mai-mercado-fotograf-flemming-leitorp_web.jpg Foto: Flemming Leitorp 05.10.2018

Mercado vil ikke love en stor handlingsplan

Socialminister Mai Mercado har sendt et svar på en række organisationers ønske om, at der bliver lavet en national handicappolitisk handlingsplan. Svaret er imødekommende, men indeholder dog hverken et ja eller et nej til sådan en plan.

I slutningen af august sendte over 50 organisationer, heriblandt LEV, et åbent brev til socialminister Mai Mercado (K), hvor de opfordrede ministeren til at arbejde for, at der kommer en national handicappolitisk handlingsplan.

Baggrunden for opfordringen er, at levevilkårene for mennesker med handicap i forhold til resten af befolkningen halter langt bagefter. En kortlægning, som Institut for Menneskerettigheder har lavet, viser, at på ni ud af ti vigtige områder som uddannelse, beskæftigelse, vold, sundhed, tilgængelighed og diskrimination er mennesker med handicap markant værre stillet end resten af befolkningen.

I svaret fra socialministeren henviser hun blandt andet til, at der allerede er gang i forskellige initiativer på området. Hun nævner blandt andet det generelle diskriminationsforbud, der blev vedtaget af Folketinget tidligere i år, og senest et beskæftigelsesudspil på handicapområdet.

Anni Sørensen, formand for LEV, siger om ministerens svar:

- I LEV mener vi fortsat, at der er behov for en egentlig handlingsplan - og det svarer ministeren ikke direkte på. Om end hun heller ikke afviser, at det kunne være relevant. Og det er jo også et slags svar. Så jeg forventer, at dialogen om en handlingsplan vil fortsætte i den kommende tid.

LEVs beskæftigelsesindsats, KLAPjob, har fået nyt nyhedsbrev!

LEVs beskæftigelsesindsats, KLAPjob,  har fået nyt nyhedsbrev!