Altinget_logo_drejet.jpg 18.09.2018

Blind afbureaukratisering gør ikke socialtilsynet bedre

Selvom afbureaukratisering er det nye sort, så skal politikerne holde tungen lige i munden, når de diskuterer ændringer af socialtilsynsloven. For bureaukratiet sikrer også de svageste i samfundets retssikkerhed, skriver Anni Sørensen

Debatindlæg af Anni Sørensen, Landsformand for LEV, bragt i Altinget tirsdag d. 18. september 2018.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi i LEV var fulde af positive forventninger, da loven om socialtilsyn trådte i kraft i januar 2014.

De fem socialtilsyn afløste en eksisterende model og praksis, som gav alt for stor variation og tilfældighed i den måde, der blev ført tilsyn med eksempelvis botilbud for mennesker med udviklingshæmning.

De løse rammer var uholdbare
Lovgivningen gav alt for løse rammer for, hvor ofte der skulle føres tilsyn, hvordan det skulle gennemføres, og hvornår et tilsyn skulle give anledning til konsekvenser for tilbuddet.

Der var bestemt kommunale tilsyn, som dengang var både omhyggelige og grundige, men i LEV blev vi alt for ofte præsenteret for tilsynsrapporter, som var baseret på 40 minutters snak med lederen af botilbuddet og en hurtig rundvisning. Det var selvfølgelig fuldkommen uholdbart.

Derfor var vi også tilfredse med, at den daværende regering tog konsekvensen af de mange skandalesager, som i en årrække havde hærget socialområdet – både i anbringelsessteder for udsatte børn og unge og i botilbud til voksne med udviklingshæmning.

Skandalerne viste, at der var behov for større ensartethed og systematik i tilsynene, hvis disse sårbare børn, unge og voksne skulle beskyttes bedre mod dårlig behandling, dårlig kvalitet i indsatsen eller ligefrem overgreb.

Reformen gør forskellen 
Jeg mener på lange stræk, at vi har fået denne styrkelse med de fem socialtilsyn. Der er bestemt forskelle mellem de fem tilsyn, men alle har de baseret sig på det nationalt gældende tilsynskoncept, og tilsynsfrekvens og mulige konsekvenser af alvorlig tilsynskritik er klart og tydeligt beskrevet i lovgivningen. Vigtige fremskridt.

Der er fortsat botilbud, hvor der fra tid til anden er alvorlige svigt og mangler i den indsats, som ydes målgruppen. Det kan være uetisk og respektløs behandling af beboerne, manglende forebyggelse af personalets magtanvendelse, utilstrækkelige faglige ressourcer og kompetencer osv.

Det er ærgerligt, men sådan er det desværre. Men til forskel fra før reformen, så er der nu langt større sandsynlighed for, at den slags forhold konstateres og påtales – og som det vigtigste, at ledelsen af tilbuddet pålægges konkrete handlinger for at få rettet op.

Bureaukrati er ikke bare bureaukrati
Nu kan man så spørge: Er socialtilsynene ikke bare en ordentlig omgang bureaukratisering af det sociale arbejde? Afbureaukratisering er jo ”det nye sort” for tiden, hvor vi hører, at ”fagligheden skal sættes fri, og der skal være større tillid til den enkelte medarbejder”.

Men her vil jeg opfordre til, at man holder tungen lige i munden – for bureaukrati er ikke bare bureaukrati. I tilfældet med de fem socialtilsyn – men jo også med reglerne om magtanvendelse på socialområdet – er der således en række processer, rammer og dokumentationskrav, som godt kan beskrives som ’bureaukrati’.

Der skal udfyldes skemaer, foretages registreringer og skrives rapporter, og nej – medarbejdernes faglighed får ikke lov at svæve frit.

Men både når det gælder socialtilsynene og magtanvendelsesreglerne er der tale om en form for bureaukrati, som er helt afgørende for at sikre kvalitet i den faglige indsats og beskyttelse af sårbare menneskers retssikkerhed.

Det håber jeg, at minister og ordførere vil have blik for, når der skal forhandles om ændringer i socialtilsynsloven. Noget, som kunne ligne et uskyldigt forslag om afbureaukratisering, kan vise sig at indebære alvorlige svækkelser i de processer og den dokumentation, som er afgørende for et effektivt kontrol- og udviklingsorienteret tilsyn.

Tilsynsreformen fra 2014 var et vigtigt skridt i den rigtige retning, men selvfølgelig var den ikke perfekt. Jeg vil derfor afslutningsvis pege på et par elementer, som jeg vil opfordre til, at man drøfter i de kommende forhandlinger.

Det personrettede tilsyn bør styrkes: Socialtilsynene varetager det institutionelle eller driftsorienterede tilsyn, men ifølge serviceloven er kommunerne også forpligtede til at gennemføre et såkaldt personrettet tilsyn.

Her skal kommunen undersøge, om den enkelte borger rent faktisk får den indsats og den støtte, som kommunen har visiteret dem til. Reglerne om det personrettede tilsyn er meget vage omkring kommunens forpligtelser, og i praksis er der store mangler i både frekvens og kvalitet af kommunernes personrettede tilsyn.

Jeg opfordrer derfor til, at man i forhandlingerne overvejer en præcisering af kommunens forpligtelser i denne forbindelse.

Socialtilsynet bør kunne rette henvendelse til Ankestyrelsen: En væsentlig svaghed ved socialtilsynsmodellen er, at tilsynets kritik og krav om genopretning alene kan rettes mod ledelsen i det specifikke tilbud, eksempelvis botilbuddet.

Men det er jo ikke altid det enkelte tilbud, der er herre over de forhold, som kan medføre kritik fra tilsynet. Hvis tilsynet eksempelvis konstaterer, at beboere i botilbuddet ikke har tilstrækkelige muligheder for socialpædagogisk ledsagelse til at tage del i det omgivende samfund – så behøver det ikke være ledelsen af botilbuddets ”skyld”.

Årsagen kan derimod være serviceniveauet eller en konkret myndighedsafgørelse i beboerens handlekommune.

Her er det enkelte botilbud sat ”skakmat”, og det er socialtilsynet sådan set også. Min opfordring er, at man overvejer at give socialtilsynene pligt til at underrette Ankestyrelsen, hvis den slags forhold konstateres – og at Ankestyrelsen kan tage sådanne sager op af egen drift.

Det vil være en vigtig styrkelse af retssikkerheden for en gruppe mennesker, som ofte har endog meget svært ved at matche kommunen, søge om den nødvendige hjælp eller klage over en social afgørelse.

Socialtilsynet skal viderebringe indikationer på sundhedsproblemer: Socialtilsynet skal ikke føre et sundhedsfagligt tilsyn med tilbuddene. Men socialtilsynet bør gives bedre mulighed for at reagere på indikationer på sundhedsproblemer i et tilbud.

Såfremt socialtilsynet er i tvivl om, hvorvidt at sundhedsforhold for beboerne håndteres på en betryggende måde, bør der tages kontakt til relevante sundhedsmyndigheder, som herefter kan reagere.

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap