Når jeg ikke web.jpg Foto: Hans Juhl 05.09.2018

Et indblik i de juridiske muligheder

Der er en række forskellige juridiske muligheder, man som forældre kan benytte sig af for at sikre sin søn eller datter bedst muligt. Her er en kort gennemgang af nogle af de vigtigste

Af Kim Ankerstjerne, advokatfuldmægtig

Fremtidsfuldmagt
Siden efteråret 2017 har det været muligt at oprette en fremtidsfuldmagt, hvor man bemyndiger en fuldmægtig til at handle på sine vegne, hvis man ikke længere er i stand til det. Det kan omhandle økonomi og personlige forhold. Et typisk eksempel er, hvis man bliver ramt af demens eller udsættes for en ulykke, der nedsætter eller udsletter evnen til at handle fornuftsmæssigt.

Oftest gør man sin ægtefælle, et barn, barnebarn eller måske nevø/niece til sin fuldmægtig. Fuldmagten omfatter pr. definition kun egne forhold, så man kan ikke lave en fremtidsfuldmagt for sit barn med udviklingshæmning.

Men det vil givetvis være muligt at indsætte et ønske om, at den fuldmægtige (såfremt det er en anden person end den udviklingshæmmedes anden forælder) også skal indtræde som værge for vedkommende. Men igen er det vigtigt at understrege, at dette ikke i sig selv gør den fuldmægtige til værge – men det kan være en særdeles praktisk og nyttig rettesnor for, hvor værgemålet i sidste ende placeres. Det er ikke altid så åbenlyst, som mange tror.

Testamente
I et testamente bestemmer man typisk, hvem der skal arve hvad og hvor meget, og tager stilling til særejeformer, fordelingsbrøker med videre. Men et testamente er også en lejlighed til at give udtryk for, hvad man som forældre ønsker for ens barn med udviklingshæmning, når man ikke er her mere. Det er specielt relevant, hvis det ikke ligger i kortene, hvem der skal tage vare på ens barn (også voksne) med udviklingshæmning og dennes interesser, når den dag kommer.

Det kan være tilfældet, hvis der ikke er søskende, eller hvis der er splid og afstand i den nærmeste familie. Det kan også tænkes, at man som forældre har en klar ide om, hvem der i en større søskendeflok vil egne sig bedst til at sidde ved roret, når der skal træffes beslutninger for barnet med udviklingshæmning. Alt fra at sige god for at bruge 500 kroner nede i gågaden og til mere drastiske forhold ved sygdom, flytning, behandlinger, investeringer, klager og så videre. Det skal man ikke skamme sig over, men i stedet være stærk nok til at træffe disposition om. Det er kun personen med udviklingshæmning, der har risiko for at stå som taber i det spil.

Det skal understreges, at man ikke ved en passus herom i sit testamente kan pålægge andre dette ansvar som en pligt; ikke desto mindre kan man kortlægge sine ønsker og håb, og erfaringsmæssigt bliver dette taget til efterretning af arvingerne. Det må i den kontekst anbefales, at man er grundig med at begrunde sit valg, hvis man forudser strid om spørgsmålet.

Metoden kan på visse punkter sammenlignes med et børnetestamente, hvor man som forældre udtrykker ønske om, hvem der skal have forældremyndigheden, hvis man dør inden barnets fyldte 18. år. På samme vis kan man som forældre påpege, hvem der bør være værge eller beslutningstager for personen med udviklingshæmning. Men i sidste ende er det (i begge tilfælde) Statsforvaltningen, som træffer afgørelsen om værgemål, hvis det findes nødvendigt. Og derfor er er det i sagens natur bedst, at man i levende live i videst muligt omfang spiller med åbne kort om sine tanker. Hvis der ikke er etableret et værgemål fra myndighederne, træffer personen med udviklingshæmning rent juridisk selv sine beslutninger med støtte fra sine nærmeste i samarbejde med institution og den kommunale sagsbehandler.

Samtidigt er et testamente en gylden mulighed for at træffe bestemmelse om, hvordan arven skal placeres i forhold til at tilgodese eller beskytte en person med udviklingshæmning (mindreårigt eller voksent) eller tilgodese andre arvinger i den konkrete situation.

NB: Som ægtepar eller samlevende oprettes et gensidigt testamente. Det er mere problematisk, hvis forældrene er skilt og/eller uenige om, hvad der er bedst for personen med udviklingshæmning.

Værgemål
Værgemål er et helt kapitel for sig, og man kan finde masser af information om emnet fra officielle kilder, hvis man søger på Google. Det er dog væsentligt at aflive nogle bastante myter om værgemål.

Det er for eksempel vigtigt at vide, at Statsforvaltningen ikke blot udpeger en værge, fordi en person har udviklingshæmning og eventuelt står uden forældre. Det sker kun, hvis der er en oplagt grund til det. Typisk hvis pågældende med udviklingshæmning må forventes at skulle træffe store beslutninger om økonomi eller person- og sundhedsforhold, som er urealistisk at træffe uden støtte.

En værge kan dog under alle omstændigheder blive beskikket, hvis personen med udviklingshæmning ikke har familiemedlemmer med nær forbindelse at støtte sig til. Dette vil typisk medføre, at den udviklingshæmmede fratages sin retlige handleevne (og dermed ikke kan foretage pengetransaktioner eller forpligte sig økonomisk eller på anden væsentlig måde ved sin underskrift). Dette er tænkt som et beskyttende tiltag for at undgå misbrug af tillid.

Det behøver ikke at være så indgribende og afhænger af en konkret vurdering af, hvilken paragraf i værgemålsloven, der findes mindst indgribende og mest beskyttende på samme tid. Det anhænger af handicappets karakter. Skønnet foretages alene af Statsforvaltningen, som ligeledes behandler den formelle ansøgning om oprettelse, ændring eller ophævelse af værgemål.

Så den overvejende hovedregel er – naturligt nok – at personen med udviklingshæmning i samråd med forældrene bestemmer, hvad der er bedst for ham eller hende; herunder bopæl, beskæftigelse, botilbud osv. Men det er væsentligt at hæfte sig ved, at en søskende – eller efter omstændighederne en fætter/kusine med nær relation – vil have adgang til at søge et værgemål, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt forældrene (eller en anden værge) handler i den udviklingshæmmedes bedste interesser.

Andre muligheder
Der findes også andre juridiske muligheder at overveje. Eksempelvis testamente for personen med udviklingshæmning og arv i det hele taget og søskendes mulighed for at blive værge og få frataget forældrene bestemmelsesretten. Det vil føre for vidt i denne sammenhæng at komme nærmere ind på disse emner, men det er temaer, som vi vil behandle i et kommende LEV-blad.

LIDT OM Kim Ankerstjerne
Kim Ankerstjerne, 34 år, advokatfuldmægtig hos Advokatfirmaet.dk i Aalborg.

Storebror til Steffen på 30 år, som har udviklingshæmning.

Om sit forhold til LEV siger Kim:
- LEV har været en del af mit liv så længe, jeg husker. Jeg kan særligt huske familielejrene ved Pindstrup Feriecenter, hvor min bror og jeg har brugt flere somre med vores forældre i slutningen af 1990’erne. Det var en oplevelse at være sammen med andre søskende til udviklingshæmmede. Det tænker jeg stadig tilbage på i dag med glæde.

- Min beskyttertrang for min bror har altid været markant. Jeg kan huske, at jeg (som ellers var en sød og rolig dreng) slog en af mine klassekammerater i hovedet med skaftet af en legetøjspistol med ”fuldt skrald” til fastelavn, da han sagde, at min lillebror var en ”spasser”. Jeg har nok været ti år, men trangen til at beskytte og forsvare husker jeg soleklart.

- Den slags følelser ændrer sig ikke ved, at vi alle på et tidspunkt må tage stilling til, hvordan vores udviklingshæmmede familiemedlemmer skal beskyttes, når vi (og det gælder både forældre og søskende) ikke længere selv er i stand til det.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 5 2018

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap