Mogens Wiederholt2_web.JPG 06.12.2018

Spastikerforeningen: Vi har brug for at tilpasse os for at overleve som organisation

Ligesom i LEV pågår der i Spastikerforeningen store organisatoriske forandringer i øjeblikket. En af de mest iøjnefaldende er beslutningen om at ændre foreningens navn til CP Danmark. Foreningens direktør fortæller her om årsagerne til denne store beslutning og han har også et godt råd til LEVs igangværende proces med at modernisere organisationen: Vær tålmodig.

Af Clavs Sylvest, kommunikationsmedarbejder i LEV

Interview med Mogens Wiederholt, direktør i Spastikerforeningen

Hvorfor har I valgt at skifte foreningens navn til CP Danmark?
- Udgangspunktet var egentlig, at vi havde brug for at modernisere vores udtryk og vores navn. Spastiker er jo efterhånden blevet et skældsord, og de mennesker, der har cerebral parese, bruger ikke betegnelsen ’spastiker’ længere. Derfor er det et problem for os som forening, at vi fortsat bruger den betegnelse. Vi har brug for at ændre vores udtryk og navn, så vi i højere grad rammer den målgruppe, vi gerne vil nå.

Hvilke overvejelser har I gjort i forhold til navnet CP Danmark?
- CP Danmark – Landsforeningen for cerebral parese er jo et navn, hvor vi tænker medlemmerne ind som det vigtigste parameter. Vi vil med navnet gerne skabe en identifikation omkring de medlemmer, vi har, og som vi gerne vil nå. Det vil sige den store gruppe, der ikke vil være medlem af Spastikerforeningen, men som forhåbentlig vil være med i CP Danmark. Hvis vi kan nå det mål, så er det rigtig fint. Og så må vi tage det kommunikative slæb, der så måtte være i forhold til at forklare alle andre, hvad CP Danmark er for en størrelse, og hvad det står for.

Hvilke problemstillinger tænker I, der kan være ved dette navn?
- Det at skifte navn er jo farligt. Vi vil selvfølgelig opleve, at vi mister noget opmærksomhed og noget synlighed. Men jeg er overbevist om, at det er fuldstændig nødvendigt. De mennesker, vi repræsenterer, og som vi skal yde interessevaretagelse for, vil ikke kaldes for spastikere. De er noget andet. De er ikke deres handicap. De er helt almindelige mennesker, der blot har den særlige udfordring, at de også har cerebral parese. Det er sekundært eller tertiært i deres liv, og derfor vil de ikke kaldes for spastikere eller defineres ud fra deres handicap eller deres funktionsnedsættelse. Det er vi selvfølgelig nødt til at indrette os på som organisation.

Har I gjort jer tanker om, at navnet CP Danmark måske kan være for svært at tyde for udefrakommende såsom journalister, embedsfolk og politikere?
- Ja, det har vi da. Det har selvfølgelig en omkostning at skifte navn. Vi har jo et brand som forening og interesseorganisation, og der er jo mange mennesker, der ved, hvem Spastikerforeningen er efter knap 70 år på markedet. Der er meget, der er selvforklarende, når man siger, man kommer fra Spastikerforeningen. Og den forklaring, den skal vi så nu til at levere, hver gang vi siger, vi kommer fra CP Danmark. En del af processen med at skifte navn fra Spastikerforeningen til CP Danmark handler i høj grad også om at komme ud med det bredere budskab om, at en spastiker ikke bare er en spastiker. En spastiker er faktisk meget bredere end dét billede, der tegner sig på nethinden hos den almindelige dansker, når vedkommende hører ordet spastiker. Dét at have cerebral parese har et stort spænd, og det spænd vil vi gerne ud at fortælle omverdenen om. De fleste danskere forbinder nok ordet spastiker med den del af befolkningen, som er sværest ramt af sin funktionsnedsættelse. Men det er jo altså en meget lille del af de mennesker, der har cerebral parese. Så på den måde er vores foreningsnavn jo også blevet et benspænd for os selv i den fortælling.

Hvordan har I grebet disse ændringer an i forhold til jeres medlemmer - herunder den demokratiske proces og kommunikationen af denne proces?
- Selve processen omkring navneskiftet har faktisk været mange år undervejs. Det har været en lang proces med en masse diskussioner i forskellige fora. Det er noget alle har en mening om, og som der virkelig er mange følelser forbundet med. Så det er en følsom proces, og man skal acceptere, at det en proces, der tager lang tid, hvor man grundigt skal argumentere for, hvorfor det her er en nødvendig udvikling, som vi må og skal igennem. Jeg tror, at man vil risikere at flå en forening som vores i stykker, hvis man ikke respekterer, at så store ændringer af organisationen skal tage den tid, der er nødvendig. Spastikerforeningen er jo ikke bare et brand. Det er jo hjerteblod for rigtig mange af de folk, som har været aktive i foreningen i årevis.

Hvad er baggrunden for den igangværende modernisering af foreningen?
- Vi har jo en meget traditionel opbygning med kredse og kredsbestyrelser. Den organisering har vi haft til diskussion i ganske mange år. Og det er en svær proces at få brudt op i det. Men vi oplever, at der er rigtig meget dynamik og energi ude i landet uden for den traditionelle organisering om kredsene. Den energi vil vi gerne komme i møde og bruge aktivt. Derfor ser vi nu på, om vi skal organisere os anderledes, så vi kan gøre brug af den gode energi og få skabt nogle gode aktiviteter og arrangementer for vores målgruppe. Så vi skal se på, om vi kan få en mere fleksibel struktur i foreningen. Det frivillige arbejde er jo i høj grad interessebåret, hvor de frivillige flekser i forhold til, hvad der interesserer dem lige nu og her. Vi skal som medlemsorganisation kunne være åbne overfor, at der kan være en mere løs organisatorisk struktur og en mulighed for, at medlemmerne kan flekse ud og ind af organisationen. Det er klart, det giver jo nogle udfordringer organisatorisk og måske også økonomisk for foreningen. Men jeg mener, at det er bydende nødvendigt med en sådan struktur og tankegang, hvis vi skal fastholde de frivilliges interesse i vores forening. Det er i virkeligheden en overlevelseskamp for os som forening. Hvis ikke vi tilpasser os, så bliver vi uinteressante. Så det er en nødvendighed for at opretholde den medlemskreds, vi har. Men det er først og fremmest en strategi, der skal fremtidssikre os som organisation i forhold til de mennesker, som vi skal repræsentere i fremtiden.

Hvad er planen her fremefter i den modernisering af foreningen?
- Vi har en ny hjemmeside, der er ved at være klar. Men dér, hvor vi for alvor gerne vil bruge vores energi fremover, det er at få draget vores medlemmer tættere ind i vores kommunikation. Altså blive bedre til at involvere medlemmerne i, hvad vores blad skal indeholde. Hvad skal vi bruge vores hjemmeside og vores Facebook-sider til. Hvad er det for kommunikationsbehov, de har. Vi har stadig en tendens til at kommunikere om, hvad der interesserer os i sekretariatet - eksempelvis af politiske sager - og ikke, hvad der interesserer medlemmerne.

LEV står jo også over for større organisationsforandringer - har du nogle gode erfaringer og råd til LEV i den proces?
- Der er to ting, som jeg har lært i den proces, vi har været igennem. Og vi er langt fra færdige. Det er tålmodighed og tid. Man er nødt til at give den slags forandringer den tid, den kræver og sørge for, at man har hele organisationen med sig. Og at man har en klar og sikker fortælling om, hvorfor man gør det her. Og så synes jeg, man skal gøre sig store anstrengelser for at få medlemmerne med sig i den proces, så det bliver en proces, der er forankret i organisationen og ikke noget, som kommer oppefra og ned.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 8 2018

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap