, hvis de har et miljøskifte i deres dagligdag, og man kan sagtens mærke på borgerne, hvis ikke de trives med et miljøskifte og har brug for et såkaldt helhedstilbud.

Er det sundt at leve i en handicap-ghetto?
Der er oplagt risiko for, at de såkaldte helhedstilbud udvikler sig til en slags ghetto, hvor store koncentrationer af mennesker har beskeden interaktion med det omgivende samfund. Ghettoer er der jo betydelig politisk fokus på at få nedbrudt - bare ikke når det er ghettoer for mennesker med handicap. Men hvorfor skulle det egentlig være sundt for mennesker med handicap at leve en hel tilværelse i en (handicap-)ghetto, når det entydigt anses for usundt for eksempelvis mennesker med anden etnisk baggrund?

Med fokussagen vil LEV arbejde målrettet på, at vi som samfund – både nationalt og lokalt – genbekræfter de handicappolitiske værdier, som ligger til grund for princippet om, at også mennesker med udviklingshæmning skal have ret til et dagligt miljøskifte og en meningsfuld hverdag. Vi skal tage dialogen med politikere og embedsmænd og udfordre tendenserne til at genopfinde totalinstitutionen i en moderne udgave.

 

BOKS: LEVs fokussag om beskyttet beskæftigelse og samværs- og aktivitetstilbud – sådan griber vi det an
Ved at arbejde med fokussager forsøger LEV at sætte et særligt og intensiveret fokus på bestemte problemstillinger for borgere med udviklingshæmning. Det sker igennem et forstærket samarbejde mellem LEVs landssekretariat og de lokale kommunekredse, så der samtidig - både lokalt og på landsniveau – skabes opmærksomhed om fokussagens problemstilling.

I den aktuelle fokussag er det LEVs mål at påvirke politikere og embedsmænd – både i kommunerne og på Christiansborg – til i højere grad at støtte op om gode og velkvalificerede tilbud om beskyttet beskæftigelse, samværs- og aktivitetstilbud og miljøskifte.

Metoderne kan være at stille spørgsmål og starte debatter i de lokale handicapråd. Det kan også være gennem kredsarrangementer, hvor der åbnes op for dialog mellem politikere og embedsmænd samt kredsmedlemmer, fagpersoner og brugere af beskyttet beskæftigelse og samværs- og aktivitetstilbud. Og landspolitisk gennem kontakt til relevante ministre og ordførere.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 3 2017

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap